top of page

Fra Homer til Aristoteles - antikkens store tænkere i det nuværende Tyrkiet

  • Forfatters billede: Martin
    Martin
  • for 15 timer siden
  • 4 min læsning

Antik ruiner i solnedgang. Storslåede søjler og buer mod en orange og lilla himmel i Efesos. Stemningen er majestætisk og rolig.

Athen har sat sig tungt på fortællingen om den græske filosofi. Men faktisk blev flere af antikkens mest indflydelsesrige tænkere født eller virkede langt fra Athen - i byer og områder, der i dag ligger i Tyrkiet. Milet, Efesos, Smyrna, Hierapolis og Assos fremhæves ofte for deres arkæologiske levn. Men de var også rammen om idéer, der kom til at præge filosofi, videnskab og litteratur gennem årtusinder - helt frem til i dag.

Aydın - filosofiens begyndelse i Milet

Ruinerne af Milet ligger i dag et stykke inde i landet syd for Söke i Aydın-provinsen. I antikken lå byen ved havet og var en vigtig handelsby med forbindelser til store dele af Middelhavet.


Her levede Thales, Anaximander og Anaximenes i det 6. århundrede f.Kr. De tre filosoffer forsøgte at forklare verden gennem naturen frem for gennem fortællinger om guderne.


Thales mente, at vand var altings grundlæggende stof. Anaximander pegede i stedet på apeiron - det grænseløse eller ubestemte, som alt udspringer af. Anaximenes mente, at luft var universets grundstof.


Forklaringerne holder ikke efter moderne videnskabelige standarder. Det afgørende var metoden. Naturen blev undersøgt som noget, der kunne forstås gennem observation, argumenter og rationelle forklaringer. Derfor regnes filosofferne fra Milet blandt grundlæggerne af både vestlig filosofi og naturvidenskab. (Science Publishing Group)


Længere mod nord ligger Efesos, hvor Herakleitos blev født omkring 540 f.Kr. Han beskrev verden som præget af konstant forandring og forbindes med tanken om, at alt flyder.


Kun fragmenter af hans tekster er bevaret. De korte og ofte gådefulde sætninger har til gengæld sikret ham en fast plads i filosofihistorien.


İzmir - Homer, Anaxagoras og Xenofanes

Den græske digter Homer forbindes traditionelt med Smyrna, det nuværende İzmir. Hans præcise fødested og selve spørgsmålet om hans identitet er fortsat usikkert.


Iliaden fortæller om den trojanske krig, mens Odysseen følger Odysseus på den lange rejse hjem. De to værker fik enorm betydning for græsk litteratur, religion og selvforståelse og blev læst og diskuteret af senere filosoffer.


Vest for İzmir lå Klazomenai, hvor Anaxagoras blev født omkring 500 f.Kr. Senere rejste han til Athen og blev en vigtig del af byens intellektuelle miljø.


Anaxagoras mente, at verden bestod af utallige små bestanddele, som blev bragt i orden af nous - et begreb, der kan oversættes som fornuft eller kosmisk intelligens.


Syd for İzmir lå Kolofon, fødebyen for digteren og filosoffen Xenofanes. Han kritiserede samtidens beskrivelser af guderne som væsener, der lignede mennesker og opførte sig som mennesker.


Ifølge Xenofanes skabte mennesker guderne i deres eget billede. Havde heste eller okser kunnet tegne, ville deres guder ligne heste eller okser. Kritikken af menneskelignende guder gjorde ham til en af antikkens skarpeste stemmer i diskussionen om religion og erkendelse. (Internet Encyclopedia of Philosophy)


Denizli - Epiktet fra Hierapolis

Hierapolis ligger ved de hvide kalkterrasser i Pamukkale og er blandt Tyrkiets mest besøgte arkæologiske områder.


Byen var også fødested for Epiktet, som kom til verden omkring år 50 e.Kr. Han blev født som slave og tilbragte en del af sit liv i Rom, inden han blev frigivet og selv begyndte at undervise i filosofi.


Epiktet blev en af stoicismens vigtigste tænkere. Hans filosofi tog udgangspunkt i forskellen mellem det, et menneske kan kontrollere, og det, der ligger uden for egen kontrol.


Handlinger, holdninger og reaktioner tilhører den første gruppe. Sygdom, tab, andres opførsel og livets tilfældigheder tilhører den anden.


Epiktet skrev ikke selv sine tanker ned. De blev bevaret af hans elev Arrian, som samlede hans undervisning i blandt andet Samtaler og Håndbogen.


Sinop - Diogenes og det enkle liv

Sinop ligger på en halvø ved Sortehavet. Her blev Diogenes født omkring begyndelsen af det 4. århundrede f.Kr.


Han blev en central skikkelse i den kyniske filosofi og forkastede rigdom, status og sociale konventioner. Livet skulle være enkelt og frit for unødvendige behov.


Diogenes er omgivet af anekdoter. Den bedst kendte fortæller om mødet med Alexander den Store. Kongen tilbød at opfylde et ønske, men Diogenes bad ham blot flytte sig, fordi han stod i vejen for solen.


Fortællingen kan ikke dokumenteres, men den rammer præcist det billede, eftertiden har bevaret af Diogenes: en filosof, som hverken lod sig imponere af magt eller rigdom. (Wikipedia)


Adıyaman - Lukianos fra Samosata

Den antikke by Samosata lå ved Eufrat i det nuværende Adıyaman. Området blev senere oversvømmet efter opførelsen af Atatürk-dæmningen.


Her blev forfatteren og satirikeren Lukianos født i det 2. århundrede e.Kr. Han skrev på græsk og gjorde grin med religiøs overtro, selvhøjtidelige filosoffer og samfundets magthavere.


I En sand historie beskrev han blandt andet en rejse til Månen og en krig mellem beboere på Månen og Solen. Værket nævnes derfor ofte som en tidlig forløber for science fiction.


Çanakkale - Aristoteles og Kleanthes i Assos

Assos ligger på en klippetop med udsigt over Edremit-bugten i den sydlige del af Çanakkale-provinsen.


Efter Platons død i 347 f.Kr. rejste Aristoteles til Assos på invitation fra byens hersker, Hermias. Her samlede han en kreds af filosoffer og studerende og arbejdede blandt andet med zoologi, biologi og politisk filosofi.


Aristoteles opholdt sig i Assos i omkring tre år, inden han rejste videre til Lesbos og senere til Makedonien, hvor han blev lærer for Alexander den Store. (UNESCO World Heritage Centre)


Assos var også fødeby for Kleanthes, som senere overtog ledelsen af den stoiske skole i Athen efter Zenon. Han er især kendt for Hymnen til Zeus, hvor universet beskrives som en rationel og sammenhængende orden. (Routledge Encyclopedia of Philosophy)


I dag står templer, teatre og søjler tilbage som synlige spor efter antikkens byer. Tankerne, der opstod mellem dem, har vist sig langt sværere at begrave.


Mit Istanbul - samlet digital bogpakke (2026)
DKK 95.00DKK 70.00
Køb nu

*Illustrationen øverst i artiklen, afbilleder Celsus-biblioteket i Efesos, redigeret og colour graded med brug af ai-redigering.


*Udgivet første gang i januar 2025. Redigeret juli 2026 med bl.a forskellige historiske præciseringer samt tilføjelsen af Homer.

For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.

Få min cirka månedlige nyhedsmail

Sådan... nu vil du modtage en nyhedsmail cirka 1 gang om måneden

  • Facebook
  • Instagram
  • Threads
  • X

​Nyttig adresse:

- Det Danske General Konsulat, Istanbul:

Tel +90 (212)359 1900 

- tyrkiet.um.dk

OBS: Læs også
I nødstilfælde: For en sikkerheds skyld

 

mitistanbul.dk anvender Stripe

som sikker betalingsløsning.

© ℗ 2020-2026 by Martin Strecker Adelskov

 

mitistanbul.dk

Dansk blik på Istanbul - skrevet indefra

bottom of page