Romerriget: Historien, du nok ikke lærte om i folkeskolen
Da jeg gik i skole, fortalte min historielærer hele klassen, at Romerriget faldt i år 476 - og dermed holdt op med at eksistere. Punktum. Næste emne var sikkert noget med vikingerne.
I 476 blev den vestlige kejser afsat, så langt så godt. For i Konstantinopel sad der stadig en romersk kejser, som fortsatte med at regere. Og hans efterfølgere gjorde det i næsten tusind år endnu.
Så hvorfor lærer vi, at Romerriget faldt i 476? Og hvorfor kalder historiebøgerne Romerriget med centrum i Konstantinopel for Det Byzantinske Rige, når indbyggerne selv betragtede sig som romere?
Det spørgsmål har jeg gravet lidt i. Og undervejs er jeg blevet mere og mere overbevist om, at betegnelsen Østromerriget i mange sammenhænge er mere dækkende for den historie, jeg gerne vil fortælle om Istanbul.
Det er faktisk også den betegnelse, den tyrkiske stat nu vil indføre i sine skolebøger i stedet for Bizans, altså Byzans eller Det Byzantinske Rige. Men selv om vi ender med samme betegnelse, er det ikke nødvendigvis af samme grund.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Hvis du vil støtte bloggen, så byd på en kop virtuel kaffe! Køb eBøger
Der er en væsentlig historisk pointe i at understrege, at riget i Konstantinopel var en fortsættelse af Romerriget. I den tyrkiske stats national-neokonservative historiesyn kan navneskiftet imidlertid også læses som et forsøg på at indskrive den romerske fortid i en fortælling om det nuværende Tyrkiets historie og identitet.
At betegnelsen Østromerriget er historisk meningsfuld, betyder med andre ord ikke, at alle, der bruger den, gør det ud fra den samme historiske forståelse.
Men lad os begynde med år 476.
Romerriget blev delt, men forsvandt ikke
Romerriget var blevet så stort, at det var vanskeligt at styre fra ét sted. Derfor havde kejserne i perioder delt ansvaret for at regere riget mellem sig.
Da kejser Theodosius I døde i 395, blev magten fordelt mellem hans to sønner. Den ene regerede i vest, den anden i øst. Der var nu to kejserlige hoffer med hver sin kejser og administration, men begge dele var en del af den samme romerske statstradition.
I vest gik det efterhånden tilbage. I år 476 blev den unge kejser Romulus Augustulus afsat af Odoaker, en germansk hærfører, der overtog magten i Italien. Det er denne begivenhed, der traditionelt bruges som markør for Vestromerrigets fald.
Men her er en detalje, der let forsvinder i fortællingen.
Det var ikke engang byen Rom, der mistede sin kejser i 476.
Byen Rom havde ganske vist enorm symbolsk betydning, men den var ikke længere Vestromerrigets politiske centrum. Kejserhoffet var først flyttet til Milano og siden til Ravenna, der blev den vigtigste kejserby i vest fra år 402.
Da Romulus Augustulus blev afsat, var det altså den vestlige kejsermagt, der brød sammen. Alligevel er begivenheden blevet til fortællingen om, at Romerriget faldt.
Det er en formulering, der let får det til at lyde, som om hele det romerske rige forsvandt på én gang. Men kejseren i Konstantinopel sad stadig på tronen. Han havde ikke mistet sin titel, og hans rige var ikke ophørt med at eksistere, blot fordi kejsermagten i vest var brudt sammen.
Det svarer lidt til, at Danmark ikke ophørte med at eksistere, fordi landet mistede Skåne, Halland og Blekinge til Sverige eller afstod områder til Preussen i 1864. Et land kan miste territorium uden dermed at ophøre med at eksistere.
Og det østlige rige var heller ikke blot en rest, der langsomt sad og ventede på at forsvinde.
I 500-tallet forsøgte kejser Justinian at generobre dele af de tidligere vestlige områder. Hans hære erobrede blandt andet Nordafrika og store dele af Italien, herunder Rom. Nogle af erobringerne gik dog tabt igen i de følgende århundreder.
Det romerske kejserrige med centrum i Konstantinopel fortsatte med at eksistere helt frem til 1453, hvor osmannerne erobrede byen.
Det er næsten tusind år efter det årstal, vi normalt lærer som Romerrigets fald.
Byzantion blev til Konstantinopel - og senere til Det Byzantinske Rige
Byen, vi i dag kender som Istanbul, hed oprindeligt Byzantion. Det var en græsk by, længe før kejser Konstantin i år 330 gjorde den til Romerrigets nye hovedstad. Byen blev kendt som Konstantinopel, altså Konstantins by, og også som Det Nye Rom.
Den lå strategisk godt placeret mellem Europa og Asien og udviklede sig, som vi i dag ved, til et af verdens absolut vigtigste politiske, økonomiske og kulturelle centre.
Men det gamle navn Byzantion forsvandt hverken fra samtidens sprog eller fra historiske og litterære kilder. Det blev senere grundlaget for betegnelsen Det Byzantinske Rige, som historikere i dag bruger om den østlige del af Romerriget og dets efterfølger gennem middelalderen.
Den tyske humanist Hieronymus Wolf spillede en vigtig rolle i udviklingen af den byzantinske historieskrivning i 1500-tallet. Betegnelsen gjorde det lettere for historikere at skelne mellem det klassiske Romerrige og det rige, der gennem århundreder fortsatte med at have Konstantinopel som centrum.
Det er der sådan set en praktisk pointe i. Riget havde ændret sig markant siden antikken. Græsk var efterhånden blevet det dominerende sprog, kristendommen var central, og territoriet var langt mindre end i Romerrigets storhedstid.
Men sprog og kultur ændrer sig også i andre lande uden nødvendigvis at ændre landets identitet. Danmark har skiftet sprog gennem sin historie, og landets grænser har flyttet sig. Alligevel er der ingen, der af den grund hævder, at Danmark ophørte med at eksistere og blev til et helt nyt land.
Hvorfor skulle det så være anderledes med Romerriget?
Der er en lille hage ved betegnelsen Det Byzantinske Rige: Det var ikke det navn, indbyggerne selv brugte om deres stat.
Men hvad kaldte indbyggerne selv deres rige?
De betragtede sig som romere.
På græsk kaldte de sig Rhomaioi, som betyder romere. Deres rige var Romerriget, og deres kejser var den romerske kejser. Det gjaldt også, længe efter at rigets sprog, religion og politiske virkelighed havde ændret sig.
Det betyder ikke, at riget i Konstantinopel var uforandret gennem næsten tusind år. Det var det naturligvis ikke. Men forandringerne betød ikke, at indbyggerne pludselig holdt op med at være romere, eller at deres stat ophørte med at være romersk.
Betegnelsen Det Byzantinske Rige er nyttig, når historikere skal skelne mellem forskellige perioder i Romerrigets historie. Men den kan også skabe et indtryk af, at det romerske rige sluttede i vest, hvorefter et helt nyt rige opstod i øst.
Og det er netop den historiske kontinuitet, jeg synes, betegnelsen Østromerriget gør lettere at få øje på.
Da Vesten også ville have en romersk kejser
I år 800 lod pave Leo III den frankiske konge Karl den Store (Charlemagne) krone som kejser af romerne i Peterskirken i Rom. Karl den Store herskede over et stort rige i Vesteuropa med magtcentrum i Aachen, i det nuværende Tyskland.
Men der sad jo allerede en romersk kejser i Konstantinopel. En kejser, der betragtede sig selv som Romerrigets retmæssige kejser, og det havde hans forgængere gjort i flere århundreder - uanset om tronen stod i Rom eller i Konstantinopel.
Nu havde Vesteuropa altså fået en kejser, der også gjorde krav på den romerske kejsertitel og den arv, der fulgte med.
Karl den Stores kejserrige blev en del af den historiske udvikling, der førte til Det Hellige Romerske Rige, som i sin traditionelle form regnes fra Otto I's kejserkroning i år 962.
Men her er en væsentlig forskel. Kejserne i Konstantinopel havde gennem århundreder videreført romerske statsinstitutioner, lovtraditioner og kejserlig administration. Det vestlige kejserrige byggede derimod på en ny politisk orden, der gjorde krav på den romerske arv gennem sin kejsertitel og forbindelsen til Rom og paven.
Det er altså ikke helt det samme at have en kejser, der kalder sig romersk, og at være den direkte fortsættelse af det romerske kejserrige.
Det Hellige Romerske Rige var bestemt et reelt politisk rige, men dets forbindelse til det antikke Romerrige var først og fremmest et spørgsmål om politisk og religiøs legitimitet. Det var ikke en ubrudt videreførelse af det romerske statsapparat fra antikken.
Samtidig voksede afstanden mellem det græsktalende kristne Østromerrige og det latinsktalende Vesteuropa. De to områder udviklede forskellige kirkelige traditioner og kom i stigende grad på kant med hinanden.
I 1054 kulminerede konflikten i det, der traditionelt kaldes Det Store Skisma. I Konstantinopel slog pavens udsendinge dørene op til Hagia Sophia midt under liturgien.
Hele kirken stod stille. Kardinal Humbert tog nonchalant ordet og læste pavens ekskommunikationsbulle højt. Bagefter trak han en dolk frem og stak bulletten fast til alteret, inden han forlod kirken og rystede støvet af fødderne.
Det var en dramatisk gestus, der skulle vise, at bruddet mellem Rom og Konstantinopel var mere end en teologisk uenighed. Det handlede også om magt, autoritet og retten til at bestemme over kristenheden.
Af frygt for, at du, kære læser, var ved at falde i søvn midt i min historietime, har jeg tilladt mig at dramatisere optrinnet i Hagia Sophia. Bare en smule.
Det Store Skisma blev et vigtigt symbol på splittelsen mellem den vestlige katolske kirke og den østlige kirke, der senere blev kendt som den ortodokse kirke. Det var dog kulminationen på en lang udvikling, ikke en konflikt, der opstod fra den ene dag til den anden.
Det skete cirka 92 år efter Otto I's kejserkroning.
Det er en bemærkelsesværdig udvikling, for mens det latinske Vesteuropa havde opbygget sin egen kejsertradition med krav på den romerske arv, havde det romerske kejserrige i Konstantinopel fortsat sin egen kejserlige og kirkelige tradition.
Senere historikere kom til at beskrive de to traditioner med forskellige betegnelser. Men det ændrer ikke ved, at kejserne i Konstantinopel gennem århundreder havde videreført den romerske kejsertradition, der går tilbage til Augustus og det romerske kejserriges begyndelse.
Og det er netop den kontinuitet, jeg synes gør betegnelsen Østromerriget lettere at få øje på.
Osmannerne og romerne
Da osmannerne erobrede Konstantinopel i 1453, satte de punktum for det romerske kejserrige med centrum i byen. Men den romerske arv forsvandt ikke bare fra sproget og geografien.
Osmannerne brugte betegnelsen Rum om romerne og de tidligere romerske områder. Det ses blandt andet i navnet Rumeli, der blev brugt om de europæiske dele af det osmanniske rige.
Det betyder ikke, at osmannerne betragtede deres stat som en simpel fortsættelse af Romerriget på samme måde, som de romerske kejsere i Konstantinopel gjorde. Men betegnelserne viser, at forbindelsen til romerne fortsat havde betydning efter erobringen.
Og bedst som du nu sikkert sidder og tørrer sveden af panden og ærgrer dig over, at du ikke kan svare din gamle historielærer fra folkeskolen igen, skal du lige holde tungen lige i munden ...
For i Tyrkiet kaldes den græsk-ortodokse kirke for Rum Ortodoks Kilisesi - direkte oversat til dansk bliver det til den romersk-ortodokse kirke.
I den såkaldte vestlige verden er vi vant til at forbinde ordet romersk med den romersk-katolske kirke. Men her henviser Rum til den græsktalende, ortodokse tradition med historiske rødder i Romerriget og Konstantinopel. Endnu et lille sprogligt levn fra den romerske fortid, som stadig lever videre her i Istanbul og Tyrkiet.
Endnu en lille påmindelse om, at historiske navne og identiteter sjældent forsvinder fra den ene dag til den anden.
Er Østromerriget så en bedre betegnelse?
For mig giver betegnelsen Østromerriget god mening, når jeg skriver om den del af Romerrigets historie, der har Konstantinopel som centrum.
Den gør det tydeligere, at der er tale om et rige, som fortsatte den romerske kejsertradition efter sammenbruddet i vest. Samtidig giver den plads til at fortælle historien om, hvordan riget udviklede sig gennem århundrederne og blev noget andet end Romerriget på kejser Augustus' tid.
Men Østromerriget er heller ikke et navn, indbyggerne selv nødvendigvis brugte. Det er også en betegnelse, der er valgt efterfølgende for at beskrive en historisk virkelighed.
Og her er det værd at holde fast i forskellen mellem den historiske begrundelse og den politiske brug af et navn.
Den tyrkiske stat vil nu erstatte Bizans med Doğu Roma, altså Østromerriget, i de nye skolebøger. Det kan bygge på en historisk relevant pointe om kontinuiteten med Romerriget.
Men navneskiftet indgår også i en bredere national-neokonservativ fortælling om Tyrkiets historie, hvor betegnelser bruges til at fremhæve bestemte historiske forbindelser og identiteter.
Jeg kommer derfor nok til at bruge betegnelsen Østromerriget lidt oftere, når jeg skriver om denne del af Istanbuls historie. Det betyder ikke, at jeg holder op med at bruge Det Byzantinske Rige, byzantinsk eller byzantiner. Det er stadig betegnelser, jeg kommer til at bruge, når de passer ind i sammenhængen.
Men jeg er selv blevet mere opmærksom på, hvad vi egentlig mener, når vi bruger dem.
Og hvis du en dag møder din gamle historielærer fra folkeskolen, kan du jo høre, hvad vedkommende mener om Det Byzantinske Rige versus Østromerriget.
Nu er du i hvert fald lidt bedre klædt på til at diskutere et emne, der er mindst lige så forvirrende, som det er interessant.
