Istanbul: Græske Gymnasium får 90 dage til at rømme bygningen
- Martin

- 12. okt.
- 2 min læsning

Et af Istanbuls mest karakteristiske bygningsværker – Fener Græske Gymnasium, bedre kendt som “Den Røde Skole” – står over for en usikker fremtid.
Tyrkiets undervisningsministerium (MEB) har givet skolen besked på at rømme bygningen inden for 90 dage, fordi den ikke lever op til nutidens krav til jordskælvssikkerhed.
👉 Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube og Bluesky.
Læs også: Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?, Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul - Turist i Tyrkiet: få styr på mobiltelefoni & Data -
Skolen blev grundlagt i 1454, kort efter Konstantinopels fald, og har i mere end fem århundreder været et centralt samlingspunkt for byens græske mindretal.
Den nuværende bygning, opført i 1881, ligger højt på bakketoppen i Fener og er let genkendelig på sine røde mursten og det kuplede tårn, der rager op som et vartegn over Det Gyldne Horn.
I de senere år har skolen kæmpet for at overleve på grund af det meget lave elevtal – i nogle år så få, at der slet ikke har været nye optag.
Nu står den ovenikøbet over for et nyt krav: bygningen skal forstærkes, så den lever op til nutidens standard for jordskælvssikkerhed.
Ifølge rektor Dimitri Zotos vil det kræve omkring 10 millioner euro, men så store midler har skolen ikke. Derfor leder man nu efter midlertidige lokaler, så undervisningen kan fortsætte – i det mindste for nu.
Selvom påbuddet officielt begrundes med sikkerhed, kan man ikke lade være med at undre sig over timingen. Skolen ligger på en af de mest eftertragtede adresser i Fener, og mange frygter, at bygningen – hvis den først tømmes – ikke vender tilbage til sit oprindelige formål.
Skulle det ske, vil endnu et lille stykke af Istanbuls græsk-ortodokse historie forsvinde fra byens levende landskab.
(Kilder: Agos, Bianet, OdaTV, Solcu Gazete)



















