top of page

Hagia Sofia historie & oplevelsesmuseum

Opdateret: 15. mar.



Siden år 360 har der stået en kirke på stedet og i år 537 åbnede den 3. kirke på stedet - og det er den bygning man i dag kan se. Rejst som et symbol på kristendommen blev Hagia Sofia som et sandkorn i øjet på Paven i Rom og et mål for erobring for den muslimske verden. Verdenshistorien samlet i en bygning og i en by.


Sådan kan objektet for et af Istanbuls nye museer “DEM Hagia Sofia Historie & Oplevelsesmuseum” skrives. Museet holder til i et af de restaurerede osmanniske paladser der ligger på den gamle Hippodrom - Sultanahmet/Hestepladsen - overfor Den Blå Moske.

Video fra vores besøg/mitistanbul.dk


Med din adgangsbillet, får du en audio-guide med et sprog efter eget valg, da jeg ikke kunne se nogle skandinaviske sprog valgte jeg den engelske udgave.


I små grupper bliver man så ført op i en elevator, jaget ind og ud af store og små rum, hvor computeranimerede film fortæller historien om Byzantium, Konstantinopel og Istanbul med fokus på den centrale rolle Hagia Sofia har spillet gennem historien.


fotos fra vores besøg/mitistanbul.dk

Efter at have vandret fra rum til rum og set sammenlagt godt og vel 20 minutters film med audioguidens dramatiserende stemme i ørene, er det tid til den mere traditionelle museums oplevelse: glasmontre og små skilte.

Faktisk synes jeg at denne del var den vildeste oplevelse.


Der er artefakter som aldrig før har været udstillet, sten, figurer, søjler med mere - som man har fundet gennem tidernes udgravninger i og under Hagia Sofia.


Video fra vores besøg/mitistanbul.dk


Kæresten var mest til den filmatiserede oplevelse, og jeg kan da godt forstå at det er fedt at få historien “ind med ske” men, der er nogle, mindre, faktuelle fejl i den historiefortælling som det moderne Tyrkiet fortæller. Derudover synes jeg, at det var skørt, at vi skulle vade fra rum til rum, op med elevator, ned ad trapper for at se en video vi reelt set kunne have set siddende i en mini biograf. Nok var der nogle imponerende effekter både i filmene og i rummene, men der var ikke tid til nogen form for fordybelse. Den havde jeg dog så ved glasmontrene.


Ved udgangen er der en souvenirbutik med et hav af ting og sager, som selvfølgelig bærer priser som var det rubiner.


Information

DEM Hagia Sophia History & Experience Museum. Binbirdirek, At Meydanı St. No:10 Fatih / Istanbul

Billetten koster 25 Euro for udlandske besøgende, og 150 TL for tyrkiske statsborgere (der skal fremvises ID). Billetten inkluderer en audioguide.


BEMÆRK: - Den 15. januar 2024 genåbnede en del af Hagia Sofia som museum. Bemærk at museet beskrevet i dette indlæg er DEM Hagia Sofia Historiske Oplevelsesmuseum (DEM Hagia Sophia History & Experience Museum). - Er du lys/strobe følsom er dette museum ikke noget for dig. Selv har jeg lidt balance udfordringer efter en blodprop, og der var situationer under besøget på museet der var svære for mig at kapere og jeg måtte lukke øjnene og støtte mig til kæresten og væggene. - Dette indlæg er ikke sponseret af DEM museer!


støt bloggen mitistanbul.dk


For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.

  • Facebook
  • Instagram
  • Threads
  • X
bottom of page