Visum til Istanbul: fortællingen om Men-i Murur Tezkeresi

For kun et par hundrede år siden, i 1800-tallet, var adgangen til Konstantinopel (Istanbul fra 1930) nøje reguleret. Især for osmannerrigets egne borgere, som ikke bare kunne rejse ind i hovedstaden uden et særligt dokument: Men-i Murur Tezkeresi. Et visum, der gav personen tilladelse til at passere byportene.

👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️            

Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube        

Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere

Kravet om Men-i Murur Tezkeresi gjaldt kun for rigets egne borgere og indeholdt mere end selve tilladelsen til at passere portene. Her stod også bærerens ærinde i byen, opholdssted og den periode, man havde lov til at opholde sig i Konstantinopel.

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet oplevede Konstantinopel en massiv tilstrømning af borgere, som myndighederne ikke kunne følge med i. Folk kom fra hele riget, og administrationen haltede efter. Derfor begyndte man at interessere sig langt mere for, hvem der ankom, og hvad deres ærinde var. Målet var både at afvikle køerne ved byportene og skabe lidt mere orden i en by, der voksede hurtigere, end systemet kunne bære.

Samtidig kæmpede byen med tilbagevendende udbrud af pest, difteri og andre sygdomme, som hurtigt spredte sig i de tæt befolkede kvarterer. Overbefolkningen gjorde myndighederne endnu mere optagede af, hvem der bevægede sig ind i byen, og hvordan smitte kunne kontrolleres.

Ind på banen kom Men-i Murur Tezkeresi. Et dokument, der fungerede som en slags rejsetilladelse og visum for rigets egne borgere. Alle, der ville ind i Konstantinopel, skulle kunne fremvise det ved byportene. Uden det blev man afvist og sendt tilbage, uanset om man kom til fods, til hest eller med båd. Tilladelsen blev udstedt af de lokale myndigheder i den provins, man rejste fra, og fulgte én hele vejen til hovedstaden.

Dokumentet indeholdt navn, hjemsted og enkelte kendetegn, så myndighederne kunne se, at personen var den rette. For nogle var det en formalitet - en bagatel, man fik ordnet uden større problemer. For andre var det en reel barriere. Mange måtte vende om, fordi deres tilladelse ikke var i orden eller var udløbet, og derfor blev Men-i Murur Tezkeresi hurtigt et forhadt slags statussymbol - et dokument, der afgjorde, hvem der fik adgang til byen, og hvem der ikke gjorde.

For myndighederne handlede ordningen om kontrol og overblik. Konstantinopel ændrede sig med en fart, der tog alle på sengen, og befolkningstallet steg markant gennem både 1700- og 1800-tallet. De mange nye tilflyttere pressede både infrastrukturen og sikkerheden, så Men-i Murur Tezkeresi blev et værktøj, der skabte en form for orden i en hovedstad, der forandrede sig næsten fra dag til dag.

Ordningen forsvandt først i slutningen af 1800-tallet, da nye identitetskort og et mere moderne befolkningsregister tog over. Men i de mange årtier, Men-i Murur Tezkeresi var i brug, nåede dokumentet at præge hverdagen for mange mennesker på vej mod hovedstaden. Ikke dramatisk, bare et krav, man måtte forholde sig til, hvis man ville opholde sig i Konstantinopel.

Og selvom Men-i Murur Tezkeresi for længst er historie, er udviklingen i Istanbul langt fra gået i stå. Det moderne Istanbul vokser stadig, og mange af byens kvarterer kæmper med den samme udfordring som dengang: for mange mennesker på for lidt plads. Istanbul har i dag over 15,7 millioner registrerede borgere (TÜİK, 2024).

illustrationen her, er et scan af af et oprindeligt Men-i Murur Tezkeresi, mens illustrationen øverst i indlægget er ai-genereret med promts om 'autenticitet'.