Da en af mine studerende foreslog et besøg på Kameramuseet i Bakırköy, var jeg ærlig talt lidt skeptisk. Et kameramuseum lød ikke som den mest oplagte udflugt. Men besøget viste sig hurtigt at handle om meget mere end gamle kameraer. Det blev også en tur tilbage til mørkekammeret, ungdomsminder og en bydel, som jeg først nu er begyndt at lære rigtigt at kende. Se også de interaktive 360°-billeder fra museet, nederst i artiklen. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? The Immersive Istanbul Efter mit besøg på Baruthane forrige uge fik jeg lyst til at opleve mere af Bakırköy. Bydelen har aldrig fyldt ret meget i mit Istanbul. Dengang var der ingen Marmaray-forbindelse, og ud over at en veninde engang boede der, havde jeg sjældent grund til at tage derud. I dag er veninden flyttet tilbage til Danmark. Til gengæld er Marmaray kommet. Et par dage tidligere havde en af mine studerende foreslået, at jeg besøgte Kameramuseet i Bakırköy. Jeg spørger tit mine studerende, om de kender steder i Istanbul, som fortjener lidt mere opmærksomhed. Normalt hører jeg Hagia Sophia, Den Blå Moské eller Topkapı-paladset. Men et kameramuseum? Det havde jeg ikke lige set komme. Fredag formiddag satte jeg mig derfor på Marmaray mod Bakırköy. Planen var lige til: Først et besøg på Kameramuseet, bagefter en tur ned til Sahil ved Marmarahavet og til sidst gennem Bakırköys gader tilbage til Marmaray. Inden jeg tog hjemmefra, havde jeg klikket forbi både museets hjemmeside og Google. Alligevel havde jeg svært ved at danne mig et billede af, hvad der ventede. Et kameramuseum kan jo være mange ting. På gåturen gennem Bakırköys centrum blev jeg endnu mere nysgerrig på bydelen. Baruthane havde allerede gjort indtryk ugen før, og nu opdagede jeg små caféer, sidegader og butikker, som gav mig lyst til at komme tilbage. Det var næsten lidt ærgerligt at have en aftale senere på dagen, for jeg kunne sagtens have brugt flere timer på bare at gå rundt. Museet ligger i en smuk, ældre bygning, som efter sigende tidligere har fungeret som skole for børn med særlige behov. Allerede da jeg trådte indenfor, kunne jeg mærke, at der var tænkt over oplevelsen. Der var skinnende rent, lyset var behageligt, og udstillingerne var sat op med en omhu, der gjorde det rart bare at gå på opdagelse. Jeg havde egentlig forestillet mig et ret teknisk museum. Kameraer på stribe. Lidt historie. En masse modelbetegnelser. I stedet blev jeg mødt af en udstilling, der fortæller kameraets udvikling over flere etager. Kælderen handler blandt andet om mørkekammeret og den proces, der engang skulle til, før et billede overhovedet blev til. Jeg havde foto som valgfag både i folkeskolen, på efterskolen og senere i ungdomsskolen. Jeg havde ikke tænkt på mørkekamre, fotopapir eller fremkaldervæske i mange år, men pludselig stod udstyret foran mig igen. Pludselig var jeg tilbage på fotoholdet og i mørkekammeret. De store trækameraer ligner næsten små møbler, mens spionkameraerne er fascinerende af den stik modsatte grund. Flere gange lænede jeg mig helt tæt på for at finde ud af, hvordan de overhovedet havde fået plads til mekanikken i så lille en genstand. I en af montrerne stod jeg pludselig ansigt til ansigt med et gammelt Kodak-gavesæt. Jeg blev slynget direkte tilbage til konfirmationstidens gavebord. Kameraerne er selvfølgelig hovedpersonerne, men de står aldrig alene. Fotografierne på væggene viser, hvad de blev brugt til. De små tekster binder historierne sammen, og selve bygningen er med til at skabe en ro, som gør, at man ikke skynder sig videre. Flere gange tog jeg mig selv i at stå lige så længe foran et gammelt fotografi som foran kameraet ved siden af. Da jeg på et tidspunkt kiggede på klokken, opdagede jeg, at jeg havde brugt tæt på en time på museet. Det havde jeg ærligt talt ikke forventet. Jeg er trods alt ikke kameraentusiast, men hver gang jeg troede, at jeg var ved at være færdig, dukkede der endnu et rum, endnu et kamera eller endnu en lille historie op, som fik mig til at blive lidt længere. På et tidspunkt kunne jeg heller ikke lade være med at stille mit eget DJI-kamera ved siden af et af de gamle apparater og tage et billede. Der stod mere end hundrede års kameraudvikling på samme bord, og kontrasten var næsten komisk. Flere steder kunne jeg scanne QR-koder med mobilen og læse mere om udstillingerne. Jeg kunne egentlig godt lide den detalje, for sådan midt i historien om kameraets udvikling stod jeg med det kamera, de fleste af os bruger allermest i dag. Informationstavlerne var desuden både på tyrkisk og engelsk, så museet er let at gå til, også for internationale besøgende. Under besøget faldt jeg også i snak med ejeren, som var til stede den dag. Efter et par minutters snak virkede det næsten, som om han havde regnet ud, hvad der fangede min interesse. Flere gange pegede han på en montre eller et kamera og sagde, at det burde jeg lige se. Han ramte faktisk plet. Da jeg var på vej ud, viste han mig også museets lille udvalg af souvenirs. Det føltes ikke som et salgsforsøg, men mere som en stolt præsentation af et sted, der tydeligvis betyder meget for ham. Entréen koster 200 TL, og det synes jeg ærligt talt er billigt. Jeg kunne sagtens finde på at lægge vejen forbi igen om et par måneder. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal se de samme kameraer én gang til, men fordi den slags steder fortjener opbakning. Jeg havde også taget mit 360-kamera med, så nederst i artiklen kan du selv gå en tur gennem dele af museet i dit eget tempo. Almindelige billeder kan kun vise en lille del af oplevelsen, men de interaktive 360°-billeder giver et langt bedre indtryk af rummene og stemningen. Da jeg forlod museet, købte jeg en pose kirsebær hos en grønthandler og gik ned til Sahil-promenaden ved Marmarahavet. Jeg satte mig et øjeblik med udsigt over vandet og lod dagens indtryk falde på plads, inden jeg gik tilbage mod Marmaray-stationen. Kameramuseet var årsagen til turen. Bakırköy blev den positive overraskelse. Og den frokost, jeg aldrig nåede at spise, har jeg nu en rigtig god undskyldning for at vende tilbage efter. Brug fingeren, musen eller mobilen til at kigge rundt... Praktisk: Åbningstider: 10-17 tirsdag til søndag Billet: 200 TL (juli 2026) kameramuzesi.com

Istanbul Pride 2019. Mig og kæresten giver hinanden et kys. (foto er beskyttet af ophavsrettigheder) Et afvist LGBTQ+-krydstogt og en efterfølgende tvangslukning af en gay-klub i Istanbul fik mig til at tænke over et spørgsmål, jeg ofte får. Er Istanbul et godt regnbue-rejsemål - og hvorfor finder du egentlig ingen guide til byens gay-barer på mitistanbul.dk? Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? Et amerikansk krydstogt med mere end 1.000 LGBTQ+-rejsende skulle i begyndelsen af juli lægge til i både Istanbul og Kuşadası. Det kommer imidlertid ikke til at ske. Ifølge arrangørerne har de tyrkiske myndigheder nægtet skibet adgang med henvisning til “moralske standarder” og “familieværdier”. Samtidig inviterede en gay-klub i Istanbul krydstogtets passagerer til et arrangement i klubbens egne lokaler. Invitationen blev hurtigt omtalt i regeringsvenlige medier, hvorefter myndighederne iværksatte en undersøgelse af klubben. Kort tid senere blev den tvangslukket. Blandt de planlagte kunstnere på krydstogtet var også film- og Broadway-stjernen Patti LuPone. Efter afvisningen har hun rettet skarp kritik mod Tyrkiet og beskyldt landet for at nægte hende indrejse, fordi hun var en del af krydstogtet. Om sagen får betydning for Tyrkiets turisme, ved ingen. Men den har allerede givet landet en type international omtale, som næppe var en del af markedsføringsstrategien. Jeg kender naturligvis ikke alle detaljerne bag sagen, og derfor ved jeg heller ikke, om lukningen alene skyldtes invitationen. Men hændelsesforløbet fik mig til at tænke over et spørgsmål, som jeg af og til får fra læsere. Hvorfor findes der egentlig ikke en guide til Istanbuls gay-barer på mitistanbul.dk? Som regnbueperson bliver jeg af og til spurgt om netop det. Svaret er egentlig ret enkelt. Jeg ønsker ikke, at min blog skal være med til at rette ekstra opmærksomhed mod konkrete barer, klubber eller andre mødesteder. Denne sag viser, hvor hurtigt et LGBTQ+-sted kan havne i myndighedernes søgelys, når det pludselig får international opmærksomhed. Jeg ved godt, at en artikel på mitistanbul.dk ikke alene afgør noget. Men når jeg ser, hvor hurtigt opmærksomheden kan samle sig om et enkelt sted, føler jeg mig bekræftet i, at jeg har valgt den rigtige linje. Er Istanbul så et godt regnbue-rejsemål? Ja, det mener jeg. Istanbul er en stor, mangfoldig og fascinerende by, og langt de fleste regnbuerejsende får en både tryg og positiv oplevelse. Min oplevelse er, at de fleste tyrkere er langt mere optagede af, om du møder dem med respekt, end af hvem du forelsker dig i. Men Istanbul er heller ikke Studiestræde i København. Når du rejser hertil, besøger du et land med en anden kultur, en anden politisk virkelighed og andre sociale normer. Det betyder ikke, at du skal skjule, hvem du er. Men det betyder, at situationsfornemmelse er en god rejsemakker - præcis som den ville være mange andre steder i verden. Jeg kommer fortsat til at skrive om forhold, der har betydning for LGBTQ+-rejsende, når de er relevante. Men du kommer fortsat ikke til at finde guides til byens gay-barer og klubber her på bloggen. Har du spørgsmål til en regnbueferie i Istanbul, er du altid velkommen til at skrive til mig. Jeg svarer gerne ud fra mine egne erfaringer med at bo her og hjælper gerne med det, jeg kan.

Tilbage i maj skrev jeg om Tyrkiets kommende pantsystem. Nu er det blevet virkelighed. Men efter de første dage med den nye ordning sidder jeg tilbage med flere spørgsmål end svar. En app, én flaskeautomat i det centrale Kadıköy og en lancering, som de færreste omkring mig overhovedet har opdaget. Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul? Tilbage i maj skrev jeg om Tyrkiets kommende pantsystem i artiklen ”Tyrkiet indfører pant på flasker og dåser”. Nu er systemet officielt blevet lanceret. Alligevel er det de færreste blandt mine venner, kolleger og naboer, der overhovedet har hørt om det. Og når emnet kommer op, handler samtalerne sjældent om et renere miljø eller færre flasker i gadebilledet. De handler langt oftere om mistro til selve projektet. Systemet hedder Depozitosu Olan Ambalajlar (DOA) og fungerer på papiret nogenlunde som det danske pantsystem. Flasker og dåser med DOA-logo kan nu afleveres mod pant, men her stopper ligheden med Danmark også. Hvor vi i Danmark uden videre kan aflevere flaskerne i en af de mange flaskeautomater og få en bon - eller aflevere dem hos den lokale købmand eller kiosk - skal man i Tyrkiet først downloade DOA-appen, oprette en bruger, logge ind og scanne en QR-kode ved automaten. Først derefter kan flaskerne afleveres, og panten bliver sat ind digitalt. Det virker umiddelbart som en mere omstændelig løsning end den danske. Jeg blev derfor nysgerrig efter at se, hvor den nærmeste automat egentlig stod, og tjekkede DOA’s officielle kort. I skrivende stund er der kun registreret én automat i det centrale Kadıköy - og den står i et mega-supermarked i et indkøbscenter. Det hænger også meget godt sammen med de officielle tal. Ved lanceringen den 1. juli 2026 omfattede ordningen kun 1.148 automater, 304 manuelle afleveringssteder og 853 hoteller, restauranter og caféer, som allerede var tilsluttet systemet. Det er trods alt ikke mange, når de skal dække et land med omkring 85 millioner indbyggere - og millioner af turister hvert år. Det, der overrasker mig mest, er dog den næsten totale mangel på information. Havde jeg ikke selv fulgt udviklingen siden foråret, er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet ville have opdaget, at Tyrkiet nu har fået et landsdækkende pantsystem. Jeg havde forestillet mig informationsplakater i butikkerne, omtale i supermarkederne eller bare en fornemmelse af, at noget nyt var begyndt. Indtil videre er lanceringen foregået næsten lydløst. Den manglende synlighed har heller ikke gjort meget for tilliden til projektet. Blandt mine venner, kolleger og naboer her i Istanbul møder jeg langt mere mistro end begejstring. Nogle tvivler på, om systemet nogensinde bliver en naturlig del af hverdagen. Andre frygter, at det først og fremmest bliver endnu et stort statsligt projekt, hvor virksomheder med tætte forbindelser til regeringen ender som de største vindere. Fælles for mange er dog den samme undren: Hvordan kan et projekt, der har været under udvikling i årevis, blive lanceret med så lidt information til offentligheden? Om et halvt år ser billedet måske helt anderledes ud. Måske er flaskeautomaterne blevet en naturlig del af bybilledet, og måske har skepsissen vist sig at være ubegrundet. Lige nu virker det dog mest, som om Tyrkiet har lanceret et af sine største miljøprojekter i årevis - i stealth mode. Find din lokale flaskeautomat på doa.gov.tr

Få en oplevelse i Istanbul, der går ud over den sædvanlige turistoplevelse. En byvandring der dykker ned i byens spændende lag. Som uddannet underviser i historie, og bosat i Istanbul siden 2014, har jeg den rette baggrund for at vise dig rundt i byen. I løbet af årene har jeg, ud over at fortælle spændende historier om de områder, vi går igennem, også arrangeret en lang række byvandringer, der kombinerer besøg hos lokale fagforeninger, universiteter,  politiske partier og virksomheder. mitistanbul.dk Walk&Talk To play, press and hold the enter key. To stop, release the enter key. Kom med på en Walk&Talk i mit nabolag – en anderledes byvandring, hvor vi, mens vi går gennem de små gader i Kadıköy og nyder stemningen, taler om livet som dansker i megabyen Istanbul. Samtalen glider mellem hverdag og historie, mellem det lokale og det globale, mellem kaffe, kultur og kaos. Vi kommer rundt om emner om historier fra byens fortid og nutid, personlige erfaringer fra mere end ti år i Tyrkiet og små anekdoter fra livet i et kvarter, hvor alt fra kaffe og gadekatte til bagere og gadekunst spiller sammen i en helt særlig rytme. Det er ikke en klassisk guidet tur – det er en samtale på gåben, hvor du får byen helt tæt på, og mærker den hverdag, der gemmer sig bag postkortene. Mine Walk&Talks er blevet populære blandt både familier, foreninger, bestyrelser, virksomheder og skoler – alle, der ønsker en uformel, inspirerende og ærlig introduktion til denne fantastiske by. post@mitistanbul.dk Walk&Talk gælder følgende: En Walk&Talk varer cirka 3 timer Prisen er 100 euro (inkl 5 personer) +20 euro pr. person der ud over. (eksempel: 7 personer: 140 euro) Eventuel transport, entrébilletter og forplejning med mere er ikke inkluderet i prisen og vil være ekstra omkostninger. Dette gælder også ved eventuelle virksomhedsbesøg o.lign. Privat

Dansk rejseblog om Istanbul med fortællinger og rejsetips. Kendte og ukendte oplevelser, kvarterer og hverdagsliv. Kaffevenner Tak for den virtuelle kaffe ☕️ Man kommer ikke langt i Istanbul uden te eller kaffe, og det samme gælder for arbejdet med denne blog. En stor tak til jer, der har givet en virtuel kop - det holder tastaturet varmt og nørderiet i gang ❤️ Kaffevenner : Ann Iren Berge Lisa Dollerup Pia Mølgaard Kate Erkmen Jette Stoffregen Jens Prahl Familien Hansen Hardsyssel Efterskole Birgit og Troels Ann Iren Berge Ulrik Grubb Rebecca Lykke Larsen Masser af koffein og masser af Istanbul. Tak for støtten, Martin Byd mig på en kop virtuel kaffe her ☕️ Listen 'Kaffevenner' starter i efteråret 2025 og opdateres løbende.

Dansk rejseblog om Istanbul med fortællinger og rejsetips. Kendte og ukendte oplevelser, kvarterer og hverdagsliv. Mit Istanbul 2026 er en kompakt, gennemarbejdet e-bog til dig, der vil forstå Istanbul i praksis. Ikke som seværdighedsliste, men som by. For 50 DKK får du viden, der gør din rejse roligere, mere sammenhængende og mere lokal. Du kan betale mere, hvis du har lyst til at støtte arbejdet bag mitIstanbul.dk. Du vil modtage e-bogen via email.