Søg på dette website

Nogle steder handler ikke kun om det, der står i montrerne. Hilye-i Şerif ve Tesbih-museet (osmanniske bønnekæder og kalligrafi) er et af dem. Her går kunst, historie, arkitektur og en helt særlig ro op i en højere enhed. Se også de interaktive 360°-billeder fra museet, nederst i artiklen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Hvis du vil støtte bloggen, så byd på en kop virtuel kaffe! Køb eBøger & guides Der er museer, hvor man ved præcis, hvad man går ind til. Og så er der dem, der overrasker. Det gjorde Hilye-i Şerif ve Tesbih Müzesi for mig. Museet åbnede i 2016 og er dedikeret til to kunstformer, som gennem århundreder blev forfinet under Osmannerriget: islamisk kalligrafi og tesbih - de traditionelle bønnekæder. Museet blev etableret af İstanbul Sanat ve Medeniyet Vakfı (Istanbuls Fond for Kunst og Civilisation) og har til huse i den restaurerede Siyavuş Paşa-medrese (en tidligere islamisk undervisningsinstitution) fra 1591 i Süleymaniye-kvarteret, blot få minutters gang fra Eminönü. Ved første øjekast kan en tesbih ligne en ganske almindelig bønnekæde. Men samlingen viser hurtigt, at de fineste eksemplarer er imponerende stykker kunsthåndværk. De er fremstillet af blandt andet rav, perlemor, ædeltræ og halvædelsten, og flere er udsmykket med fine detaljer og indlæg, der vidner om et håndværk på højeste niveau. Nogle blev brugt til bøn, mens andre blev fremstillet som prestigefyldte gaver eller statussymboler. Museet rummer samtidig en imponerende samling af Hilye-i Şerif - kalligrafiske værker, der beskriver profeten Muhammed med ord i stedet for billeder. I islamisk tradition har man ofte undgået at afbilde profeten, og derfor udviklede kalligrafer en særlig kunstform, hvor selve teksten blev til et kunstværk. Samlingen omfatter både historiske og moderne værker samt flere hundrede tesbih udført af nogle af Tyrkiets dygtigste håndværkere. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var dog helheden. Den historiske medrese, den fredfyldte gårdhave, den næsten meditativt rolige atmosfære, de smukke kalligrafier og de imponerende tesbih går op i en højere enhed. Det er svært at forestille sig, at man kun få skridt derfra befinder sig midt i menneskemylderet omkring Eminönü. Det er et af de steder, hvor man næsten automatisk sænker stemmen og bare nyder stilheden. Jeg havde ærlig talt ikke forventet, at et museum om bønnekæder ville fange min interesse, men det gjorde det. Museet handler i virkeligheden om langt mere end tesbih. Det er et lille stykke osmannisk kulturhistorie, hvor kunst, tro, arkitektur og håndværk mødes på smukkeste vis. Praktisk information og interaktive 360°-billeder nederst i artiklen. Ordliste Tesbih En traditionel muslimsk bønnekæde, som bruges under bøn og dhikr (gentagelse af Guds navne eller korte bønner). De fineste tesbih er samtidig eftertragtede kunst- og samlerobjekter. Hilye-i Şerif En kalligrafisk tekst, der beskriver profeten Muhammeds udseende og karakter med ord. Da islamisk tradition ofte undgår at afbilde profeten, udviklede denne særlige kunstform sig især under Osmannerriget. Kalligrafi Kunsten at skrive smukt. I den islamiske verden har kalligrafien gennem århundreder været en af de mest ansete kunstformer. Medrese En islamisk undervisningsinstitution, hvor der traditionelt blev undervist i blandt andet religion, jura og filosofi. Mange historiske medreser er i dag restaureret og fungerer som museer eller kulturinstitutioner. Dhikr Et arabisk ord, der betyder “erindring”. Inden for islam bruges betegnelsen om gentagelsen af Guds navne eller korte bønner, ofte ved hjælp af en tesbih. Praktisk information Entré: Gratis Lukkedag: Tirsdag Varighed: Ca. 30-60 minutter Brug fingeren, musen eller mobilen til at kigge rundt...

En af de traditioner, jeg selv glæder mig til hvert år, er, når HAYTAP udgiver sin kalender for det kommende år. Jeg plejer at købe flere eksemplarer til familie og venner som en lille opmærksomhed fra Istanbul - og den er også oplagt som mandelgave. HAYTAP er Tyrkiets dyrevelfærdsforbund, der på mange måder kan sammenlignes med Dyrenes Beskyttelse i Danmark. Organisationen arbejder for dyrenes rettigheder og for bedre vilkår for de mange hjemløse hunde og katte i Tyrkiet. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Hvis du vil støtte bloggen, så byd på en kop virtuel kaffe! Køb eBøger & guides Kalenderen er fyldt med billeder fra HAYTAPs årlige fotokonkurrence, og hele indtægten fra salget går til arbejdet for dyrene. Pengene hjælper blandt andet med dyrlægebehandling, medicin og foder. Byens hunde og katte har været en del af Istanbuls liv i århundreder. Antikke skriftlige kilder fortæller, hvordan løse hunde advarede byens borgere om en fjende, der nærmede sig den antikke by omkring 400 f.Kr. I dag har især de hjemløse hunde og katte stadig brug for vores hjælp. Kalenderen er både et smukt, livsglad souvenir fra Istanbul og noget, der kan bruges hele året. Den fås i to udgaver: Vægkalender: 300 TL Bordkalender: 250 TL Køb HAYTAPs kalender for 2027, og tag et lille stykke Istanbul med hjem, samtidig med at du støtter Tyrkiets gadedyr. Kalenderen kan bestilles på haytapshop.com. Bor du på hotel i Istanbul, kan du bede receptionen om hjælp til at bestille kalenderen på nettet. Leveringen tager typisk et par dage, så spørg hotellet, om de kan modtage pakken for dig. Kalenderen sælges også hos udvalgte fysiske forhandlere, blandt andet Nezih Kitabevi (se kortet nedenfor for butikker) . En personlig bemærkning: Jeg skriver om HAYTAPs kalender, fordi jeg selv køber den hvert år og gerne vil gøre andre opmærksomme på den. Jeg modtager hverken betaling eller gaver fra HAYTAP eller andre for at skrive denne artikel. Det er ganske enkelt en sag, jeg gerne vil støtte. *Foto øverst: Da den nye 2027 kalender kom hjem til os :)

Det er ikke altid, Istanbul leverer det vejr, der stod i rejseplanen. Heldigvis er der en del oplevelser i byen, hvor det ikke betyder så meget, om solen skinner eller regnen falder. Nogle foregår indenfor, andre under jorden, og et par stykker kræver egentlig bare, at du har god tid. Her er nogle af de ting, jeg selv ville vælge. Støt bloggen: byd mig på en kop virtuel kaffe køb digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Istanbul Arkæologiske Museer De Arkæologiske Museer er et af de steder i Istanbul, hvor du hurtigt opdager, at historien er meget større end selve byen. Samlingerne spænder over flere tusinde år og et enormt geografisk område med genstande fra blandt andet Anatolien, Mesopotamien, Egypten, Levanten, Grækenland og Romerriget. Det er altså ikke kun Istanbuls eller Tyrkiets historie, du møder her. Lige nu er der ovenikøbet endnu en grund til at tage turen. Den nye Troya-udstilling er fantastisk, og efter mange års restaurering genåbnede Museum of the Ancient Orient - Eski Şark Eserleri Müzesi - i juli 2026. Det betyder også, at dette verdenskendte arkæologiske museum pudsigt nok bliver ved med at forny den historiske oplevelse. Istanbul Arkæologiske Museem Deniz Museum (Flådemuseum) Deniz Museum i Beşiktaş har længe stået på min liste over museer i Istanbul, men først for nylig fik jeg endelig besøgt det. Og hold da op, hvor blev jeg overrasket! Museet er enormt, og der er så meget at se, opleve og forholde sig til. Noget af det mest imponerende er den store samling af osmanniske sultanbåde, udsmykket med forgyldninger og perlemor. De fylder godt i de store museumshaller, hvor der også fortælles om både den osmanniske flådes og den moderne tyrkiske flådes historie. Blandt de udstillede genstande er også et stykke af den enorme jernkæde, der blev spændt over indsejlingen til Det Gyldne Horn for at holde fjendtlige skibe ude. Deniz Museum i Istanbul. Grand Bazaar Grand Bazaar er en helt anden oplevelse, men den fungerer også godt, når vejret ikke viser sig fra sin tørre side. Store dele af bazaren er overdækkede, og der er rigeligt at gå på opdagelse i. Jeg synes egentlig, den er sjovest, når du ikke har en bestemt plan, men bare går rundt mellem butikker, værksteder og de mange små passager. Der er dog en vigtig detalje: Grand Bazaar er lukket om søndagen. Så hvis din regnvejrsdag falder på en søndag, skal du altså finde et andet sted at gå hen. Istanbul Grand Bazar: Verdens ældste shoppingcenter Basilica Cistern og Şerefiye Cistern Når regnen falder over Sultanahmet, er det oplagt at gå under jorden. Basilica Cistern er den store af de to, og her kan du sagtens bruge noget tid på at gå rundt mellem søjlerne og se på vandet og de mange detaljer. Şerefiye Cistern er mindre, og besøget er derfor også hurtigere. Det gør den ikke mindre interessant - det er bare en helt anden størrelse end Basilica Cistern. Hvis du interesserer dig for Istanbuls gamle vandforsyning, er begge værd at opleve, og de kan nemt kombineres med andre steder i Sultanahmet 10 facts om Basilika Cisternen, den med Medusahovedet. Nyt liv til 1.600 år gammel cisterne i Istanbul Türk ve İslam Eserleri Müzesi Navnet betyder Museet for Tyrkisk og Islamisk Kunst, men det fortæller egentlig ikke helt, hvad du finder indenfor. Museet ligger i det gamle İbrahim Paşa-palads ved Hippodromen og består af en række mindre udstillinger, der spænder fra arkæologi og islamisk kunst til religion, dagligliv og sociokulturelle forhold. Der er tæpper, kalligrafi, kunsthåndværk og genstande fra det osmanniske hverdagsliv. Du kan også se ruiner fra Hippodromen, fordi dele af den gamle væddeløbsbane ligger under bygningen, og blandt de mere usædvanlige genstande er et stykke af den kæde, der beskyttede Konstantinopels havn. Det er et lidt mærkeligt og meget spændende museum, og et af dem, jeg personligt holder rigtig meget af. Derfor skal du besøge Turkish and Islamic Arts Museum i Istanbul Hamam Et hamam behøver selvfølgelig ikke en regnvejrsdag som anledning. Men det er nu ganske rart at kunne tilbringe et par timer i varmen, mens vejret passerer udenfor. Der er dog en ting, du skal være opmærksom på. De fleste traditionelle hamam er kønsopdelte og derfor ikke nødvendigvis indrettet til par eller grupper, der gerne vil opleve det sammen. Hotellernes hamam er ofte en anden type oplevelse og fungerer mere som dagspa eller wellness. I min artikel om hamam har jeg samlet nogle af mulighederne, også steder hvor par og grupper kan være sammen. Tyrkisk bad: Sådan går du i hamam Meyhane Meyhane er måske den mindst oplagte regnvejrsaktivitet - og samtidig en af de bedste. En meyhane handler nemlig mere om at sidde ved et bord i den tid, man nu har lyst til - ofte flere timer - mens der kommer meze, altså små retter, på bordet. Og som rakı, vin eller øl bliver drukket, udvikler samtalen sig, og aftenen går langsomt sin gang. Jeg plejer at sammenligne det med en tyrkisk version af 1970’ernes danske fondue-party. Ikke fordi maden er den samme, men fordi det sociale omkring bordet er mindst lige så vigtigt som det, der står på bordet - og fordi det heller ikke er et måltid, der er overstået på 45 minutter. På en meyhane kan middagen sagtens være hele aftenens plan. Og så er det egentlig ret ligegyldigt, hvad der foregår udenfor. Alt du skal vide om Istanbul Meyhane: Meze, raki og de uformelle samtaler Illustrationen øverst i artiklen er skabt med brug af kunstig inteligens (AI)

Istanbul Deniz Museum i Beşiktaş blev en positiv overraskelse af de helt store. Kæmpe haller, osmanniske sultaners overdådige både og så meget at se, at jeg nærmest blev helt forpustet. Det er et museum, der fortjener langt mere opmærksomhed, end det får blandt byens mange internationale besøgende. Næsten hver weekend slæber jeg kæresten med på museum eller udstilling her i Istanbul. I disse uger har vores gode ven Jens fra Danmark også lagt vejen forbi byen, så denne gang havde jeg to med på slæb. Fair nok, de gik frivilligt med og opførte sig pænt. Hahaha. Jeg havde egentlig planlagt at besøge et andet museum i Beşiktaş, men en strømafbrydelse havde tvunget det til midlertidigt at lukke. I stedet endte vi på Deniz Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Hvis du vil støtte bloggen, så byd på en kop virtuel kaffe! Køb eBøger Museum, Istanbuls flådemuseum ved havnefronten. Et museum, der længe har stået på min liste, men som jeg alligevel aldrig havde fået besøgt. Det skulle vise sig at være en fremragende plan B. Jeg må faktisk æde mine egne ord og indrømme, at jeg har forsømt et museum, der fortjener en plads blandt Istanbuls store museumsoplevelser. Sultanernes både og osmannisk luksus Jeg havde ikke forestillet mig, at museet var så stort. Bag indgangen åbner der sig gigantiske haller med den ene samling efter den anden. Her står de osmanniske sultaners både, overdådigt udsmykket med forgyldninger, perlemor og imponerende håndværksdetaljer. Det er svært ikke at blive fascineret af den luksus, der omgav sultanernes færden på vandet. Bådene er nærmest flydende pragtstykker, og der er masser af detaljer at gå på opdagelse i. Men museet rummer meget mere end sultanernes overdådige fartøjer. Her er også udstillinger om den tyrkiske flådes militære historie, dykkere og Atatürk. De engelske tekster ved udstillingerne gør det samtidig muligt at følge med i historien. Jeg blev nærmest helt forpustet. Museet er så stort og fyldt med så meget at se, at jeg næsten ikke kunne nå at fordøje det ene, før det næste ventede. Deniz museum fortjener mere opmærksomhed Deniz Museum er måske ikke det museum, de fleste udenlandske turister først sætter på listen over seværdigheder i Istanbul. Men det fortjener bestemt opmærksomhed. Her er masser for den maritime historieentusiast, men også for besøgende, der bare er nysgerrige på Istanbuls og Tyrkiets historie. Mit råd er at sætte god tid af til besøget. Jeg ville ikke planlægge et andet stort museum bagefter. Deniz Museum kan sagtens stille museumslysten for resten af dagen. En bemærkning om caféen Museet har også en Mado-café, men... Under Gezi-protesterne i 2013 angav Mado demonstranter, der søgte tilflugt fra politiets brutalitet og i 2025 kom kæden igen på boykotlisten på grund af ejerkredsens nære forbindelser til den nuværende tyrkiske regering. Jeg selv går ien bue uden om Mado, hvilket også er min anbefaling til andre. Videoen er fra vores besøg. --- Illustrationen øverst er stills fra min video samlet i en collage via Adobe ai-blledredigering

Den 29. oktober er en af årets vigtigste mærkedage i Tyrkiet. Det er Republikkens dag, *Cumhuriyet Bayramı*, hvor tyrkerne fejrer, at landet i 1923 blev udråbt til republik med Mustafa Kemal Atatürk som den første præsident. I Danmark får vi en halv fridag på Grundlovsdag, men her i Tyrkiet er de lidt mere rundhåndede, når det gælder fridage. Republikkens dag er derfor ikke kun begrænset til den 29. oktober. Næh, her begynder festlighederne allerede dagen før, den 28. oktober fra frokosttid, så det bliver til halvanden fridag. En hel dag er åbenbart ikke nok. Den 29. oktober fejres over hele landet med flag, musik, taler og parader. Gader og bygninger pyntes i rødt og hvidt, børn marcherer med faner, og mange steder kulminerer festlighederne om aftenen med koncerter og fyrværkeri. Her i Istanbul kan der blandt andet være arrangementer langs Bosporus og på byens store pladser. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Hvis du vil støtte bloggen, så byd på en kop virtuel kaffe! Køb eBøger Hvis du besøger Istanbul den 29. oktober Som besøgende vil du opleve en by, hvor republikkens fødselsdag fylder en hel del. Der kan være mange mennesker i gaderne, og den offentlige transport kan være ekstra travl. Samtidig kan parader, koncerter og andre arrangementer medføre trafikale ændringer og afspærringer. Vær også opmærksom på museer og seværdigheder. Der kan være særlige adgangsregler og gratis entré for tyrkiske statsborgere på dagen, hvilket kan betyde ekstra mange besøgende. Hvis du har planer om at besøge nogle af Istanbuls store attraktioner, er det derfor en god idé at undersøge de aktuelle åbningstider og billetvilkår på forhånd. Forudbestilte billetter kan være en forde: Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Banker og offentlige kontorer holder lukket den 29. oktober, og nogle vekselkontorer og butikker kan have ændrede åbningstider. Skal du veksle penge eller ordne andre praktiske ting, er det derfor værd at gøre det i god tid. Videoen her, er fra nationaldagen 2025 ---- Denne artikel er oprindeligt udgivet i oktober 2021. Senest redigeret oktober 2026. Illustrationen i toppen af artiklen er generet med brug af AI

Det er nok ikke svært at blive enig om, at det tyrkiske køkken hører til blandt de bedste i verden. Men at oversætte nogle af de tyrkiske retters navne er en underholdende del af måltidet. Her er ti af dem 😅 Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find en række bestseller digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere 1. Kadınbudu köfte - Kvindelårs-frikadeller Panerede kødboller lavet af hakket oksekød, ris, løg og æg. Navnet henviser formentlig til hjemmekøkkenet og kvinders rolle i madlavningen - ikke til anatomiske detaljer, selvom det på dansk kan lyde ganske kontant. Region: Istanbul og det vestlige Anatolien 2. Kedi batmaz - Katten synker ikke Små friturestegte dejkugler dyppet i sirup. Navnet spiller på, at kagerne flyder oven på siruppen - ligesom en kat, der ifølge folketroen altid holder sig oven vande. Region: Ægæerområdet, især İzmir-egnen 3. Karnıyarık - Opsprættet mave Navnet er lige så direkte, som det lyder. Auberginen skæres op på langs - maven sprættes - og fyldes med hakket kød, løg, tomat og krydderier, før den bages i ovnen. En solid klassiker i mange tyrkiske hjem. Region: Hele Tyrkiet, især Marmara- og Ægæerområdet 4. İmam bayıldı - Imamen besvimede Den vegetariske pendant til karnıyarık. Aubergine fyldt med løg og tomat og badet i olivenolie. Ifølge legenden besvimede imamen enten af begejstring - eller da han opdagede, hvor meget olivenolie retten krævede. Region: Vesttyrkiet og Istanbul 5. Analı kızlı çorba - Mor-og-datter-suppe En suppe med både store fyldte kødboller (moderen) og små kødboller (datteren). Navnet er billedligt og hverdagsligt på tyrkisk - men vækker ofte undren hos besøgende. Region: Sydøsttyrkiet, især Gaziantep og Adana. 6. Vezir parmağı - Vizirens finger En sirupskage formet som en finger, ofte pyntet med en mandel eller pistacie som negl. En klassisk dessert fra det osmanniske køkken, hvor navne gerne måtte være både konkrete og lidt teatralske. Region: Istanbul og det osmanniske hofkøkken 7. Hanım göbeği - Fruens mave Små runde dejkager med en fordybning i midten, dyppet i sirup. Navnet henviser til formen - ikke til kropsidealer - og passer fint ind i den kropslige poesi, som mange klassiske dessertnavne rummer. Region: Marmara-regionen og Istanbul 8. Dilber dudağı - Den smukke kvindes læber Halvmåneformet dessert fyldt med nødder og sirup. Erotiske og poetiske undertoner er ikke usædvanlige i det osmanniske dessertkøkken - heller ikke når kagen serveres til eftermiddagskaffen. Region: Centralanatolien 9. Hünkâr beğendi - Sultanen kunne lide det Langtidsstegt lam serveret på en puré af røget aubergine og bechamelsauce. Retten forbindes med sultan Abdülaziz og det osmanniske hofkøkken - og navnet er omtrent så selvsikkert, som retten er mættende. Region: Istanbul 10. Bülbül yuvası - Nattergalens rede En dekorativ baklava-variant formet som små reder og fyldt med pistacie. Poetisk navn, sirupstung virkelighed - og et godt eksempel på Gazianteps desserttraditioner. Region: Gaziantep Om oversættelserne betyder, at det bare er noget du bare skal smage på næste gang, du er i Tyrkiet, lader jeg være op til dig at bedømme. Afiyet olsun.

Da jeg gik i skole, fortalte min historielærer hele klassen, at Romerriget faldt i år 476 - og dermed holdt op med at eksistere. Punktum. Næste emne var sikkert noget med vikingerne. I 476 blev den vestlige kejser afsat, så langt så godt. For i Konstantinopel sad der stadig en romersk kejser, som fortsatte med at regere. Og hans efterfølgere gjorde det i næsten tusind år endnu. Så hvorfor lærer vi, at Romerriget faldt i 476? Og hvorfor kalder historiebøgerne Romerriget med centrum i Konstantinopel for Det Byzantinske Rige, når indbyggerne selv betragtede sig som romere? Det spørgsmål har jeg gravet lidt i. Og undervejs er jeg blevet mere og mere overbevist om, at betegnelsen Østromerriget i mange sammenhænge er mere dækkende for den historie, jeg gerne vil fortælle om Istanbul. Det er faktisk også den betegnelse, den tyrkiske stat nu vil indføre i sine skolebøger i stedet for Bizans, altså Byzans eller Det Byzantinske Rige. Men selv om vi ender med samme betegnelse, er det ikke nødvendigvis af samme grund. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Hvis du vil støtte bloggen, så byd på en kop virtuel kaffe! Køb eBøger Der er en væsentlig historisk pointe i at understrege, at riget i Konstantinopel var en fortsættelse af Romerriget. I den tyrkiske stats national-neokonservative historiesyn kan navneskiftet imidlertid også læses som et forsøg på at indskrive den romerske fortid i en fortælling om det nuværende Tyrkiets historie og identitet. At betegnelsen Østromerriget er historisk meningsfuld, betyder med andre ord ikke, at alle, der bruger den, gør det ud fra den samme historiske forståelse. Men lad os begynde med år 476. Romerriget blev delt, men forsvandt ikke Romerriget var blevet så stort, at det var vanskeligt at styre fra ét sted. Derfor havde kejserne i perioder delt ansvaret for at regere riget mellem sig. Da kejser Theodosius I døde i 395, blev magten fordelt mellem hans to sønner. Den ene regerede i vest, den anden i øst. Der var nu to kejserlige hoffer med hver sin kejser og administration, men begge dele var en del af den samme romerske statstradition. I vest gik det efterhånden tilbage. I år 476 blev den unge kejser Romulus Augustulus afsat af Odoaker, en germansk hærfører, der overtog magten i Italien. Det er denne begivenhed, der traditionelt bruges som markør for Vestromerrigets fald. Men her er en detalje, der let forsvinder i fortællingen. Det var ikke engang byen Rom, der mistede sin kejser i 476. Byen Rom havde ganske vist enorm symbolsk betydning, men den var ikke længere Vestromerrigets politiske centrum. Kejserhoffet var først flyttet til Milano og siden til Ravenna, der blev den vigtigste kejserby i vest fra år 402. Da Romulus Augustulus blev afsat, var det altså den vestlige kejsermagt, der brød sammen. Alligevel er begivenheden blevet til fortællingen om, at Romerriget faldt. Det er en formulering, der let får det til at lyde, som om hele det romerske rige forsvandt på én gang. Men kejseren i Konstantinopel sad stadig på tronen. Han havde ikke mistet sin titel, og hans rige var ikke ophørt med at eksistere, blot fordi kejsermagten i vest var brudt sammen. Det svarer lidt til, at Danmark ikke ophørte med at eksistere, fordi landet mistede Skåne, Halland og Blekinge til Sverige eller afstod områder til Preussen i 1864. Et land kan miste territorium uden dermed at ophøre med at eksistere. Og det østlige rige var heller ikke blot en rest, der langsomt sad og ventede på at forsvinde. I 500-tallet forsøgte kejser Justinian at generobre dele af de tidligere vestlige områder. Hans hære erobrede blandt andet Nordafrika og store dele af Italien, herunder Rom. Nogle af erobringerne gik dog tabt igen i de følgende århundreder. Det romerske kejserrige med centrum i Konstantinopel fortsatte med at eksistere helt frem til 1453, hvor osmannerne erobrede byen. Det er næsten tusind år efter det årstal, de fleste af os lærer som Romerrigets fald. Byzantion blev til Konstantinopel - og senere til Det Byzantinske Rige Byen, vi i dag kender som Istanbul, hed oprindeligt Byzantion. Det var en græsk by, længe før kejser Konstantin i år 330 gjorde den til Romerrigets nye hovedstad. Byen blev kendt som Konstantinopel, altså Konstantins by, og også som Det Nye Rom. Den lå strategisk godt placeret mellem Europa og Asien og udviklede sig, som vi i dag ved, til et af verdens absolut vigtigste politiske, økonomiske og kulturelle centre. Men det gamle navn Byzantion forsvandt hverken fra samtidens sprog eller fra historiske og litterære kilder. Det blev senere grundlaget for betegnelsen Det Byzantinske Rige, som historikere i dag bruger om den østlige del af Romerriget og dets efterfølger gennem middelalderen. Den tyske humanist Hieronymus Wolf spillede en vigtig rolle i udviklingen af den byzantinske historieskrivning i 1500-tallet. Betegnelsen gjorde det lettere for historikere at skelne mellem det klassiske Romerrige og det rige, der gennem århundreder fortsatte med at have Konstantinopel som centrum. Det er der sådan set en praktisk pointe i. Riget havde ændret sig markant siden antikken. Græsk var efterhånden blevet det dominerende sprog, kristendommen var central, og territoriet var langt mindre end i Romerrigets storhedstid. Men sprog og kultur ændrer sig også i andre lande uden nødvendigvis at ændre landets identitet. Danmark har skiftet sprog gennem sin historie, og landets grænser har flyttet sig. Alligevel er der ingen, der af den grund hævder, at Danmark ophørte med at eksistere og blev til et helt nyt land. Hvorfor skulle det så være anderledes med Romerriget? Der er en lille hage ved betegnelsen Det Byzantinske Rige: Det var ikke det navn, indbyggerne selv brugte om deres stat. Men hvad kaldte indbyggerne selv deres rige? De betragtede sig som romere. På græsk kaldte de sig Rhomaioi, som betyder romere. Deres rige var Romerriget, og deres kejser var den romerske kejser. Det gjaldt også, længe efter at rigets sprog, religion og politiske virkelighed havde ændret sig. Det betyder ikke, at riget i Konstantinopel var uforandret gennem næsten tusind år. Det var det naturligvis ikke. Men forandringerne betød ikke, at indbyggerne pludselig holdt op med at være romere, eller at deres stat ophørte med at være romersk. Betegnelsen Det Byzantinske Rige er nyttig, når historikere skal skelne mellem forskellige perioder i Romerrigets historie. Men den kan også skabe et indtryk af, at det romerske rige sluttede i vest, hvorefter et helt nyt rige opstod i øst. Og det er netop den historiske kontinuitet, jeg synes, betegnelsen Østromerriget gør lettere at få øje på. Da Vesten også ville have en romersk kejser I år 800 lod pave Leo III den frankiske konge Karl den Store (Charlemagne) krone som kejser af romerne i Peterskirken i Rom. Karl den Store herskede over et stort rige i Vesteuropa med magtcentrum i Aachen, i det nuværende Tyskland. Men der sad jo allerede en romersk kejser i Konstantinopel. En kejser, der betragtede sig selv som Romerrigets retmæssige kejser, og det havde hans forgængere gjort i flere århundreder - uanset om tronen stod i Rom eller i Konstantinopel. Nu havde Vesteuropa altså fået en kejser, der også gjorde krav på den romerske kejsertitel og den arv, der fulgte med. Karl den Stores kejserrige blev en del af den historiske udvikling, der førte til Det Hellige Romerske Rige, som i sin traditionelle form regnes fra Otto I's kejserkroning i år 962. Men her er en væsentlig forskel. Kejserne i Konstantinopel havde gennem århundreder videreført romerske statsinstitutioner, lovtraditioner og kejserlig administration. Det vestlige kejserrige byggede derimod på en ny politisk orden, der gjorde krav på den romerske arv gennem sin kejsertitel og forbindelsen til Rom og paven. Det er altså ikke helt det samme at have en kejser, der kalder sig romersk, og at være den direkte fortsættelse af det romerske kejserrige. Det Hellige Romerske Rige var bestemt et reelt politisk rige, men dets forbindelse til det antikke Romerrige var først og fremmest et spørgsmål om politisk og religiøs legitimitet. Det var ikke en ubrudt videreførelse af det romerske statsapparat fra antikken. Samtidig voksede afstanden mellem det græsktalende kristne Østromerrige og det latinsktalende Vesteuropa. De to områder udviklede forskellige kirkelige traditioner og kom i stigende grad på kant med hinanden. I 1054 kulminerede konflikten i det, der traditionelt kaldes Det Store Skisma. I Konstantinopel slog pavens udsendinge dørene op til Hagia Sophia midt under liturgien. Hele kirken stod stille. Kardinal Humbert tog nonchalant ordet og læste pavens ekskommunikationsbulle højt. Bagefter trak han en dolk frem og stak bulletten fast til alteret, inden han forlod kirken og rystede støvet af fødderne. Det var en dramatisk gestus, der skulle vise, at bruddet mellem Rom og Konstantinopel var mere end en teologisk uenighed. Det handlede også om magt, autoritet og retten til at bestemme over kristenheden. Af frygt for, at du, kære læser, var ved at falde i søvn midt i min historietime, har jeg tilladt mig at dramatisere optrinnet i Hagia Sophia. Bare en smule. Det Store Skisma blev et vigtigt symbol på splittelsen mellem den vestlige katolske kirke og den østlige kirke, der senere blev kendt som den ortodokse kirke. Det var dog kulminationen på en lang udvikling, ikke en konflikt, der opstod fra den ene dag til den anden. Det skete cirka 92 år efter Otto I's kejserkroning. Det er en bemærkelsesværdig udvikling, for mens det latinske Vesteuropa havde opbygget sin egen kejsertradition med krav på den romerske arv, havde det romerske kejserrige i Konstantinopel fortsat sin egen kejserlige og kirkelige tradition. Senere historikere kom til at beskrive de to traditioner med forskellige betegnelser. Men det ændrer ikke ved, at kejserne i Konstantinopel gennem århundreder havde videreført den romerske kejsertradition, der går tilbage til Augustus og det romerske kejserriges begyndelse. Og det er netop den kontinuitet, jeg synes gør betegnelsen Østromerriget lettere at få øje på. Osmannerne og romerne Da osmannerne erobrede Konstantinopel i 1453, satte de punktum for det romerske kejserrige med centrum i byen. Men den romerske arv forsvandt ikke bare fra sproget og geografien. Osmannerne brugte betegnelsen Rum om romerne og de tidligere romerske områder. Det ses blandt andet i navnet Rumeli, der blev brugt om de europæiske dele af det osmanniske rige. Det betyder ikke, at osmannerne betragtede deres stat som en simpel fortsættelse af Romerriget på samme måde, som de romerske kejsere i Konstantinopel gjorde. Men betegnelserne viser, at forbindelsen til romerne fortsat havde betydning efter erobringen. Og bedst som du nu sikkert sidder og tørrer sveden af panden og ærgrer dig over, at du ikke kan svare din gamle historielærer fra folkeskolen igen, skal du lige holde tungen lige i munden ... For i Tyrkiet kaldes den græsk-ortodokse kirke for Rum Ortodoks Kilisesi - direkte oversat til dansk bliver det til den romersk-ortodokse kirke. I den såkaldte vestlige verden er vi vant til at forbinde ordet romersk med den romersk-katolske kirke. Men her henviser Rum til den græsktalende, ortodokse tradition med historiske rødder i Romerriget og Konstantinopel. Endnu et lille sprogligt levn fra den romerske fortid, som stadig lever videre her i Istanbul og Tyrkiet. Endnu en lille påmindelse om, at historiske navne og identiteter sjældent forsvinder fra den ene dag til den anden. Er Østromerriget så en bedre betegnelse? For mig giver betegnelsen Østromerriget god mening, når jeg skriver om den del af Romerrigets historie, der har Konstantinopel som centrum. Den gør det tydeligere, at der er tale om et rige, som fortsatte den romerske kejsertradition efter sammenbruddet i vest. Samtidig giver den plads til at fortælle historien om, hvordan riget udviklede sig gennem århundrederne og blev noget andet end Romerriget på kejser Augustus' tid. Men Østromerriget er heller ikke et navn, indbyggerne selv nødvendigvis brugte. Det er også en betegnelse, der er valgt efterfølgende for at beskrive en historisk virkelighed. Og her er det værd at holde fast i forskellen mellem den historiske begrundelse og den politiske brug af et navn. Den tyrkiske stat vil nu erstatte Bizans med Doğu Roma, altså Østromerriget, i de nye skolebøger. Det kan bygge på en historisk relevant pointe om kontinuiteten med Romerriget. Men navneskiftet indgår også i en bredere national-neokonservativ fortælling om Tyrkiets historie, hvor betegnelser bruges til at fremhæve bestemte historiske forbindelser og identiteter. Jeg kommer derfor nok til at bruge betegnelsen Østromerriget lidt oftere, når jeg skriver om denne del af Istanbuls historie. Det betyder ikke, at jeg holder op med at bruge Det Byzantinske Rige, byzantinsk eller byzantiner. Det er stadig betegnelser, jeg kommer til at bruge, når de passer ind i sammenhængen. Men jeg er selv blevet mere opmærksom på, hvad vi egentlig mener, når vi bruger dem. Og hvis du en dag møder din gamle historielærer fra folkeskolen, kan du jo høre, hvad vedkommende mener om Det Byzantinske Rige versus Østromerriget. Nu er du i hvert fald lidt bedre klædt på til at diskutere et emne, der er mindst lige så forvirrende, som det er interessant.

Det er gået stærkt for den tyrkiske pigegruppe Manifest, der på bedste One Direction-manér blev samlet gennem et tv-talentshow. Men vejen til succes har ikke været uden bump på vejen. Gruppen blev dannet i 2025 gennem talentprogrammet Big5 Türkiye. De seks medlemmer er Esin Bahat (26), Hilal Yelekçi (25), Lidya Pınar (23), Mina Solak (26), Sueda Uluca (22) og Zeynep Sude Oktay (25). Med popmusik, sang og velkoreograferede dansetrin fik de hurtigt en stor fanskare her i Tyrkiet. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Hvis du vil støtte bloggen, så byd på en kop virtuel kaffe! Køb eBøger Men efter en stor koncert i Istanbul i september samme år blev medlemmerne tilbageholdt af myndighederne, som mente, at gruppens sceneoptræden var "blufærdighedskrænkende og opmuntrede til utugt". Det førte til en retssag, og i december blev de seks medlemmer idømt hver tre måneders og 22 dages fængsel. Dommen blev gjort betinget. Det var en brat drejning for den unge pigegruppe, der knap nok havde nået at begynde sin karriere. Men Manifest er ikke blevet stående ved den tyrkiske grænse. Den 9. oktober tog gruppen et nyt skridt med udgivelsen af TRALALA, deres første engelsksprogede single. Den 16. oktober stod de på scenen i en tæt pakket OVO Arena Wembley i London. Her gav de TRALALAlive for første gang, men havde også fundet plads til to velkendte popklassikere: Spice Girls' Wannabe og One Directions Story of My Life. Modtagelsen i Europa har været stærk, og Manifest er allerede blevet omtalt som "de nye Spice Girls". Jeg har selv en svaghed for god popmusik og håber, at de seks kvinder får masser af vind i sejlene. Det bliver spændende at følge Manifest og se, hvor langt de kan nå uden for Tyrkiets grænser. De seks kvinder har allerede fået en stor fanskare i Tyrkiet, ikke mindst blandt landets LGBTQ+-miljø, som gruppen også sender tydelige signaler om støtte til fra scenen, blandt andet med regnbuefarvede kostumer. Nu håber jeg, at endnu flere får øjnene op for Manifest uden for Tyrkiet.

Planlægger du en ferieoplevelse i Istanbul eller et andet sted i Tyrkiet i 2027, er det klogt at kende årets fridage. De påvirker priser, trafik og tempo - især omkring de religiøse højtider. Hvert år laver jeg en opdateret oversigt over fri- og hellige i Tyrkiet, og 2027 er ingen undtagelse. Her får du mit overblik - og nederst finder du en samlet liste, så du nemt kan planlægge din rejse. Støt bloggen: byd mig på en kop virtuel kaffe køb digitale guides i shoppen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere Ramadan og Bayram i 2027 Ramadan begynder den 8. februar og slutter ved solnedgang den 8. marts. I Sultanahmet, Taksim og Kadıköy holder caféer og restauranter mere eller mindre åbent som normalt, mens dagene i mere lokale kvarterer kan være roligere. Vis lidt hensyn i dagtimerne - og oplev til gengæld den livlige stemning ved iftar (måltidet, hvor fasten brydes efter solnedgang). Efter Ramadan følger Ramazan Bayramı (ramadanfesten), som falder den 9.-11. marts. Den 8. marts er Arife (dagen før højtiden) med halv fridag fra kl. 13. To måneder senere følger Kurban Bayramı (offerfesten), som i 2027 falder den 16.-19. maj. Den 15. maj er Arife med halv fridag fra kl. 13. Under Bayram rejser mange Istanbul-borgere til deres hjembyer for at besøge familien. Det kan mærkes på trafikken og busserne ud af byen. Vil du rejse rundt i Tyrkiet i disse perioder, er det værd at bestille transport og overnatning i god tid. Tyrkiets nationale helligdage De nationale mærkedage spænder fra fejringen af den tyrkiske nationalforsamling og republikkens grundlæggelse til markeringen af sejren i uafhængighedskrigen og ”kupforsøget” i 2016. Den 23. april er national suverænitet og børnenes dag. Dagen markerer åbningen af den tyrkiske nationalforsamling i 1920. Den 19. maj fejres Atatürk-, ungdoms- og sportsdagen. Datoen markerer begyndelsen på den tyrkiske uafhængighedskamp i 1919. Den 30. august er Sejrens dag, som markerer den afgørende sejr i uafhængighedskrigen i 1922. Den 29. oktober fejres Republikkens dag til minde om proklamationen af den tyrkiske republik i 1923. Dagen indledes med en halv fridag fra kl. 13 den 28. oktober. Den 15. juli er Demokrati- og national enhedsdag, der markerer ”kupforsøget” i 2016. Bemærk, at den 19. maj 2027 falder sammen med den sidste dag af Kurban Bayramı. Grand Bazaar og Spice Bazaar holder normalt lukket på visse helligdage. Museer og andre seværdigheder kan have særlige åbningstider, så tjek deres oplysninger inden besøget. Skoleferier i Tyrkiet i 2027 Skoleferierne kan også få betydning for rejseplanerne. Vinterferien ligger fra den 25. januar til den 5. februar, mens skolernes martsferie ligger fra den 8. til den 12. marts. Martsferien falder dermed sammen med Ramazan Bayramı. Skoleåret slutter den 25. juni, hvorefter sommerferien begynder. Bemærk, at privatskoler og internationale skoler kan have andre ferieperioder end de offentlige skoler. Fri- og helligdage i Tyrkiet 2027 1. januar: Nytårsdag. 8. februar-8. marts: Ramadan. 8. marts fra kl. 13: Arife før ramadanfesten, halv fridag. 9.-11. marts: Ramazan Bayramı (ramadanfesten). 23. april: National suverænitet og børnenes dag. 1. maj: Arbejdernes og solidaritetens dag. 15. maj fra kl. 13: Arife før offerfesten, halv fridag. 16.-19. maj: Kurban Bayramı (offerfesten). 19. maj: Atatürk-, ungdoms- og sportsdagen. 15. juli: Demokrati- og national enhedsdag. 30. august: Sejrens dag. 28. oktober fra kl. 13: Halv fridag før Republikkens dag. 29. oktober: Republikkens dag. Skoleferier i 2027 25. januar-5. februar: Vinterferie. 8.-12. marts: Skolernes martsferie. 25. juni: Sidste skoledag før sommerferien. —— Læs også: 2026 ferieplanlægning: De tyrkiske helligdage og skoleferier *Illustrationen i toppen af artiklen er skabt med ai.

I stanbul er en by med så meget historie og kultur, at det næsten er umuligt at nå det hele, selv på adskillige besøg. De store seværdigheder står naturligvis højt på listen hos de fleste, og med god grund. Men i takt med at billetpriserne stiger, og flere af stederne ændrer karakter, er det ikke længere givet, at oplevelsen lever op til forventningerne. Det handler ikke om, at Istanbuls historie er blevet mindre interessant, eller at de berømte monumenter har mistet deres historiske betydning. Men der er forskel på et steds historiske og kulturelle værdi og den oplevelse, der tilbydes besøgende. Nogle steder er blevet dyrere at besøge, andre er præget af omfattende restaurering, og enkelte har gennemgået forandringer, der har ændret selve oplevelsen. Det er værd at se nærmere på, for Istanbul har heldigvis meget mere at byde på end de mest kendte seværdigheder. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Hvis du vil støtte bloggen, så byd på en kop virtuel kaffe! Basilica Cistern: Hvad er der sket med Istanbuls berømte vandtank med Medusas hoved? Basilica Cistern er en næsten 1.500 år gammel underjordisk "vandtank", og et af Istanbuls mest imponerende historiske bygningsværker. Et sted der gennem de senere år har udviklet sig til en af byens helt store turistattraktioner. Den særlige belysning, søjlerne, vandet og de berømte Medusahoveder gør stedet til en oplevelse, der adskiller sig fra de fleste andre historiske seværdigheder. Samtidig er Basilica Cistern blevet brugt til kunstudstillinger, hvor værkerne har indgået i samspil med den historiske arkitektur. Indimellem forlod et værk cisternen og gav plads til nye værker, alle skabt af lokale kunstnere til lige netop dette sted i cisternen. Men først på sommeren 2026 fik staten, ved hjælp af de såkaldte frie domstole i Tyrkiet, fravristet kommunen ejerskabet af, hvad der var blevet byens populæreste museum. De kunstneriske elementer blev fjernet, lysætningen skiftet ud og minder lidt om neon-lys, samtidig med at billetprisen røg i vejret. Det er en udvikling, der har ændret oplevelsen af et sted, som ellers havde formået at kombinere Istanbuls historie med en mere nutidig kunstnerisk formidling. På den anden side er køen ved billetlugen også blevet kortere. Hagia Sophia: 25 euro for adgang til at se på stilladser i storslået historie Hagia Sophia er et af de steder i Istanbul, der for de fleste besøgende er umuligt at komme uden om. Bygningen har gennemgået store forandringer i løbet af sin historie og rummer 1.000 års østromersk og 400 års osmannisk kultur. Stedet er og bliver enestående, uanset hvordan bygningen betragtes religiøst eller historisk. Hagia Sophia var i 2015 Tyrkiets mest besøgte museum med knap 3,5 millioner besøgende. Det siger noget om stedets enorme tiltrækningskraft, længe før den tyrkiske regering i 2020 besluttede at gøre bygningen til moské igen. Da den tyrkiske regering lukkede det 90 år gamle Hagia Sophia Museum og gjorde bygningen til moské igen, ændrede det ikke blot stedets status, men også rammerne for, hvordan besøgende kan opleve det. I dag er der forskel på adgangen til det gamle kirkerum og den øvre museumsdel, hvor blandt andet de østromerske mosaikker kan ses. Entréen til Hagia Sophia Museum er 25 euro for alle besøgende. Muslimer har gratis adgang til det gamle kirkerum, som nu fungerer som moské. Det er en model, jeg har svært ved at se rimeligheden i, når der er tale om et monument med så stor historisk og kulturel betydning. En sammenligning med eksempelvis Roskilde Domkirke er nærliggende. Her er det muligt at besøge en historisk kirkebygning og opleve stedets kulturarv uden først at skulle betale en tilsvarende høj entré eller bevise mit religiøse tilhørsforhold for at få adgang til selve rummet. Det handler ikke om at anfægte muslimers ret til at bruge Hagia Sophia som moské. Det handler om, hvordan et monument, der har betydning langt ud over én religion, bliver forvaltet, og hvem der får adgang til hvilke dele af det. Samtidig er Hagia Sophia i disse år præget af omfattende restaureringsarbejde. Restaureringen er nødvendig for at beskytte og bevare en bygning, der er næsten 1.500 år gammel og ligger i et område med betydelig jordskælvsrisiko. Men stilladser og afspærringer påvirker naturligvis oplevelsen, og det er svært at ignorere, når entrébilletten er så høj, som den er. Der er også grund til at interessere sig for, hvem der står for driften af besøgsområdet. DEM Müzecilik står for den kommercielle drift omkring besøget ved Hagia Sophia. Ejeren af selskabet er ifølge det tyrkiske medie Turkish Minutesvoger til Tyrkiets minister for kultur og turisme. I april 2026 satte Turkish Minute spørgsmålstegn ved gennemsigtigheden i aftalen mellem selskabet og myndighederne, herunder hvordan indtægterne fordeles. Myndighederne har afvist kritikken af håndteringen af billetindtægterne, men vilkårene i driftsaftalen er ikke blevet offentliggjort. Det rejser spørgsmål om forbindelsen mellem politisk magt og private økonomiske interesser i forvaltningen af Tyrkiets kulturarv. Den politiske ændring af bygningens status, den opdelte adgang, den høje pris og de omfattende restaureringsarbejder påvirker tilsammen besøgsoplevelsen. Historien er stadig enestående, men det er ikke ensbetydende med, at den oplevelse, besøgende får, altid lever op til forventningerne og er lige så enestående. Når berømmelsen ikke retfærdiggør prisen Det ville være forkert at skære alle de store attraktioner over én kam. Topkapı-paladset kan for mange stadig være en helt særlig oplevelse, og Chora (også kaldet Kariye Museum) er fortsat et usædvanligt smukt sted, ikke mindst på grund af de østromerske mosaikker og fresker. Begge steder er dyre at besøge, men alt efter interesse kan oplevelsen mere eller mindre retfærdiggøre prisen. Istanbul Arkæologiske Museer er også fantastiske, især hvis interessen går mod arkæologi og oldtidshistorie. Det er måske ikke en attraktion for alle, men for den historieinteresserede er der masser at synke sig ned i. Dolmabahçe-paladset, Galatatårnet og Jomfrutårnet (Maiden's Tower) er alle interessante - meget interessante, men besøgene kan føles som dyre turistattraktioner, hvor oplevelsen ikke helt står mål med prisen. Det er netop forskellen, der er interessant. En høj billetpris er ikke i sig selv et problem, hvis oplevelsen er pengene værd. Men et berømt navn og en plads på de klassiske turistruter er ingen garanti for, at besøget bliver mindeværdigt. Tekfur Palads: Det østromerske palads hævet over kirkerne, bymuren og Det Gyldne Horn I Istanbul udgør de store seværdigheder kun en lille del af byens historiske og kulturelle rigdom. Rundt omkring ligger der spændende kirker, storslåede moskéer, gamle bygningsværker, gallerier og museer, som ikke nødvendigvis fylder meget i de gængse rejseguiders beskrivelser eller ukritiske, generiske AI-genererede lister, men som kan give mindst lige så store oplevelser. Flere af dem har ovenikøbet den fordel, at besøget hverken kræver en dyr billet eller indebærer lange køer og oplevelsen af at stå som sild i en tønde mellem tusindvis af andre turister. Tekfur Palads er et af de steder i Istanbul, jeg selv synes er vanvittigt spændende. Det var en del af det sidste østromerske kejserkompleks i Konstantinopel og er det eneste bevarede østromerske palads i det moderne Istanbul. Bygningen har haft mange forskellige funktioner gennem tiden. Osmannerne flyttede blandt andet produktionen af de berømte Iznik-fliser hertil fra Iznik. Efter en storbrand i 1864 lå paladset hen som ruin i mere end 100 år, indtil Istanbuls storbykommune restaurerede det og indrettede museum. Der knytter sig også en berømt historie til stedet. Ifølge en udbredt fortælling blev den enorme Kaşıkçı-diamant, der i dag er udstillet på Topkapı-paladset, fundet på en losseplads ved Tekfur Palads. Historien findes i forskellige versioner, og fundstedet er ikke sikkert dokumenteret, men den er endnu et eksempel på de mange fortællinger, der knytter sig til Istanbuls lange historie. Paladset ligger langs de gamle bymure, på strækningen hvor bakken ned mod Balat og Fener gemmer på en række spændende ortodokse kirker, som stadig er i brug. Herfra er der også en storslået udsigt over Det Gyldne Horn. Et besøg ved Tekfur Palads kan derfor sagtens blive begyndelsen på en tur gennem et område, hvor Istanbuls historie stadig er synlig i gaderne og bygningerne. Mit valg er: Istanbul er mere end de seværdigheder, alle strømmer til Det er netop noget af det, jeg synes er så spændende ved Istanbul. Der er stadig masser at opdage, også når de mest kendte seværdigheder er besøgt eller (bevidst) fravalgt. Det kan være mindre museer med små overraskelser i kælderen, kunstmuseer med særlige temaer eller skiftende udstillinger, gamle forter, en søjlejagt eller en sejltur på Bosporus. Det betyder ikke, at de store seværdigheder skal vælges fra. Men der er god grund til også at rette blikket mod de steder, der ikke nødvendigvis står øverst på listen over Istanbuls største attraktioner. Her kan historien stadig overraske, og oplevelsen afhænger ikke altid af, hvor berømt stedet er. Det kræver måske lidt mere planlægning at finde frem til nogle af disse steder, men det er sjældent svært at finde noget nyt i Istanbul. Byen har så mange historiske lag og så meget forskelligartet kultur, at selv steder, der umiddelbart ser ubetydelige ud, kan vise sig at gemme på en spændende historie. Derfor er det også lidt ærgerligt, hvis besøget i Istanbul ender med at handle om de samme få seværdigheder, som alle andre besøger. Ikke fordi de ikke er værd at se, men fordi byen rummer så meget mere end dem. Og når nogle af de store attraktioner bliver dyrere, mere begrænsede eller mister noget af det, der gjorde dem særlige, er der endnu en grund til at se sig omkring. Istanbuls historiske og kulturelle rigdom er heldigvis ikke begrænset til de steder, der står på de klassiske turistlister. Jeg har her på bloggen masser af forslag til både de klassiske seværdigheder og de mere alternative oplevelser i Istanbul. Og så har jeg skrevet e-bogen Mit Istanbul: 25 steder under radaren, som jeg selvfølgelig også vil anbefale, hvis du har lyst til at gå på opdagelse i nogle af de steder, der gemmer sig lidt væk fra de gængse turistruter. Kollagen øverst i artiklen er egne fotos taget på Tekfur Palads, Istanbul.

Fra Goternes søjle i Gülhane til resterne af Arcadius’ monument i Fatih. En tur gennem Konstantinopels syv høje og de søjler, der stadig står midt i byen. Jeg tog et videokamera med rundt optog en lille video undervejs. Den finder du nederst i indlægget sammen med et kort over søjlernes placering. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul Der står (og ligger) søjler rundt omkring i Istanbul. Nogle er umulige at overse. Andre står lidt tilbagetrukket mellem træer, bygninger og trafik. Og så er der alle dem, man ikke ser, fordi de ligger under gaderne eller er bygget ind i noget andet. Selv tager jeg ofte rundt i byen på det, jeg kalder “søjlejagt” - og det vil jeg klart anbefale dig også at gøre. For det er en måde at opleve en del af byen, som ikke fylder meget i guidebøgerne, men som alligevel er helt central for Istanbul - og som giver en oplevelse af byen, en oplevelse der faktisk er større, end man lige skulle tro. Goternes søjle i Gülhane er en af dem. Jeg går eller cykler ofte gennem Gülhane Park, og næsten hver gang slår jeg et sving forbi Goternes søjle. Den står lidt oppe på skråningen mod den første høj - dér hvor Kong Byzas ifølge legenden grundlagde Byzantion. Søjlen blev rejst i slutningen af 200-tallet e.Kr. - formentlig i forbindelse med kejser Claudius II’s sejr over goterne (268-270 e.Kr.). Noget af det ældste, der står frit fremme i Istanbul. Milionen overfor Hagia Sophia er et andet sted, jeg altid stopper op. Den blev opført i begyndelsen af 300-tallet e.Kr. under Konstantin den Store (regerede 306-337 e.Kr.). I dag er det kun en rest på et hjørne ved Yerebatan Caddesi (Basilica cisternen), men det var herfra, man målte afstande i hele det østromerske rige. Det var herfra at verden sat i system. Obelisken på Hippodromen Den bliver jeg hængende ved. Jeg går rundt om den igen og igen. Kigger på hieroglyfferne og på indskrifterne i fundamentet. Den blev oprindeligt rejst i Egypten omkring 1450 f.Kr. under farao Thutmosis III og bragt til Konstantinopel af kejser Theodosius I i 390 e.Kr. Den står der stadig. Over 3.000 år gammel. Slangsøjlen står lige ved siden af. Den blev oprindeligt rejst i Delphi i 479 f.Kr. efter grækernes sejr over perserne ved Plataiai, men blev flyttet til Konstantinopel af Konstantin den Store i begyndelsen af 300-tallet e.Kr., da han gjorde byen til sin nye hovedstad. Den kræver næsten, at man ved, hvad man kigger på. Slangehovederne er i dag væk - hugget af i løbet af den osmanniske periode. Den murstensbeklædte obelisk Ved siden af Slangesøjlen står den murstensbeklædte søjle, den stammer fra 900-tallet e.Kr., hvor den blev restaureret og rejst under kejser Konstantin VII (regerede 913-959 e.Kr.). Engang var den dækket af bronzeplader, men som så meget andet, blev de stjålet under korsfarernes plyndring af byen i 1204. Tilbage står kernen. Çemberlitaş. Det her var et sted, man søgte hen fra dag ét. Søjlen blev rejst i år 330 som Konstantins søjle midt på Konstantins Forum - byens nye hovedtorv, anlagt som en del af kejserens iscenesættelse af sin nye hovedstad. Konstantins Forum lå på byens hovedgade, Mese, som i dag stort set følger samme forløb, men nu hedder Divanyolu. Her passerede man. Her samledes man. Her blev byen vist frem. Næsten som i dag. Marcian-søjlen I Fatih ligger i et boligområde ikke langt fra Valens-akvædukten, tæt ved de arkæologiske udgravninger i Saraçhane. Søjlen blev rejst mellem 450 og 452 e.Kr. til ære for kejser Marcian (regerede 450-457 e.Kr.). Selvom Marcian er en af de kejsere, man sjældent hører om, var det ham, der stod bag Koncilet i Kalkedon i 451 og dermed satte et varigt aftryk på den kristne verden. Også i en dansk sammenhæng, hvor folkekirken i dag lægger sig op ad beslutninger truffet netop her. Arcadius’ søjle På den syvende høj, i Cerrahpaşa, står resterne af Arcadius’ søjle. Den blev opført mellem ca. 401 og 421 e.Kr. under kejser Arcadius (regerede 395-408 e.Kr.). Selve søjlen styrtede sammen efter et jordskælv i 1719. I dag er det kun basen, der står tilbage. En massiv konstruktion, som ikke rigtig ligner noget omkring den. Når jeg står der ved foden af dette gigantiske fundament, er det ikke svært at forestille sig, at den søjle, der engang rejste sig oven på det, må have kunnet ses på lang afstand - helt ude fra Marmarahavet. Der findes langt flere søjler i Istanbul end dem her. Mange er genbrugt som spolia i moskeer, kældre, gårde og bygninger. Andre ligger stadig under jorden. Men det er dem her, jeg vender tilbage til igen og igen. ☕ Hvis du har glæde af bloggen, kan du støtte arbejdet gennem Kaffeklubben MitIstanbul - og samtidig få adgang til mine digitale guider til Istanbul. *Redigeret: dette indlæg er oprindeligt skrevet i efteråret 2025. Årstal tilføjet, marts 2026

Planlægger du en ferieoplevelse i Istanbul eller et andet sted i Tyrkiet i 2026, er det klogt at kende årets fridage. De påvirker priser, trafik og tempo - især omkring de religiøse højtider. Hvert år laver jeg en opdateret oversigt, og 2026 er ingen undtagelse. Her får du mit overblik - og nederst finder du en samlet helligdagskalender, så du nemt kan planlægge din rejse. Læs også: Fri- og helligdage i Tyrkiet 2027 Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Ramadan i 2026 begynder ved solnedgang den 17. februar og slutter ved solnedgang den 18. marts. I Sultanahmet, Taksim og Kadıköy holder caféer og restauranter mere eller mindre åbent som normalt, mens dagene i mere lokale kvarterer kan være roligere. Vis lidt hensyn i dagtimerne - og oplev til gengæld den livlige stemning ved iftar om aftenen. Efter Ramadan følger Ramazan Bayramı (Eid al-Fitr): 20.-22. marts (Arife 19. marts = halv fridag). Her rejser mange til familien, og både hoteller og transport bliver hurtigt udsolgt. Det samme gælder Kurban Bayramı (Eid al-Adha): 27.-30. maj (Arife 26. maj). Vil du undgå trængsel og høje priser, så læg turen før eller efter - ellers book i god tid. De sekulære fridage giver færre praktiske udfordringer, men kan betyde parader og afspærringer: 23. april (Børnenes dag), 1. maj (Arbejdernes dag), 19. maj (Atatürks ungdomsdag), 15. juli (Demokrati- og enhedsdag), 30. august (Sejrens dag) og 29. oktober (Republikdag - Arife 28. oktober). Grand Bazar og Spice Bazar er som regel lukkede disse dage, mens attraktioner og museer som regel vil være åbne, men tjek tiderne dagen før på stedernes SoMe. Skoleferier i Tyrkiet kan også få betydning for din rejse. I 2026 holder eleverne vinterferie fra 19.-30. januar, forårsferie 16.-20. marts og sommerferie fra ca. 26. juni til starten af september. Der er desuden en kort efterårsferie fra den 10.-14. november 2025. Læg især mærke til forårsferien, som falder lige op til Ramazan Bayramı - her bliver både hoteller, busser og fly ekstra fyldte. Skoleferier i Tyrkiet er mere flydende end i Danmark. De fleste privatskoler har deres egen ferieplanlægning, som kan afvige fra undervisningsministeriets. Internationale skoler har ofte enten en længere Eid al-Fitr eller en længere juleferie - det afhænger af skolens profil. Under Bayram rejser millioner af mennesker på kryds og tværs gennem landet - priserne stiger, og tempoet falder, mens trafikken på landets motorveje intensiveres yderligere. Vil du undgå mylderet? Rejs før eller efter. Vil du derimod opleve det hele? Så sæt dig til bords i Istanbul under iftar og mærk stemningen, når hele byen deler måltidet. Og husk: De fleste museer holder åbent, men ofte med kortere åbningstider. Indlægget er baseret på indsamlet information fra de tyrkiske indenrigs-, undervisnings- og turismeministerier. Indlægget her er udgivet af mitistanbul.dk Alle rettigheder forbeholdes.

I Kadıköy i Istanbul led den unge Euphemia martyrdøden i begyndelsen af 300-tallet. Mere end et århundrede senere blev hendes relikvier ifølge overleveringen centrum for et mirakel, der fik afgørende betydning for kristendommens historie. Hendes navn lever stadig i bydelen, der engang hed Kalkedon. I byen Kalkedon, i den romerske provins Bithynien – det nuværende Kadıköy i Istanbul – led en ung kvinde ved navn Euphemia martyrdøden i begyndelsen af det 4. århundrede. Det skete under kejser Diocletians forfølgelser af kristne, omkring tre årtier før kristendommen blev anerkendt som rigets dominerende religion. Euphemia blev tortureret og henrettet for sin tro. Hendes jordiske rester blev bevaret som martyrelikvier i en kirke i Kalkedon – det sted, der senere blev berømt som mødested for Det Fjerde Økumeniske Koncil i år 451. Senere blev relikvierne overført til en kirke viet hende nær Konstantinopels store hippodrom, og i dag hviler de i Sankt Georgs patriarkalske kirke i Fener. Under koncilet i 451 udspillede sig en afgørende debat om Kristi natur. Striden stod mellem tilhængerne af monofysitismen – der mente, at Kristus kun havde én natur (den guddommelige) – og dem, der fastholdt, at Kristus havde to naturer, både guddommelig og menneskelig. Ifølge overleveringen valgte deltagerne til sidst at lægge begge trosbekendelser i Sankt Euphemias sarkofag, som blev forseglet. Tre dage senere, da kisten blev åbnet, viste det sig, at den ortodokse bekendelse lå i helgenens højre hånd, mens den monofysitiske lå ved hendes fødder. Det blev tolket som et guddommeligt tegn, der stadfæstede den kalkedonske – altså den ortodokse – definition. Det er netop denne lære, som senere også kom til at danne grundlag for Den Danske Folkekirke og størstedelen af den vestlige kristendom. Miraklet i Kalkedon styrkede troen på den ortodokse definition, mens monofysitismen blev forkastet som kætteri. Samtidig blev Euphemia ophøjet som en af de store helgener i både den østlige og vestlige kristne tradition. Hendes festdag fejres den 16. september, og hun æres som beskytter af ortodoksien og som et symbol på troens sejr over kætteri. Koncilet i Kalkedon fik dog også vidtrækkende følger: uenigheden førte til et varigt skel i kristenheden. Den orientalske ortodokse kirke – som omfatter bl.a. de armenske og syriske kirker – brød med Konstantinopel. Det er dog vigtigt at understrege, at de orientalsk-ortodokse kirker ikke er monofysitiske; deres teologi ligger nærmere den tidlige kristne forståelse af Kristi ene, samlede natur. Kalkedon hedder i dag Kadıköy og er en integreret del af det moderne Istanbul. Midt mellem byens travle handelsgader ligger stadig en lille kirke, der bærer navnet Sankt Euphemia Katedral – et stille minde om den unge kvinde, der blev martyr, og hvis tro – ifølge legenden – formede hele kristenhedens historie. Lokale fortællinger siger, at Euphemia voksede op netop i det område, der i dag hedder Yeldeğirmeni i Kadıköy. Ordforklaring: Koncil: Ledende repræsentanter fra kristenheden træder sammen for at debatere og træffe teologiske retningslinjer. Martyr: En person der dør på grund af sin tro/overbevisning Monofysitisme: At Jesus Kristus har én samlet natur, der er overvejende guddommelig, i modsætning til både guddommelig og menneskelig.

Da den Tyrkiske Republik blev grundlagt 29. oktober 1923, lå Hatay udenfor landets grænser. Området - dengang kendt som Sanjak Alexandretta - var siden Første Verdenskrig administreret af Frankrig som del af mandatområdet Syrien. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Den 2. september 1938 blev området etableret som Staten Hatay - formelt selvstændig, men politisk orienteret mod Ankara. Mindre end et år senere, den 29. juni 1939, stemte et flertal ved en folkeafstemning for at blive en del af Tyrkiet. Beslutningen blev ratificeret i det tyrkiske parlament den 23. juli 1939, hvorefter Hatay officielt blev optaget som tyrkisk provins. Set fra tyrkisk side var sagen dermed afsluttet i sommeren 1939. Fra syrisk side var den ikke. Syrien har aldrig fuldt ud anerkendt folkeafstemningen og betragtede i årtier Hatay som tabt territorium. På syriske kort og i skolebøger optrådte provinsen længe som syrisk, og spørgsmålet var et tilbagevendende stridspunkt i relationen mellem de to lande - især frem til 1990’erne. Det er her, Hatay i dag ofte bliver trukket ind i sammenligninger med Krim og de omstridte områder i Ukraine. Overfladisk kan historierne minde om hinanden: et territorium skifter statstilknytning efter en afstemning, som nabolandet aldrig accepterer. Men forskellene er afgørende. Hatay-processen fandt sted i mellemkrigstiden, uden igangværende krig og inden for Folkeforbundets diplomatiske rammer. Krim-afstemningen i 2014 blev derimod gennemført under militær kontrol og i direkte brud med Ukraines forfatning - og er fortsat et åbent sår i Europas sikkerhedsorden. Netop derfor er området interessant i dag. Ikke som en parallel til nutidens konflikter, men måske mere som en kontrast. Der findes ingen politisk bevægelse med reel opbakning, der ønsker at ændre provinsens tilknytning. Spørgsmålet fylder kun lidt i hverdagen og spiller stort set ingen rolle i lokalpolitikken. Provinsen er i dag fuldt integreret i den tyrkiske identitet - ikke som grænseland, men kendt for sin Künefe og sin naturlige plads i republikkens selvforståelse.