Tekfur Palads i Istanbul rummer næsten 1000 års historie – fra de sidste byzantinske kejsere til de osmanniske sultaner. I dag står bygningen gennemrestaureret og åben som museum, men i mange år var det bare en ruin, jeg selv gik forbi som vinduesløse mure langs den gamle bymur. Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk  med en lille donation   - Lyt til podcasten " Samtaler fra Istanbul " og følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube  og Bluesky . Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld , Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul? , Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  - Skt. Georgios katedral i Fener, Istanbul - Jomfru Maria af Vlaherna-kirken - BESØG TEKFUR Paladset, der oprindeligt var en del af Porphyrogenitus-komplekset i Blachernae, blev opført i slutningen af 1200-tallet eller begyndelsen af 1300-tallet under det palaiologiske dynasti. Det er faktisk det eneste byzantinske palads i Istanbul, der stadig står nogenlunde intakt – Boukoleon-paladset og det store kejserpalads i centrum er i dag reduceret til ruiner under jorden eller ved Marmarahavet. Lyt til podcasten Samtaler fra Istanbul , Martin tager Martin med på Tekfur. Efter 1453 skiftede Tekfur Palads skæbne flere gange. Det mest kendte kapitel er fra 1700-tallet, hvor stedet blev brugt som porcelæns- og keramikværksted. Her forsøgte man at genoptage den berømte Iznik-produktion, der ellers var ophørt. Kvaliteten kunne ikke helt måle sig med de klassiske Iznik-fliser, men der kom alligevel fine arbejder ud af det. Nogle af fliserne fra Tekfur blev brugt til udsmykningen af Hekimoğlu Ali Paşa-moskeen i Fatih – en sjov detalje, når man står dér og ved, at de er lavet i et gammelt byzantinsk palads. Museet i dag lægger især vægt på denne del af historien og udstiller porcelæn og keramik fra perioden. Samtidig får man en fornemmelse af den byzantinske arkitektur, der gør Tekfur til noget helt særligt. En populær fortælling knytter også paladset til den verdensberømte Kaşıkçı-diamant (”Skehandlerens diamant”), der i dag er udstillet på Topkapı Paladsmuseum. Ifølge traditionen blev den fundet i ruinerne af Tekfur i 1699 – men om det er sandt, er umuligt at sige. Myten lever videre, og den giver blot stedet endnu en dimension. Det bedste ved Tekfur er næsten beliggenheden. Paladset ligger klos op ad de gamle bymure, og fra området får man en fantastisk udsigt over kvarteret. Det er et sted, hvor byzantinsk og osmannisk historie står side om side – og hvor man nemt kan bruge en formiddag på både museet og en tur langs murene. Billetpriser Rabatbillet: 50 TL (studerende, lærere mv i Tyrkiet) Fuldbillet: 125 TL (for personer med tyrkisk ID/Ikamet/Mavi Kart) Udenlandsk turistbillet: 450 TL (for personer uden Tyrkisk ID) Find vej *Dette indlæg er en redigeret udgave af det oprindelige indlæg fra oktober 2024. I dette indlæg her jeg blandt andet vedrørende detaljen om genoptagelsen den Iznik-produktionen, priser samt podcasten der blev optaget i september 2025)

Hagia Sophia, Topkapi-paladset og Den Blå Moské er svære at komme udenom. De står øverst på næsten enhver liste over seværdigheder i Istanbul. Men lige under radaren er der de senere år sket noget andet i byen. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere I stilhed har kommunens kulturarvsforvaltning, İBB Miras, åbnet døre til steder, der i årtier stod tomme, forfaldne eller glemt. Gamle bygninger, man tidligere gik forbi uden at tænke nærmere over dem, er blevet en del af byens hverdag igen. Siden borgmesterskiftet i 2019 har İBB Miras ændret kurs. Hvor arbejdet tidligere primært handlede om at registrere og dokumentere historiske bygninger, er fokus i dag på at sætte dem i stand og åbne dem for offentligheden. Ikke kun for at bevare murene, men for at give dem nyt liv som steder, man faktisk kan bruge. Der arbejdes ud fra en enkel og ret konsekvent logik: bygningerne skal være åbne for alle, ofte gratis de skal rumme flere funktioner som bibliotek, værksted, scene eller café og de skal ligge spredt over hele byen, også i kvarterer hvor kulturtilbud tidligere var en mangelvare Resultatet kan allerede mærkes mange steder i Istanbul. Metro Han i Beyoğlu, en tidlig betonbygning fra 1914, fungerer i dag som læse-, studie- og møderum. Casa Botter på İstiklal, Istanbuls første Art Nouveau-hus, er genopstået som center for kunst og design. I Kadıköy er det gamle gasværk blevet til Müze Gazhane, et af byens største og mest levende kulturhuse. I Fener-Balat-området er Haliç Sanat flyttet ind i restaurerede 1700-talshuse ved havnen, og i Fatih blev Bulgur Palas genåbnet i 2024 med bibliotek, udsigtsterrasser og udstillingsrum. Hertil kommer steder som Cendere Sanat, Gülhane-cisternen samt både Rumeli Hisarı og Anadolu Hisarı, hvor nye lag af byens historie igen er blevet tilgængelige. Når man kan sidde og læse i Metro Han, se kunst i Balat eller tage børnene med til værksteder i Gazhane, bliver kulturarv en del af hverdagen. Det bliver nye mødesteder i en by, hvor gratis eller billige alternativer ellers kan være svære at finde. Et særligt eksempel er Theodosius-murene, de enorme landmure der i mere end tusind år beskyttede Konstantinopel. Her har İBB Miras gennemført omfattende restaureringer og åbnet sektioner af murene som offentligt tilgængelige områder. I dag kan man gå helt tæt på murene og få en fysisk fornemmelse af deres størrelse og betydning. Jeg tager ofte selv en eftermiddag langs eller op på en af de restaurerede strækninger. Det er umuligt ikke at blive imponeret over, hvor massivt værket er. Jeg kan heller aldrig lade være med at tænke på de tusinder af soldater, der engang stod vagt eller kæmpede her. For dem handlede det om liv og død. For mig handler det om at møde byens hukommelse. At en kommunal forvaltning har gjort det muligt for mig - og alle andre - at gå sikkert og gratis på bymuren, er faktisk ret stort. Ikke på den højtråbende måde, men på den stille måde, hvor fortiden får lov at glide ind i nutiden og blive en del af ens eget Istanbul. Udvalgte relevante blogindlæg Gazhane Museum i Kadikoy: Kultur & Bæredygtighed Bulgur Palads på Istanbuls 7. høj Istanbul Bymur udendørs oplevelsesmuseum Istanbul Gülhane Cisterne: Simpel & imponerende Flere indlæg om IBB Miras projekter samt websites: https://www.mitistanbul.dk/blog/tags/ibb-miras https://dacistanbul.com/ibb-mirasin-hayata-gecirdigi-25-proje/

Der er steder i Istanbul, hvor tempoet pludselig falder. Hvor Bosporus glider lidt langsommere forbi, og hvor byen føles mere som et sted, man bor, end et sted, man besøger. Anadolu Hisarı er et af dem. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere - Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data Et lille stykke op ad Bosporusstrædet, på den asiatiske bred, ligger denne gamle fæstning, som i dag også er et af byens nyere museer. I 2023 åbnede Anadolu Hisarı igen for offentligheden efter en grundig restaurering - og det er et sted, der fortjener at blive oplevet i roligt tempo. Anadolu Hisarı, der betyder den Anatoliske Fæstning, blev opført i 1394 af den osmanniske sultan Bayezid 1. På dette tidspunkt var Konstantinopel stadig begrænset til den historiske halvø - det område, vi i dag kender som Fatih - og fungerede som hovedstad i Det Østromerske Rige, også kendt som Byzantinerriget. Fæstningen var ikke bygget til en øjeblikkelig belejring, men indgik i de langsigtede forberedelser på at erobre byen, længe før Konstantinopels fald blev en realitet. Sammen med søsterfæstningen Rumeli Hisarı på den europæiske side, opført i 1452, gjorde Anadolu Hisarı det muligt at kontrollere skibstrafikken gennem Bosporus. Konstantinopel blev effektivt afskåret fra hjælp via Sortehavet - en detalje, der senere viste sig at få afgørende betydning ved erobringen af byen i 1453. I mange år stod Anadolu Hisarı mere eller mindre glemt. En indhegnet ruin, man passerede, men sjældent tænkte videre over. Det ændrede sig efter det politiske skifte i Istanbul i 2019. Den nye metropoladministration satte gennem İBB Miras (Istanbuls kulturarvsadministration) gang i en ambitiøs restaurering af byens forsømte kulturarv, og Anadolu Hisarı blev et af de projekter, der virkelig fik nyt liv. I dag er fæstningen ikke bare sikret og restaureret - den er blevet et sted, man faktisk har lyst til at opholde sig. Du kan gå rundt inden for murene, bevæge dig op i tårnene og stå deroppe med udsigt over Bosporus, hvor færger, fragtskibe og små både glider forbi i konstant bevægelse mellem kontinenterne. Men Anadolu Hisarı er mere end en fæstning. Det er også navnet på den lille bydel, der gennem århundreder voksede op omkring murene. Smalle gader, gamle træhuse, små butikker og en stemning, der føles overraskende lokal. Ved Göksu-flodens udmunding ligger både og vugger i vandet, og her nede ved vandet forstår man pludselig, hvorfor så mange istanbullere søger hertil, når de vil væk fra byens støj. Langs kysten ligger restauranterne på rad og række med udsigt, der næsten er for pæn til at være fair. Priserne følger naturligvis med beliggenheden, og mange steder henvender sig mest til turister med et løst forhold til deres kreditkort. Men du behøver ikke en stor middag for at få oplevelsen. En kop tyrkisk kaffe på en lille café med fæstningen i baggrunden er rigeligt. Hvis du spørger mig, bør turen hertil ske med færge. Drop bilen og trafikken. Tag i stedet en af Şehir Hatları-færgerne fra for eksempel Üsküdar eller Aşiyan. Sejlturen er halvdelen af oplevelsen. Palæer, moskéer, broer og moderne bygninger glider forbi, mens du langsomt nærmer dig Anadolu Hisarı. Når du går i land ved den lille færgehavn, er der kun få skridt op til fæstningen. Istanbul, når den er allerbedst. Jeg er i færd med at lave en lille Youtube-kanal. Klik dig hen og abonner på kanalen, det er selvfølgeligt helt gratis. Information: Adgangsbilletter (august 2025): Udlandske turister: 450TL (virka 75 kr)Borgere i Tyrkiet: 125TL (ca 20 kr) Studerende i Tyrkiet: 50TL (cirka 9 kr) Stedet tager kun mod betaling med kort.

Hagia Sophia, eller Ayasofya som den kaldes i dag, har stået som et ikon i Istanbul siden år 537. Den enorme røde murstensbygning med den brede kuppel har århundrede efter århundrede stået og skuet ud over Bosporusstrædet, Det Gyldne Horn og Marmarahavet, mens imperier er opstået, blomstret og forsvundet igen. Her har graffitiglade vikinger efterladt runer i gelænderet, katolske korsfarere plyndret alteret og osmanniske hære fejret sejr. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️               Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere * Spring den enorme kø over: køb billetterne til dit Hagia Sophia besøg online Oplev: Kariye-moské & museum (Chora): Istanbuls mest overraskende stop Som museum fra midten af 1930erne vakte stedet international opmærksomhed, og da den tyrkiske præsident i 2019 annoncerede, at Hagia Sophia igen skulle være en moské, satte det gang i en global diskussion om bygningens fremtid og betydning. Siden 2020 har Hagia Sophia igen været en aktiv moské, og i januar 2024 åbnede man et nyt museum på galleri-gangen. I 2022 kom der desuden et særskilt museum, Hagia Sophia History and Experience Museum, på den modsatte side af pladsen. Det kan dog ofte føles, som om bygningen konstant står i stillads. Der foregår næsten altid et eller andet restaureringsarbejde på denne knapt 1500 år gamle bygning, og i efteråret 2025 gik man i gang med en omfattende renovation af den centrale kuppel - et projekt der er planlagt til at vare omkring ti år og udføres etapevis for at undgå total lukning. Der vil derfor løbende være afspærringer og perioder, hvor enkelte områder af både museet og moskeen der vil være svære eller helt umulige at opleve. For os nordboere gemmer Hagia Sophia på en særlig overraskelse. Oppe på galleriet, diskret ridset ind i gelænderet, findes nogle vikingeruner fra 900-tallet, først genkendt af forskere i 1964. Indskriften nævner navnet Halvdan, og resten tydes ofte som en slags tag-line: “… skrev dette”. Det er et lille mærke i stenen, men en stærk hilsen fra vikingerne om deres lange rejser og deres møde med østromerne i Konstantinopel og med denne enestående bygning: Hagia Sophia. Hagia Sophia er en uundværlig del af verdenshistorien. Den bygning, vi ser i dag, blev rejst efter Nika-oprøret i 532, hvor den tidligere kirke brændte ned. Kun fem år senere, i 537, stod kejser Justinians nye og monumentale kirke færdig. Den var på sin tid en arkitektonisk sensation og den største bygning i hele den kendte verden. Det var også i Hagia Sophia at Det Store Skisma i 1054 fandt sted. På en lørdag den 16. juli, lige før eftermiddagsbønnen, gik kardinal Humbert - udsending for pave Leo IX - direkte op til hovedalteret og lagde et pergament, der erklærede patriarken Michael Cerularius for bandlyst. Humbert vendte derefter om, børstede symbolsk støvet af sine fødder og forlod byen. Det er denne episode, der anses som den officielle dato for bruddet mellem den latinske katolske kirke og den græske ortodokse. I maj 1453 blev profeten Muhammeds ord om Konstantinopels fald til virkelighed, da sultan Mehmed Erobreren indtog byen og kort efter omdannede Hagia Sophia til en moské. Ifølge samtidige beretninger søgte kvinder, børn, syge og ældre tilflugt i kirken. Mange af de svageste blev dræbt, mens kvinder og børn blev solgt som slaver, og denne tragedie blev siden en del af fortællingen om byens dramatiske fald. Denne status som moské fortsatte frem til 1935, hvor Atatürk omdannede bygningen til museum - et symbol på den nye republik og dens sekulære kurs. I 2016 var Hagia Sophia Museum verdens mest besøgte museum. Men i 2020 blev museet lukket efter en domstolsafgørelse, og Hagia Sophia blev igen en aktiv moské. For at genetablere en del af den turistorienterede oplevelse åbnede man i 2024 et museum på galleri-gangen, hvor besøgende igen kan komme tæt på mosaikkerne og historiens lag. Besøger du museet i dag, skal du være forberedt på meget lange billetkøer. Det er helt almindeligt at vente en time eller mere, uanset årstid. Du kan derfor med fordel købe billetterne på forhånd, og *bruger du linket her på siden, støtter du samtidig bloggen uden ekstra omkostninger for dig. Og, hvis du undrer dig over navnet, er du langt fra den eneste. Hagia Sophia er den græske originalbetegnelse og betyder “Hellig Visdom”. Det var navnet, stedet bar gennem hele den Østromerske (Byzantinske) periode. Efter den osmanniske erobring i 1453 blev navnet udtalt og skrevet på osmannisk tyrkisk som Ayasofya, og den tyrkiske form bruges stadig i dag. Begge navne refererer til det samme sted og altså samme bygning - og er lige korrekte, men i Tyrkiet vil du oftest høre og se Ayasofya, mens internationale og historiske kilder typisk bruger Hagia Sophia. Vidste du Hagia Sophia betyder “Hellig Visdom”. Bygningen i dag er den tredje kirke, der har stået på stedet. Under Hagia Sophia findes der et omfattende system af krypter og lukkede rum. Kun ganske få er udforsket. Der går historier om byzantinske kejserlige skatte, der stadig ligger gemt under bygningen. Den centrale kuppel gennemgår en tiårig restaurering fra og med efteråret 2025. I 2016 var Hagia Sophia Museum verdens mest besøgte museum. * Spring den enorme kø over: køb billetterne til dit Hagia Sophia besøg online redigeret og finpudset (november 2025). Indlægget er oprindeligt fra 2024

Forhandlingerne om Tyrkiets mindsteløn for 2026 er nu officielt skudt i gang. Som så mange gange før foregår de langt fra den virkelighed, millioner af mennesker lever i til daglig. Kravene fra fagbevægelse og opposition står i skarp kontrast til arbejdsgivernes og regeringens mere afdæmpede forventninger. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere I 2025 ligger netto-mindstelønnen på 22.104 TL om måneden, men beløbet er for længst blevet udhulet af inflation og hastigt stigende leveomkostninger. Alligevel er det dette niveau, forhandlingerne tager udgangspunkt i. Oppositionsleder Özgür Özel fra CHP har peget på, at mindstelønnen bør ligge omkring 39.000 TL, hvis en lønmodtager ikke blot skal overleve, men også have mulighed for at betale faste udgifter og lægge bare en smule til side. Det er ikke et luksuskrav, men et minimum for et værdigt liv. Tallene understreger alvoren. Ifølge fagforeningernes opgørelser ligger sultegrænsen i december 2025 på omkring 29.000 TL om måneden. Det er det beløb, en familie mindst skal bruge alene på mad. Mindstelønnen ligger dermed markant under selv dette absolutte bundniveau. Samtidig stiger leveomkostningerne voldsomt. Ikke kun som følge af inflation, men også på grund af nye og forhøjede afgifter til staten, højere priser på energi, transport og basale serviceydelser. For mange husholdninger er der ikke længere noget at skære væk. Boligudgifterne udgør et særligt pres i Istanbul. Målt i euro ses den reelle belastning: Huslejen for en mindre til mellemstor lejebolig i almindelige boligkvarterer uden for de mest eksklusive områder er steget fra omkring 180-200 euro om måneden i 2018 til 450-550 euro i 2025. Det svarer til en fordobling, i nogle tilfælde mere, målt i hård valuta. En udvikling, som lønningerne på ingen måde har kunnet følge. Problemet rammer bredt. Omkring 46 procent af alle lønmodtagere i Tyrkiet tjener i dag mindsteløn eller meget tæt på mindsteløn. Mindstelønsforhandlingerne handler derfor ikke om en marginal gruppe, men om næsten halvdelen af den arbejdende befolkning og deres familier. Alligevel foregår forhandlingerne i et system, hvor fagforeningernes reelle magt er begrænset. Tyrkiske fagforeninger kan ikke sammenlignes med dem, vi kender fra Danmark. De er politisk fragmenterede og strukturelt svækkede. Fagbevægelsen er samlet i fire hovedorganisationer. Türk-Is fører en mere moderat linje. Hak-Is er tæt knyttet til regeringspartiet AKP. DISK står i opposition og repræsenterer den mere konfrontatoriske fløj, mens Kamu-Sen primært organiserer offentligt ansatte med nationalistisk profil. Medlemskab af en fagforening skal registreres og godkendes via både indenrigs- og arbejdsministeriet, hvilket betyder, at man registreres hos staten som fagforeningsmedlem. Samtidig er det lovligt at undlade at ansætte eller at afskedige medarbejdere på grund af fagforeningsmedlemskab. Resultatet er frygt, selvcensur og lav organisering, hvilket yderligere svækker fagbevægelsens gennemslagskraft. På arbejdsgiversiden advares der mod for høje lønstigninger. Argumentet er, at virksomhederne ikke kan bære regningen. Men regningen forsvinder ikke. Den sendes videre. Hvis de erhvervsdrivende ikke vil miste penge, ender den hos forbrugerne i form af højere priser. Over det hele ligger en voksende ulighed. Mens millioner diskuterer, om de har råd til mad og husleje, træffes beslutningerne af en politisk og økonomisk elite, der lever i absolut overklasse. Med privilegier, statslige goder og indtægter, som sjældent forklares åbent. Mindstelønsforhandlingerne er derfor ikke blot et spørgsmål om procenter. De er et spejl af et samfund, hvor adgangen til et værdigt liv i stigende grad afgøres fra de riges bord. Den endelige beslutning om mindstelønnen for 2026 ventes sidst i december.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er blevet kaldt “my friend” på vej gennem Den Store Basar. Man når knap at tage et par skridt, før nogen råber, vinker eller forsøger at få øjenkontakt. “Where are you from?”, “Just look!” - så mange gange, at man til sidst mister lysten til at kigge. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en   lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube         Læs også:   Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data  - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul   For mange er netop det kaotiske shangahieri en del af ferieforventningen i Istanbul - det levende mylder, stemmerne, duftene og de konstante tilbud - men det kan hurtigt blive for meget, især når man bare gerne vil gå i fred og mærke byen. Og bevæger du dig gennem Eminönü, mødes du af det evige tilbud om alt fra en fiskesandwich til et “very special two-hour Bosporus Cruise”. I Ortaköy er det dog på et helt andet niveau: her i de smalle gyder bliver en stille slentretur hurtigt til et kapløb mellem ‘hello’-råbende kumpirsælgere, der med store armbevægelser kræver din opmærksomhed og får dig stresset så meget, at du til sidst står med både en kumpir og en belgisk vaffel i hånden. Men måske er der håb for os, der helst vil gå i fred. Istanbul Valiliği (byens guvernørembede) har nemlig indført en ny og ret opsigtsvækkende regel, der skal dæmpe de mest pågående sælgere i turistområderne. Fremover må man kun henvende sig til forbipasserende med et enkelt “hoş geldiniz” - velkommen - og kun hvis man står højst 50 centimeter fra butikkens facade. Alt andet - vink, tiltale, berøring eller forsøg på at fange folk på gaden - bliver betragtet som en overtrædelse. Myndighederne kalder det et opgør med den såkaldte hanutçuluk - et tyrkisk udtryk for det, vi på dansk nok bedst kan beskrive som at blive shanghaiet: den evige kunst at trække kunder ind med smil, fagter og vedholdende snak. Formålet er ifølge kommunen at beskytte både turister og lokale mod påtrængende adfærd, som i årevis har været et irritationsmoment i byens mest besøgte kvarterer. Samtidig vil man forbedre Istanbuls dalende image som en imødekommende, og ikke pågående, storby. Den nye regel er en del af en større pakke med flere tiltag. Butikker i turistzoner skal nu have kameraer, der optager både billede og lyd ud mod gaden, så eventuelle overtrædelser kan dokumenteres. Straffen er heller ikke symbolsk: første gang kan en butik blive lukket i tre dage, anden gang i fem - og ved gentagne overtrædelser helt op til ti dage. Hvis denne nye regel rent faktisk bliver håndhævet - modsat så mange andre regler i denne pragtfulde by - kan en slentretur gennem Istanbul snart føles som noget helt nyt. Du vil kunne gå gennem Den Store Basar og Krydderibasaren uden at blive råbt til hvert tredje skridt, du vil kunne se på varer, dufte til krydderier og nyde mylderet i dit eget tempo. Det bliver noget af en lettelse - og for andre måske et lille chok, for man har jo næsten vænnet sig til, at et “just looking” sjældent er nok til at slippe væk. Spørgsmålet er så, hvor langt reglen egentlig rækker. Gælder den også de evigt smilende mænd, der forsøger at lokke os alle - mig selv inklusive - med på et “very special two-hour Bosporus Cruise”? Og hvad med de dyttende minibusser og taxaer, der kommunikerer i horn og håndtegn snarere end ord - får de også et par decibel mindre at gøre godt med? Hvis ja, kan det her vise sig at blive en lille revolution i Istanbuls gadebillede. Hvis ikke - ja, så må vi fortsætte med at tage byen, som den er: larmende, kaotisk, uimodståelig - og fuld af liv.

Højt over den historiske halvø - det gamle Konstantinopel - rejser Beyazıt-tårnet sig på den tredje af Istanbuls syv høje, bygget dér hvor vandet fra Valens-akvædukten i sin tid blev opsamlet, før det fortsatte videre ind i byens cisterner og fontæner. I århundreder stod her et brandtårn, der vågede over kvartererne omkring sig, og i dag regnes det som ét af Istanbuls fire ikoniske tårne sammen med Galatatårnet, Maiden’s Tower og det moderne Çamlıca-tårn. Fire tårne, der hver på sin måde fortæller en del af byens historie. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Du kan støtte bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Det første tårn på stedet blev opført i træ under Sultan Bayezid II i slutningen af 1400-tallet og fungerede som en del af byens system til at opdage brande. Ironisk nok brændte tårnet selv ned flere gange, og den nuværende konstruktion stammer fra 1828, hvor Sultan Mahmud II lod det genopføre i sten. (Ikke Abdülmecid - han stod for senere restaureringer.) Det 85 meter høje tårn fungerer i dag som en slags visuel vejrudsigt for både indbyggerne og byens besøgende. Hver aften lyser toppen op i en bestemt farve, der diskret - men ganske effektivt - varsler vejret efter næste solopgang. Du får den bedste udsigt til tårnet fra Det Gyldne Horn. Gå over Galatabroen i retning mod Eminönü eller følg promenaden langs vandet, så står det dér som et fyrtårn midt i byen. Farvekoderne • Blåt lys: Betyder at vejret efter næste solopgang bliver klart og solrigt. • Gult lys: Indikerer at man efter næste solopgang kan forvente tåget vejr. • Rødt lys: Varsler snevejr efter næste solopgang. • Grønt lys: Fortæller at regnvejr kan forventes efter næste solopgang. Find vej

Tyrkisk fodbold står midt i en af sine største skandaler i nyere tid. En omfattende sag om ulovlig betting og kamp-manipulation har allerede ført til anholdelser af spillere, klubbosser og dommere i hele Süper Lig. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Anklagemyndigheden i Istanbul har udstedt omkring 40 arrestordrer, og flere profiler er nu varetægtsfængslet. Blandt de navngivne er spillere fra Galatasaray, Fenerbahçe, Beşiktaş og klubber fra resten af Tyrkiet. Sagen rammer dermed både Istanbuls største klubber og hold på tværs af landet. Efterforskningen rammer dog bredere end spillertrupperne. En lang række dommere undersøges for at have haft aktive betting-konti, og suspenderingerne fra det tyrkiske fodboldforbund er allerede omfattende. Ifølge myndighederne er omkring 27 spillere mistænkt for at have placeret væddemål på kampe, de selv deltog i - en af de mest alvorlige overtrædelser i sporten. Midt i alle anholdelserne er der én klub, som konsekvent ikke optræder: İstanbul Başakşehir. Klubben er i årevis blevet opfattet som tæt forbundet med kredse omkring regeringsmagten og omtales ofte som regeringspartiets klub. At netop denne klub ikke er nævnt i nogen af de offentlige anklager, mens rivalerne Galatasaray, Fenerbahçe og Beşiktaş alle har spillere blandt de anholdte, har naturligt udløst debat. Flere kommentatorer bemærker desuden, at efterforskningen finder sted i en periode, hvor regeringen står over for markant politisk og økonomisk pres. Tyrkiet har tidligere set større oprydningssager rulle frem på tidspunkter, hvor magthaverne havde behov for at demonstrere handlekraft. Der findes ingen beviser for politisk styring af denne sag, men sammenfaldet mellem hvem der rammes - og hvem der ikke gør - rejser spørgsmålet, der stilles mange steder: bliver alle behandlet lige i denne efterforskning? Skandalen har allerede skabt stor uro blandt fans, der længe har efterlyst større gennemsigtighed i tyrkisk fodbold. Uanset hvor efterforskningen ender, tegner sagen til at få vidtrækkende konsekvenser for både klubber, liga og hele sporten i landet. Efterforskningen fortsætter, og nye navne kan stadig komme frem.

Der findes steder i Istanbul, som både lokale og besøgende går intetanende forbi, uden at ane at historien nærmest står og vifter med armene efter dem, der bare haster forbi. Ét af de steder ligger under Haliç metrobroen, i skyggen mellem Karaköys kaotiske trafik og det rolige vand i Det Gyldne Horn. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Her står en stump mur, som de fleste tager for et tilfældigt stykke gammelt sten. Indtil begyndelsen af 2025 var den endda pakket ind i aluminiumsplader og nærmest usynlig. Men det er meget mere end det. Det er resterne af Galatas middelalderlige forsvar, opført af genoveserne, og på muren sidder en næsten 600 år gammel indskrift. En sjælden en af slagsen. En sten, der overlevede belejringer, brande, jordskælv og osmanniske ombygninger og stadig fortæller, hvem der byggede muren, og hvornår. Kigger man godt efter, træder tre skjolde frem i toppen af pladen. Det første er genkendeligt, især når man ved, at det her er Galata-muren. Så giver det næsten sig selv (og for dem der lige ved det), at skjoldet tilhører Genova-republikken med det hvide felt og det røde kors. Det midterste skjold er næsten slået ud af stenen. Det kan der være flere forklaringer på, men den mest sandsynlige er, at efter erobringen af Konstantinopel og Pera fjernede de nye osmanniske herskere de genovesiske embedsmænds våbenskjolde for at markere skiftet i magten. Alligevel kan konturerne anes, som et svagt ekko fra byens tidligere guvernører. Det tredje skjold er udsmykket med bølgende former, et motiv der var typisk for magtfulde genovesiske familier i Galata, sandsynligvis Spinola eller De Marini, som begge havde en markant tilstedeværelse i området i 1430erne. Allerede her, før man overhovedet når til teksten, giver stenens udsmykning små hints om det miljø, der engang omgav muren. Under skjoldene er der ridset en tekst på latin i en gotisk majuskelskrift. Anno 1435 blev denne mur opført under tilsyn af Huset Sankt Efrem. Denne mur hørte til nævnte hus. I 1430erne var forholdet mellem Genova-kolonien i Galata og osmannerne spændt. Osmannerne havde for længst konsolideret magten på den asiatiske side af Bosporus og opført fæstninger som Anadolu Hisarı, og Galatas mure blev derfor løbende vedligeholdt og forstærket. Årstallet passer fint ind i den udvikling. Teksten er slidt, men strukturen følger de genovesiske indskrifter, der findes andre steder i Galata. Domus Sancti Ephraemi var ikke et kloster, men en administrativ enhed. En lokal forvaltning med ansvar, budget og opgaver, herunder vedligeholdelsen af netop dette stykke mur. Muren under Haliçbroen er en lille brik i et større system. De genovesiske mure strakte sig fra Karaköys kajer op mod Galata-tårnet og videre over bakkerne mod Tophane. Der var ikke tale om en sammenhængende mur, men et kompleks af tårne, porte og vangmure, som beskyttede handelskolonien. Her ved vandkanten stod en af de nedre mure. Den sikrede adgangen til havneområdet og de travle skibsværfter. I dag er de fleste spor dækket af asfalt og moderne byggeri, men lige her står et lille stykke af fortiden stadig fremme i lyset. I dag er området kendt som Azapkapi, et navn der hentyder til, at her engang lå en mindre port eller passage, hvilket passer godt med placeringen, for netop dette hjørne af Galata har gennem århundreder fungeret som et overgangssted mellem vandet, murene og byen. I flere år var dette lille hjørne af Karaköy afspærret. Et stykke mur gemt bag aluminiumsplader og byggepladsrod. Jeg gik ofte forbi og kiggede ind gennem sprækker og små huller i pladerne, men området virkede mest af alt som en slags losseplads. Det tidligere bystyre ville jævne stedet med jorden, men da Istanbul fik en ny administration i 2019, begyndte arbejdet med at kortlægge og sikre de små historiske juveler, der stadig ligger gemt rundt omkring i byen, heriblandt dette stykke mur. Og for cirka et år siden fjernede İBB Miras, Istanbuls Kulturarvsadministration, hegnet helt uden festivitas og uden åbningstaler. Pludselig var området bare åbent, og muren stod der, hvor den har stået i godt 600 år, nu tilgængelig som en afdæmpet, men smuk del af byens levende museum. Det er netop den slags initiativer, der giver Istanbul sin særlige fornemmelse af lag på lag. En by, hvor historien ikke kun findes i glittede museer og store monumenter, men også i en lille ruin som her, under en metrobro. De fleste af os, der passerer stedet her, ser kun sten - hvis overhovedet noget. Og det synes jeg faktisk er lidt synd. For selvom det måske ikke er verdenshistorien, der har udspillet sig lige her ved denne stump ruin, så er det alligevel et stykke meget klar historie, der viser, hvordan det moderne Istanbul er formet af handel, alliancer, rivaler og mennesker.

Nogle gange farer jeg bare derudad og glemmer helt at stoppe op. Men her få uger før juledagene og det nye år opstår det stille øjeblik hvor jeg lige får vendt mig om og ser året i øjnene. Som PH skrev til Liva Weel i 1941: “…bedøm det kun mildt, håndtryk blev glemt, chancer blev spildt.” Med andre ord, ikke alt skal måles i det jeg fik nået, men også i det jeg prøvede. Og når jeg kigger tilbage, kan jeg ikke lade være med at blive lidt stille over, hvor meget mitistanbul.dk er vokset i år. Det ligger langt over, hvad jeg nogensinde havde forestillet mig - og helt ærligt; jeg er stadig lidt rundt på gulvet over det. I løbet af 2025 er der også kommet godt med nyt indhold til mitistanbul.dk. Bloggen har nu over 420 indlæg, YouTube-kanalen rummer mere end 90 videoer, og om lidt lander episode nummer 10 af Samtaler fra Istanbul. Det føles som et fint lille pejlemærke for året - og som et tegn på, at der er mange derude, der faktisk får glæde af det jeg laver. Så først og fremmest: tusind tak. Tak til dig der klikker dig hen forbi bloggen og anbefaler den til venner og familie der planlægger en tur til byernes by, Istanbul. Tak til dig der lytter til Samtaler fra Istanbul, og til dig der ser med på bloggens voksende YouTube-kanal. Det betyder mere end du måske aner - og ja, jeg får faktisk lidt blæs i knæene hver gang jeg ser, at endnu en ny følger er dukket op. …og det bringer mig hen på en lille ting her i december. Hvis du har lyst og mulighed for at give bloggen en lille julegave, kan du gøre det via mitistanbul.dk/shop eller på Revolut (bruger/konto @mitistanbuldk). Det er selvfølgelig helt frivilligt, men du skal vide, at enhver støtte hjælper mig med at holde hjulene, server og domænerne på bloggen kørende - så jeg kan fortsætte med at dele tips, videoer og små glimt fra hverdagen i Istanbul i mange måneder frem. Kort sagt, dét du kommer her for. Tak for i år - og tak fordi du er med på rejsen, uanset om du læser med fra Danmark, fra Istanbul eller et sted midt imellem. Jeg glæder mig allerede til at fortsætte ind i 2026, og jeg håber, du har lyst til at tage med videre. Ho ho ho.

illustrationen er ai-genereret Den moderne fortælling om julemanden begynder med Sankt Nikolas’ historie i Patara - en gammel havneby i det sydvestlige Lykien, godt ti timers kørsel fra Istanbul. Det var her, han blev født og voksede op i en tid, hvor kristne var forfulgt, og hvor troslivet foregik i det skjulte. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Senere rejste Nikolas godt 70 km sydøst til Myra, det nuværende Demre, hvor han blev biskop og efter sin død æret som helgen. Det er i Demre, at arkæologer i de senere år har arbejdet i den kirke, der engang blev bygget og dedikeret til hans minde, Sankt Nikolas Kirken. Under restaureringen fandt man i 2024 noget, der igen har rettet blikket mod hans historie: en kalkstenssarkofag under gulvet, som muligvis kan være hans oprindelige grav. Patara var i antikken en af Lykias vigtigste havnebyer (Lykien var antikkens navn for det område, der i dag udgør størstedelen af Tyrkiets middelhavskyst). Udgravningerne af Patara begyndte først for alvor i slutningen af 1980’erne og står i dag som et område, der dels er udgravet, dels stadig under udgravning, og hvor enkelte strukturer allerede er restaureret. Og midt i det hele går badegæster dagligt i hele badesæsonen gennem ruinerne på vej ned til det, der i dag er Tyrkiets længste sandstrand. Det var i dette miljø, Nikolas voksede op - i en tid hvor Diocletians forfølgelser af kristne prægede hele riget. Forfølgelserne kulminerede i år 303 og ramte også Lykien. Men forfølgelserne satte spor overalt i det østlige Romerrige: I Kalkedon ved Bosporus led den unge kvinde Euphemia martyrdøden, da hun blev kastet for vilde dyr for sin tro. Sådan så virkeligheden ud for kristne, mens Nikolas endnu var ung. Forfølgelserne ebbede ud med et dekret om tolerance i 311, og for Nikolas betød det, at hans voksenliv begyndte i en langt mere fredelig tid end hans barndom. Det var også i denne periode, at han slog sig ned i Myra og kunne træde åbent frem i menigheden. Ifølge traditionen er det her, hans hjælpearbejde for alvor begynder - historier om en mand, der brugte sin familieformue på at støtte mennesker, der havde brug for det. Rygtet om hans gavmildhed bredte sig hurtigt og nåede langt ud over Myras bygrænser. I Myra blev Nikolas biskop og kendt for at hjælpe sømænd, børn og fattige. Da han døde i 343, fortsatte historierne om hans handlinger med at leve - først i Myra og omegn, og siden i store dele af den kristne verden. Med tiden blev han en af middelalderens mest elskede helgener, især blandt folk, der rejste eller arbejdede på havet. Her deler historien sig i tre spor: den historiske Sankt Nikolas, den nordiske julemand og pop-kulturens Santa Claus, tre figurer der ofte blandes sammen, men som bygger på vidt forskellige traditioner. Og midt i alle disse mere eller mindre nyere traditioner står den oprindelige skikkelse: en biskop fra Lykien, hvis navn har været knyttet til Myra i mere end 1600 år. I Demre arbejder arkæologer i den kirke, der blev bygget og dedikeret til hans minde. Under gulvet ligger den kalkstenssarkofag, som blev fundet i 2024, og som måske - måske ikke - rummer de jordiske rester af den mand, der siden blev til alt lige fra helgenfigur til den julefortælling, de fleste af os ho-ho-holder så meget af i dag. Faktaboks: Sankt Nikolas vs dansk julemand vs pop-kulturens Santa Claus Sankt Nikolas (ca. 270-343) • Historisk person fra Patara • Biskop af Myra • Kendt for hjælpearbejde og gavmildhed • Fejres den 6. december • Har ingen forbindelse til nisser, Grønland, Nordpolen eller Lapland Den danske/nordiske julemand • Bygger på gamle nisseskikke fra nordisk folketro • Får sin nuværende form i Danmark i 1800-tallet som en blanding af nissefiguren og europæiske Sankt Nikolas-traditioner • Klassiske danske kendetegn: rød frakke, grå bukser, læderstøvler og rød hue • Frem til 1950’erne fandtes han i skov- og gårdmiljøer, ofte tæt knyttet til nisserne • Fra 1950’erne-60’erne flyttes julemanden til Grønland via dansk presse, DR og Post Danmarks julebreve • Efter flytningen forsvinder den gamle skov- og gårdfortælling næsten helt i mainstreamtraditionen Pop-kulturens Santa Claus • Globalt kommercialiseret figur formet i USA i slut-1800-tallet • Fik sit faste udtryk gennem reklamer i 1930’erne • Kendetegn: rensdyr, Nordpol, rød-hvid dragt, skorstene • Løst inspireret af Sinterklaas, men løsrevet fra både Nikolas’ historie og nordiske nisser Fun fact: I det moderne Tyrkiet pyntes der rigeligt op med julemænd, julekugler og juletræer i december. For blandt den sekulære del af befolkningen kommer julemanden nemlig på besøg hos de artige børn (og voksne) nytårsaften.

Baklava fylder langt mere i Istanbul og Tyrkiet, end kanelsnegle og vaniljekranse gør hjemme i Danmark. Og før man ved af det, ender man selv med at få stukket et stykke i hånden et sted i byen. Det er her, man opdager, at noget så småt (og klistret) kan spille en overraskende stor rolle i det sociale liv. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Selvom baklava i dag er noget, man møder overalt, er denne klistrede kage-dessert ikke blevet til hen over natten. Et dyk ned i historien præsenterer flere forskellige teorier om oprindelsen, men én ting går igen i alle kilder, når det gælder den moderne baklava: det osmanniske hof. Det var her, den form, vi kender i dag, for alvor tog fart. I Topkapı-paladset rullede hofmestrene dejen så tynd, at den næsten flimrede som silke. Hvert år under den såkaldte Baklava Alayı - en ceremoni i ramadanen, hvor janitsharerne fik baklava som kongelig gave - blev desserten løftet fra almindeligt bagværk til et symbol på håndværk, disciplin og luksus. Baklava Alayı betyder direkte oversat baklava-processionen, og den fungerede både som gave, belønning og et tegn på sultanens generøsitet. Skal du rejse lidt mere rundt i Tyrkiet, opdager du hurtigt, at baklava ikke er én ting, men nærmest sin egen lille geografi. I Gaziantep er pistacierne små, tætte og skamløst grønne, og baklavaen så balanceret, at det giver mening, at netop denne version har EU’s geografiske beskyttelse. I Istanbul får man lidt af det hele, ofte serveret lunt med en klat kaymak, og det er en kombination, der kan ødelægge enhver lyst til at spise de mere halvhjertede versioner fra supermarkedet. I Sortehavsregionen er det valnødderne, der sætter tonen. Smagen er mørkere, mindre sød og for mange langt mere spiselig. Har du spist baklava et par gange, begynder du med garanti også at lægge mærke til fætrene i familien. Şöbiyet er den blødere type med en mild cremefyldning, mens fıstık sarma går i den modsatte retning og leverer ren pistacieintensitet pakket ind i næsten gennemsigtige lag filodej. Spørger du efter den bedste baklava i Istanbul, får du sjældent ét klart svar, men der er navne, der bliver ved med at gå igen. Karaköy Güllüoğlu, Develi, Köşkeroğlu og Hafız Mustafa er nogle af de steder, mine kolleger får stolte glædestårer i øjnene over at fortælle om, når jeg spørger dem til råds om baklava. I Istanbul er baklava ikke bare noget, man spiser, men et lille ritual i sig selv. Et stykke med te efter en lang dag. En bakke med hjem til familien. En æske til værtinden, når man er inviteret på besøg. En venlig gestus, der fungerer lige så godt som en hilsen. Et stykke kulturhistorie, der knaser mellem tænderne og næsten altid kalder på bare ét mere. Med andre ord: tag en bakke af dette søde stykke kulturhistorie med hjem til dig selv, familien og kollegerne. Og ligesom Istanbul bliver ved med at hænge frisk i hukommelsen længe efter, at du er kommet tilbage til den daglige trædemølle hjemme i Danmark, bliver baklavaens nøddemasse siddende mellem tænderne på dig. Og før du får det helt fjernet, opdager du, at du allerede rækker ud efter endnu et stykke, samtidig med at du begynder at kigge efter en ny returbillet til Istanbul. I øvrigt hævder mange tyrkere, at baklava helt og aldeles er uden kalorier, hvilket jeg ukritisk vælger at tro, for det gør livet bare en smule nemmere.

Der er noget særligt over at blive barberet i Istanbul. Den varme sæbe der bliver børstet til skum og duften af cologne. Den rolige rytme, lydene, stemningen. Men vidste du, at barberfagets historie i byen slet ikke begyndte i barbersalonerne? Den begyndte faktisk i Istanbuls kaffehuse. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere Fra 1500-tallet og frem sad barbererne ofte i et hjørne af kaffehuset og barberede stamkunder mellem spil, nyheder og små gøremål. Kaffehuset var kvarterets hjerte, og barberen en naturlig del af atmosfæren. Men da Sultan Murad IV i 1600-tallet forbød kaffe og tobak og lukkede kaffehusene, stod barbererne pludseligt uden arbejdssted og begyndte for første gang at arbejde selvstændigt. Da kaffehusene senere åbnede igen, vendte mange tilbage - indtil endnu en stor omvæltning ramte byen og kaffehusenes stamkunder i 1826. Opløsningen af janitsarkorpset ramte nemlig også barbererne. Janitsarerne brugte kaffehusene som deres faste mødested, og da korpset blev fjernet, forsvandt mange kaffehuse med dem. Barbererne måtte igen ud af døren og fandt nye pladser på markeder, under platantræer og omkring offentlige springvand. Her stod de i det fri, synlige og midt i byens pulserende hverdagsliv. Det stod dog hurtigt klart, at de havde brug for mere stabile rammer. Derfor begyndte barbererne at åbne små lokaler rundt om i byen - Istanbuls første egentlige barbersaloner. I Abdülhamid II’s tid blev salonerne moderniseret efter europæisk forbillede, og barberfaget fik den form vi stadig genkender i dag. Samtidig fortsatte en helt særlig gruppe med at sætte deres præg på bybilledet: de vandrende barberer, kaldet fodbarbererne. De slog sig ned, hvor folk færdedes - især ved Yeni Cami og Tahtakale - og barberede arbejdere, handlende og daglejere. Og i Nuruosmaniye fandtes de berømte Ibişim-barberer, kendt for en alternativ barbermetode, som man stadig taler om i dag. Så skåret helt ind til benet: sætter du dig i stolen hos en barber i Istanbul, er du en del af en tradition der bogstaveligt talt startede over en kop kaffe. ORDFORKLARING: Kaffehuse Det osmanniske kaffehus var meget mere end en café. Det var et socialt samlingspunkt hvor mænd mødtes for at drikke kaffe, spille spil, høre nyheder og diskutere politik. Kaffehuset fungerede som kvarterets uformelle forsamlingssted. Janitsarkorpset Janitsarkorpset var det osmanniske riges elitestyrke. Korpset fungerede både som hær og livgarde og udviklede med tiden betydelig politisk magt. I 1826 blev det opløst af Sultan Mahmud II - en begivenhed der ændrede mange af byens sociale strukturer, herunder kaffehusenes rolle.

Hvis du følger bare en smule med i nyheder fra og om Tyrkiet, har du sikkert lagt mærke til noget: historier om narkotika, smugling, korruption og kriminelle netværk dukker op konstant. Noget af det er politisk spin, noget er rygter, og noget bliver pustet op, til det næsten ikke er til at kende igen. Men når man kobler støjen fra og i stedet ser på, hvad de mest solide internationale kilder faktisk dokumenterer, bliver billedet både klarere og mere alvorligt. 👉 Har du glæde af mitistanbul.dk ? Så støt bloggen med en  lille donation  ❤️              Lyt til  podcasten " Samtaler fra Istanbul " & følg bloggen på Facebook , Instagram , TikTok   YouTube          Læs:   Rejseklar: For en sikkerheds skyld  - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere 👉 Relevante istanbul-nyheder finder du på   mitistanbul.dk/haber Rapporter fra Europol, FN’s UNODC, GIGA, Transparency International, GI-TOC og International Crisis Group peger alle på det samme: Tyrkiet er blevet en vigtig brik i den transnationale kriminalitetsøkonomi. Ikke som et land på randen af kaos, men som et sted hvor geografi, efterspørgsel og institutionelle sprækker tilsammen har skabt et rum, som kriminelle netværk forstår at udnytte. Geografien er næsten for oplagt. Tyrkiet ligger dér, hvor tre regioner mødes, og det gør landet til et naturligt knudepunkt for alt - også det, der ikke tåler dagens lys. Europol beskriver, hvordan heroin fra Afghanistan fortsat bevæger sig gennem Tyrkiet, før den rammer EU-markederne. UNODC kan samtidig dokumentere markant flere kokainbeslaglæggelser i tyrkiske havne de seneste år, hvilket antyder, at kartellerne ikke længere kun kigger mod Spanien og Holland, men også mod Istanbul, Mersin og Iskenderun. Ifølge GI-TOC handler det dog ikke kun om transit. Tyrkiet er også blevet et sted, hvor netværk slår sig ned mere fast. Tyrkiske og tyrkiskbaserede grupper er aktive i mindst 12 europæiske lande, og International Crisis Group peger på, hvordan migrationsruter og pressede grænseområder udnyttes til alt fra menneskesmugling til våbentransit. Den mere ømme del af analysen kommer dog, når man ser på institutionerne. GIGA skriver om et “institutionelt vakuum”, hvor retssystem, politi og kontrolmyndigheder ikke længere har den styrke og uafhængighed, der før fungerede som barriere. Transparency International viser den samme tendens i deres korruptionsindeks, hvor Tyrkiet har set et markant fald over det seneste årti. Særligt inden for told, politi og lokal administration - præcis dér, hvor stærke institutioner er mest afgørende. Sætter man det hele sammen, står et mønster frem: Tyrkiet er blevet et krydsfelt, hvor global kriminalitet og lokale svagheder mødes. Ikke fordi landet er ved at kollapse, men fordi de strukturer, der skulle holde netværkene ude, ikke længere er lige så tætte som før. Det er dog ikke en fastlåst situation. Rapporterne peger på, at stærkere institutioner, bedre kontrol og mere internationalt samarbejde rent faktisk gør en forskel. Men erkendelsen af, hvor Tyrkiet står lige nu, er nødvendig, hvis man vil forstå landets politiske og sociale dynamikker. Det her er en dimension, der ofte ligger under overfladen, men som præger alt fra udenrigspolitik til migration, økonomi og hverdagsliv. Og det er netop derfor, det er værd at holde øje med. Kilder brugt i analysen: Europol SOCTA 2021 og 2023, UNODC World Drug Report og Balkan-route-analyser, GIGA Research Paper om organiseret kriminalitet og institutionel svækkelse, GI-TOC Global Organized Crime Index, Transparency International CPI, International Crisis Group Turkey Reports.