Tag med hen, hvor Istanbul køber sine ting
- Martin

- 9. jan.
- 3 min læsning
Opdateret: 15. jan.
Gyderne og passagerne bag Mısır Çarşısı (krydderibasaren) er ikke en forlængelse af basaren. Det er et område, der gennem flere hundrede år har været centrum for handel - af alle slags.
Det betyder, at det ikke er her, man slentrer fra butik til butik og vinduesshopper. Det er her, man går hen, fordi man mangler noget. Og “noget” er lige så bredt defineret, som området selv er varieret.
Området har ikke ét navn. Ofte omtales det bare som Tahtakale, men hører du betegnelsen “gaderne bag krydderibasaren”, er det som regel disse gyder og passager, der menes. Navnet er ikke så vigtigt. Det afgørende er, at det er her, hele byen handler.
Her handles der - ligesom i basaren ved siden af - med kaffe, nødder og tørvarer i store mængder. Forskellen er, at her er der ingen iscenesættelse. Varerne sælges, fordi de skal bruges.
Det er også her, den lokale henter sit nye toiletbræt. Et bruseforhæng. Plastbøtter til køkkenet. Rengøringsmidler, engangskopper, serveringsbakker. Alt det praktiske.
De unge kommer for kopitøj, strømper, tasker og sneakers. Mobilcovers, opladere, kabler. Små dimser, der forsvinder eller går i stykker. Slik, snacks og sodavand i varianter, man måske ikke lige ser i alle butikker. Og festkjoler - glitrende, farverige, ofte syntetiske - til én aften.
Der handles også massivt med fest- og begivenhedspynt. Bryllupper, forlovelser, ramadan, fødselsdage, nytår. Balloner, guirlander, konfetti, lys. Det hele ligger her i kasser og stabler, klar til brug.
Nogle butikker lever af videresalg. Andre lever af hverdagen. Ofte begge dele på samme tid.
Midt i det hele ligger den smukt İznik-kakleudsmykkede Rüstem Paşa-moskéen - hævet over gadeniveau, men fuldstændig integreret i området. Bygget til handelsfolk. Placeret dér, hvor handelen foregår.
Bag diskrete porte gemmer sig gamle han’er - karavanseraier - som stadig er i brug. Beta Yeni Han, der blev nyrestaureret og genåbnede for få år siden, er et godt eksempel. Ikke som museum, men som et sted med gourmetbutikker, te-salg og værksteder. Daglig aktivitet i historiske rammer.
Og så er der Kurukahveci Mehmet Efendi. Lange køer, hver dag. Folk står og venter på at købe kaffe fra netop dette sted - friskmalet og pakket i brunt papir. Køen er særlig lang om fredagen og op til højtider. Lokale, handlende, besøgende. Køen er ikke en attraktion - den er bare en del af hverdagen.
Udefra kan gyderne og passagerne virke kaotiske. Smalle, tætte, fyldt med borde, stativer, kasser og konstant bevægelse. Men det er kun, hvis man leder efter noget, de ikke er. For bag facaden er der en klar logik: tingene ligger her, fordi de bliver brugt. Fordi Istanbul stadig køber sine ting på gadeniveau.
Det er ikke et område, man besøger som seværdighed. Men går man igennem gyderne og passagerne med åbne øjne, forstår man Istanbul lidt bedre.
Jeg arbejder selv i området. Universitetets campus ligger nede mod Det Gyldne Horn, og jeg bevæger mig gennem gyderne og passagerne her hver dag. Det er hustle og bustle, ja - men det er også rutine. Hverdag. Et system, der fungerer.
Følger man strømmen videre, åbner byen sig igen. Forbi Yeni Cami og pladsen foran den. Op ad bakkerne mod Grand Bazaar. Og videre ud på Galata Bridge, hvor fiskere, færger og fodgængere deler udsigten over Det Gyldne Horn.
Det hele hænger sammen.
Som en by, der bliver brugt. Hver dag.



















