Derfor splitter en stor-moské Kadıköy-havnen
- Martin
- for 6 dage siden
- 4 min læsning
Kadıköy havn og promenade er en del af min hverdag - et åbent, sekulært åndehul i en tæt by. Derfor vækker planerne om en stor moské netop her modstand, bekymring og spørgsmål om proportioner, byrum og fremtid.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Istanbul uden ventetid - køb billetter her og oplev mere
Kadıköy havn og sahil (promenaden) er ikke et hvilket som helst sted på landkortet. Det er et af de få åbne åndehuller i en megaby, hvor plads i forvejen er en knap ressource.
Her lever hverdagen. Færger lægger til og fra, den nostalgiske sporvogn, busser og dolmuş starter og slutter her. Det er her, folk sætter i løb for at nå en køre- eller sejlplan - eller for en stund sætter tempoet lidt ned, inden de forsvinder videre ud i byen. Nogle sætter sig på kanten mod vandet, andre mødes spontant, drikker en kaffe, ser på livet eller bare på udsigten mod Marmarahavet og den historiske halvø. Det er et sted, der fungerer, netop fordi det ikke er programmeret - og fordi det ikke kræver noget af dem, der bruger det.
For mig er det en del af hverdagen. Det er et sted, jeg passerer, opholder mig og vender tilbage til, netop fordi det altid har været åbent og tilgængeligt.
Men alt dette står til at blive ændret, hvis den nuværende tyrkiske regerings planer om en stor-moské på Kadıköy-havnen gennemføres. Projektet, som første gang blev lanceret i 2015, omfatter en moské med kapacitet til omkring 20.000 mennesker, suppleret af kulturfaciliteter og en parkeringskælder i tre nedadgående etager.
Som daglig bruger af området har jeg svært ved at se, hvordan et anlæg i den størrelse kan indpasses her uden at vende op og ned på hverdagen. Kadıköy-havnen er i forvejen presset af trafik, mennesker og infrastruktur - og er ganske enkelt ikke gearet til også at skulle fungere som samlingspunkt for titusindvis af mennesker, op til flere gange om dagen eller ugen.
En ofte overset konsekvens er, hvad der rent faktisk forsvinder, hvis projektet realiseres. I dag fungerer området som et af Kadıköys få større parkeringsarealer. Det er hverken kønt eller romantisk, men i en bydel, hvor gaderne allerede er fyldt til bristepunktet, er det en nødvendig del af hverdagslogistikken for beboere, pendlere og handlende.
Samtidig er havneområdet et af de steder, hvor byen kan samle sig, når noget skal fejres. Her har der været valgresultater, sportsfejringer, koncerter og spontane folkefester. Området er delt mellem Kadıköy Kommune, IBB og staten, men bruges i praksis af både lokale og besøgende som et fælles byrum. Det er også sådan, jeg selv bruger stedet - som et rum, der bare er der, uden at stille krav.
Hvis området okkuperes af en af tidens neo-nationalkonservative gigantiske betonmoskéer, forsvinder ikke bare en parkeringsplads, men også et folkeområde og et grønt åndehul - og dermed også en del af den sekulære identitet, som netop kendetegner Kadıköy.
Der er også det, man ser - og det, man mister. Kadıköy-havnen er et af de få steder på denne side af byen, hvor udsigten stadig er åben. Mod Marmarahavet, mod den historiske halvø, mod silhuetten af minareter og kupler i det fjerne. En udsigt, der ikke er bygget op, men som netop fungerer, fordi den er fri.
En stor-moské i den planlagte skala vil uundgåeligt ændre den oplevelse. Ikke som et diskret indslag i bybilledet, men som en dominerende bygningskrop, der lukker rummet visuelt og sætter et punktum, hvor der før var luft. Det handler derfor ikke kun om retten til en sekulær hverdag, men om proportioner i den sekulære hverdag og om retten til fortsat at kunne se byen, havet og horisonten fra et fælles sted.
Projektet har været omgærdet af modstand siden det første gang blev præsenteret i 2015. Kadıköy Kommune og en lang række organisationer har i årevis forsøgt at få planerne standset gennem klager, indsigelser og retssager. I foråret 2025 førte det til et markant juridisk resultat, da en administrativ domstol i Istanbul annullerede projektet. Dommen byggede blandt andet på ekspertvurderinger, der pegede på manglende trafik- og belastningsanalyser, områdets funktion som offentligt byrum og den i forvejen høje moskékaptacitet i nærområdet.
Men afgørelsen fik ikke lov til at leve længe. I slutningen af 2025 blev dommen ophævet af en regional forvaltningsdomstol, og projektet blev dermed igen bragt i spil. Kadıköy Kommune har i januar 2026 appelleret sagen til Danıştay, Tyrkiets højeste administrative domstol, hvor den fortsat afventer behandling.
Set udefra, og som beboer i bydelen, er det svært ikke at få indtryk af, at projektet presses igennem ovenfra. Når både domstole, eksperter og lokale myndigheder siger fra, bliver modstanden ikke taget som anledning til dialog, men behandlet som et midlertidigt benspænd, der et eller andet sted bare skal ryddes af vejen.
Ud over byrum, udsigt og identitet rejser projektet også et mere grundlæggende spørgsmål om undergrunden. Kadıköy-havnen er anlagt på opfyldt jord. Og som så mange andre i Istanbul lever jeg med bevidstheden om jordskælv som et vilkår. Netop derfor vækker planerne om et massivt byggeri her bekymring. Store betonmasser, dybe udgravninger og en parkeringskælder i flere etager under jorden er ikke neutrale indgreb i denne type undergrund, særligt ikke i et område, der i forvejen er belastet og ligger tæt på aktive forkastninger.
Modstanden mod mosképrojektet handler ikke om at fjerne religion fra byen, men om målestok, placering og respekt for det eksisterende byrum. Om at nogle steder allerede fungerer, uden at de behøver at blive defineret, indrammet eller overtaget af én fortælling.
Her i Kadıköy er der plads til forskellighed. Det har der altid været. Men forskellighed kræver også balance og rum, der ikke konstant er til forhandling.
Spørgsmålet er, om det også får lov til at være sådan fremover.
