Istanbul Arkæologiske Museem 👍
- Martin

- 21. feb.
- 2 min læsning
Opdateret: 27. feb.

Mellem Hagia Sophia, Topkapı-paladset og stierne i Gülhane Park ligger Istanbul Arkæologiske Museer. De fleste kender navnet, og mange passerer forbi området i løbet af deres dage i den historiske bydel. Alligevel er det et sted, som ofte får mindre opmærksomhed end sine mere monumentale naboer.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Istanbul uden ventetid - køb billetter her og oplev mere
Måske fordi museet ikke gør meget væsen af sig udefra.
Indenfor gemmer sig til gengæld en af verdens mest betydningsfulde arkæologiske samlinger. Museet blev grundlagt i 1869 og fik sin form under Osman Hamdi Bey - arkæolog, kunstner og museumsdirektør i det sene Osmannerrige. På en tid hvor arkæologiske fund ofte blev sendt til europæiske museer, arbejdede han for, at kulturarven skulle blive i Istanbul. Den tanke var usædvanlig dengang - og er en af årsagerne til, at museet i dag regnes blandt de vigtigste af sin slags.
Samlingerne er fordelt på flere bygninger:
Det Arkæologiske Museum
Tiled Kiosk Museum
Museet for Orientalsk Arkæologi
Tilsammen rummer de over en million genstande fra et område, der strækker sig fra Mesopotamien og Egypten til Anatolien og Balkan. Det er ikke et museum, man nødvendigvis skynder sig igennem. Snarere et sted, hvor historien folder sig ud lag for lag.
Alexander-sarkofagen er for mange det naturlige midtpunkt, men museet rummer også mere stille oplevelser, som bliver hængende længere. Troja-udstillingen er en af dem. Her bevæger fortællingen sig væk fra myten og ned i det arkæologiske arbejde, og flere af fundene giver en sjældent konkret fornemmelse af en historie, de fleste ellers kun kender fra Homer og skolebøger.
Et andet sted stopper mange næsten uventet op: ved de synlige murforløb og udgravninger, hvor man gennem gulvniveau kan kigge ned i lagene under museet. Det er et af de øjeblikke, hvor Istanbul føles særlig tydelig - ikke som én by, men som mange byer oven på hinanden.
Samtidig fungerer museet stadig som forskningscenter, hvor arkæologer og historikere fra hele verden arbejder med samlingerne. Det mærkes i udstillingerne, som ikke forsøger at iscenesætte historien, men lader genstandene stå forholdsvis uforstyrret.
Nederst i artiklen har jeg lagt en 360-graders video fra museet, som jeg selv har optaget. Her kan du bevæge dig rundt i rummene og selv styre blikket - næsten som at gå derinde.
Find vej & praktiske Informationer
- Åbningt alle dage: 1/4-31/10: 09:00 - 21:00
1/11-31/3: 09:00-18:30
- Anbefalet besøgstid: 3-4 timer
- Køb eventuelt en audio-guide (Køb din billet - klik her - åbner i nyt vindue).
- Medbring komfortable sko
- Sluk blitz funktionen på din mobiltelefons kamera!
oprindeligt skrevet i januar 2026. Opdateret bl.a. med videoer, februar 2026.



















