Interaktiv rejsetips: Hvor i Istanbul skal man egentlig booke hotel?

At vælge det rigtige hotel i Istanbul lyder umiddelbart som en simpel opgave. Men byen er enorm, kvartererne meget forskellige, og det sted, der er perfekt for én, kan være temmelig upraktisk for en anden.
Støt bloggen: byd mig på en kop virtuel kaffe køb digitale guides i shoppen.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere
Vil du bo midt mellem de store historiske seværdigheder? Vil du hellere vågne op til et kvarter med lokale caféer, markeder og færger? Eller er restauranter, barer og natteliv vigtigere end udsigten til Hagia Sophia?
I dette indlæg gennemgår jeg nogle af de kvarterer og bydele, jeg selv ville overveje, hvis jeg skulle vælge hotel i Istanbul - med både plusser og minusser.
Og hvis du ikke gider læse dig gennem det hele, kan du tage min “Hvor skal jeg bo i Istanbul?”-test (nederst i artiklen) og få et bud på, hvilket område der passer bedst til dig.

Fatih (Sultanahmet): Historie i hvert hjørne
Hvis det vigtigste for dig er at have Istanbuls store historiske seværdigheder lige uden for døren, er Sultanahmet det oplagte valg.
Her ligger Hagia Sophia, Den Blå Moské, Topkapı-paladset, Basilica Cistern og Istanbul Arkæologiske Museer inden for forholdsvis kort afstand af hinanden. Du kan altså bruge det meste af dagen på at gå rundt mellem seværdighederne og være tilbage på hotellet uden nødvendigvis at skulle med offentlig transport.
Der findes rigtig mange hoteller i området, og især boutiquehotellerne kan være gode valg, hvis du lægger vægt på personlig service og en mere intim hoteloplevelse.
Sultanahmet er også et godt valg til en første tur til Istanbul, hvor du måske har tre eller fire dage og gerne vil nå så meget af det historiske centrum som muligt.
Downside: Sultanahmet er turistet. Ikke bare om sommeren, men stort set hele året.
Og om aftenen sker der noget lidt mærkeligt: Området bliver hurtigt meget stille. Ved 20-tiden er store dele af Sultanahmet næsten døde, bortset fra hotelbarerne og de restauranter, der primært henvender sig til turister.
Det er heller ikke her, jeg ville lede efter Istanbuls bedste restaurantoplevelser. Der findes gode steder, men kvaliteten er meget blandet, og priserne kan være overraskende høje.
Hvis du gerne vil have barer, caféer og natteliv lige uden for hotellet, ville jeg derfor vælge et andet område.
Lidt links om området:
Basilikacisternen, Det Sunkne Palads - den med Medusa - Hagia Sophia: En rejse gennem tid og tro - Istanbul: Den gigantiske Hippodrom - Topkapi Palace i Istanbul: Er det værd at besøge? - Cisternen med et 360° lyd- og lysshow - Istanbul Arkæologiske Museum - Istanbul Grand Bazar: Verdens ældste shoppingcenter
Beyoğlu: Taksim, Cihangir og Galata
Beyoğlu er et af de områder, jeg ville kigge på, hvis du gerne vil have Istanbul med mere puls omkring dig.
Her finder du Taksim, İstiklal Caddesi, Galata og Cihangir - områder, der hver især har deres egen stemning, men som tilsammen giver dig et meget stort udvalg af restauranter, caféer, barer, butikker og natteliv.
Taksim er den travle del med masser af mennesker, shopping, restauranter og barer. Cihangir er mere afslappet og præget af caféer, restauranter og et kreativt miljø, mens Galata kombinerer historiske gader med butikker, caféer og et stort udvalg af steder at spise og drikke.
Her er også gode muligheder for shopping, hvis du gerne vil have både tyrkiske mærker og internationale brands inden for rækkevidde.
Beyoğlu er derfor et godt valg, hvis du gerne vil have et Istanbul, der stadig er levende, når seværdighederne lukker.
Downside: Beyoğlu har ændret sig en del gennem de senere år. Der er kommet flere vandpibecaféer, mens nogle af de gamle jazz- og musiksteder er forsvundet. Der er stadig masser af pubs og natklubber, men området er ikke helt det samme som for 10-15 år siden.
Derudover skal du være lidt mere opmærksom på priserne, især på steder omkring de mest turistede gader. Hvis du bestiller noget, hvor prisen ikke står tydeligt, så spørg først - eller tag et billede af menukortet. Det kan spare dig for en ubehagelig overraskelse.
Jeg ville også spørge dit hotel eller din vært, hvor de selv går ud. Det er ofte en bedre måde at finde gode steder på end bare at følge de mest synlige turiststeder.
Og så er der politikken. Beyoğlu er et af de steder i Istanbul, hvor demonstrationer ofte finder sted. Når det sker, kan myndighedernes reaktion være voldsom, og områder kan blive afspærret med kort varsel.
Til gengæld er der næsten altid liv i Beyoğlu. Dag og nat.
Lidt links om området:
Istanbul: Oplev Taksim Plads & Gezi Park - Istanbuls nostalgiske Taksim-Tünel sporvogn - Sådan: Find en kold bajer omkring Taksim - Det nuttede museum: Istanbul katte museum - Galatatårnet: Istanbuls Stolthed - Den hexagonale trappe i Istanbul - Melodramaet om Regnbuetrapperne i Istanbul
Kadıköy: Byens lokale side
Kadıköy ligger på den asiatiske side af Istanbul og har en helt anden stemning end Sultanahmet og Taksim. Her er mere hverdagsliv, færre turistgrupper og masser af caféer, restauranter, pubs og små butikker.
Området omkring Kadıköy Carsi og Bahariye er livligt næsten hele dagen, mens Yeldeğirmeni har en mere afslappet og kreativ stemning. Samtidig er du tæt på vandet og har nogle af Istanbuls bedste muligheder for at kombinere storby med lidt natur og udsigt over Bosporus.
Kadıköy er et godt valg, hvis du gerne vil opleve et Istanbul, hvor byen ikke hele tiden føles som et turistmål. Det er også et godt udgangspunkt, hvis du gerne vil bruge færgerne som en del af din transport rundt i byen.
Fra Kadıköy er der gode forbindelser til den europæiske side med både færger og Marmaray.
Downside: Hvis det er din første tur til Istanbul, og du gerne vil kunne gå direkte ud af hotellet og stå blandt de store historiske seværdigheder, er Kadıköy ikke det oplagte valg. Du skal bruge offentlig transport, og et Istanbulkart er næsten en nødvendighed.
Til gengæld er det en del af charmen.
Regn med omkring 45 minutter eller mere til Sultanahmet, afhængigt af hvor i Kadıköy du bor, og hvilken transport du vælger.
Lidt links om området
9 mad-stops i Kadikoy - Istanbuls spise-skat-kammer - Nostalgi på skinner i Kadikoy - Tyren i Kadikoy, Istanbul - Gazhane Museum i Kadikoy: Kultur & Bæredygtighed - Kadiköys Katte: Istanbuls nuttede Charmetrolde - Del 1: Den anatolske del af Istanbul: Kadiköy - Miraklet i Kalkedon
Tag testen
Dette indlæg er oprindeligt udgivet i foråret 2025, sprogligt opdateret og tilpasset, februar 2026, august 2026




















