Den Tyske Fontæne på Sultanahmet i Istanbul - og hvorfor?
- Martin
- for 3 dage siden
- 3 min læsning
Den lille grønne pavillon på Sultanahmet ligner ved første øjekast en lille moské eller osmannisk kiosk. Men historien bag Den Tyske Fontæne fører direkte ind i Osmannerrigets sidste årtier og Europas storpolitik omkring år 1900.
Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen. Find mine digitale guides i shoppen
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere
Da jeg første gang stod foran den lille grønne pavillon på Sultanahmet tilbage i 2009, var jeg egentlig ret sikker på, at det måtte være en lille moské eller måske en evighedsflamme af en art.
Det lignede i hvert fald ikke noget, jeg tidligere havde set i Istanbul.
Og da jeg så hørte navnet - Den Tyske Fontæne - blev jeg bare endnu mere forvirret.
Tysk?
Her på Sultanahmet?
Det var et par år før smartphones og mobilt internet for alvor var blevet hvermandseje, så der var ikke noget med at hive en smartphone frem og åbne Wikipedia. I stedet måtte jeg finde en bænk, tage de medbragte guide- og historiebøger frem og begynde at lede efter svaret.
For jo mere jeg læste, desto mere gik det op for mig, at den lille pavillon midt på Sultanahmet faktisk fortæller en ret stor historie.
Den står mellem Hagia Sophia, Den Blå Moské og resterne af den gamle hippodrom - altså midt i det historiske centrum af Konstantinopel og senere Istanbul - og alligevel handler den pludselig om Kejser-Tyskland.
Den såkaldte “Tyske Fontæne” - Alman Çeşmesi - blev indviet i 1901 som gave fra den tyske kejser Wilhelm II til sultan Abdul Hamid II og Det Osmanniske Rige.
På det tidspunkt befandt Osmannerriget sig i en vanskelig periode. Riget mistede territorier, økonomien var presset, og europæiske stormagter kæmpede om indflydelse. Samtidig forsøgte osmannerne at modernisere hæren, jernbanerne og infrastrukturen.
Her begyndte Tyskland at få en stadig større rolle.
Wilhelm II besøgte Istanbul i 1898 og ønskede et tæt samarbejde med osmannerne. Tyske officerer hjalp med at modernisere den osmanniske hær, tyske virksomheder investerede i store projekter, og planerne om Berlin-Bagdad-jernbanen voksede frem i disse år.
Pludselig gav den lille pavillon lidt mere mening.
Den handlede ikke bare om vand eller arkitektur, men om alliancer, gæld, modernisering og europæisk indflydelse i Osmannerrigets sidste årtier.
Samtidig er noget af det interessante ved bygningen, at den næsten snyder lidt. Den står midt blandt nogle af Istanbuls mest ikoniske monumenter og forsøger arkitektonisk at passe ind i omgivelserne. Den beskrives ofte som nybyzantinsk - altså inspireret af Konstantinopels gamle byzantinske arkitektur. Kuppelen, mosaikkerne, søjlerne og de rundede buer leder næsten automatisk tankerne hen mod Hagia Sophia få meter væk.
Måske er det også derfor, jeg stadig synes, den er lidt provokerende.
Ikke fordi bygningen i sig selv er grim - tværtimod egentlig. Historien bag den er også fascinerende. Men i dag er det svært ikke også at tænke på, hvad alliancen mellem Osmannerriget og Kejser-Tyskland senere førte med sig. Første Verdenskrig, millioner af døde og flere imperiers kollaps.
Og alligevel står pavillonen der stadig.
Måske netop fordi den også er en del af den historie.
For Den Tyske Fontæne er faktisk blandt de sidste monumenter opført i Osmannerrigets sidste periode. Et lille arkitektonisk eftermæle fra en tid, hvor imperiet desperat forsøgte at modernisere sig og finde nye allierede i en verden, der var ved at ændre sig voldsomt.
Kigger man op under kuplen, kan man stadig se monogrammerne for Wilhelm II og Abdülhamid II side om side. Et lille politisk håndtryk hugget direkte ind i loftet.
Og så er der spørgsmålet, jeg også selv sad med dengang på bænken i 2009:
Hvor er egentlig fontænen?
For der er jo ikke noget springvand.
Men ordet snyder lidt på dansk. Bygningen fungerede oprindeligt som offentlig vandpost med rindende drikkevand fra haner inde i pavillonen. På tyrkisk giver navnet langt mere mening. Ordet çeşme bruges om små offentlige vandbygninger og drikkevandsposter, som tidligere fandtes overalt i Istanbul.
Hver gang jeg passerer den i dag, tænker jeg stadig på, hvor mærkelig den egentlig virkede første gang. For Den Tyske Fontæne ligner måske bare en lille pavillon på Sultanahmet - men den viser sig hurtigt at være et lille stykke storpolitik midt i Istanbul.
