Halvdan i Istanbul - runer i Hagia Sophia afslører vikingernes spor
- Martin
- for 8 timer siden
- 4 min læsning
Oppe på galleriet i Hagia Sophia, lidt væk fra de fleste besøgendes blik, er der ridset runer i marmoret. De er ikke store, og de er lette at overse, men når man først får øje på dem, er de svære at slippe igen.
Halvdan.
Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere
Ridset for omkring tusind år siden i en bygning, der dengang var centrum for både religion og kejserlig magt i Konstantinopel.
Det er i virkeligheden en af de historier, der først rigtig begynder længe efter, at den er sket.
Gennem flere århundreder var disse runer slet ikke en del af fortællingen om Hagia Sophia. De sad der bare i marmoret uden at vække særlig opmærksomhed. Først i 1964 blev de opdaget som noget særligt, og nogle år senere var det den svenske runolog Elisabeth Svärdström, der fik tydet dem. I dag er det kun en del af navnet, der står tilbage - “-ftan” - men det er nok til at kunne identificere runerne som det nordiske navn Halvdan. Resten er slidt væk, men runologerne er forholdsvis enige om, at der oprindeligt har stået noget i retning af, at det var Halvdan selv, der ridsede runerne.
Navnet i sig selv er ikke tilfældigt. Halvdan er gammelnordisk og kendes fra sagaer og runesten i hele Skandinavien. Det bliver ofte forklaret som “halvt dansk” eller “mand fra Danmark”, men peger i bredere forstand mod en nordisk identitet i en tid, hvor tilhørsforhold blev markeret gennem slægt og sprog frem for nationalstat.
Den verden, han kom fra, var ikke isoleret.
I flere hundrede år rejste nordboer mod øst gennem et netværk af floder og handelsruter - især via Dnepr og Volga. Det var lange og krævende rejser, hvor skibe blev trukket over land mellem vandveje, og hvor man bevægede sig gennem områder med skiftende magtforhold. De medbragte varer fra nord som skind, pels, rav og voks og byttede sig til sølv, silke, vin og krydderier. Konstantinopel var det største knudepunkt i dette netværk og fungerede som et marked, hvor varer, mennesker og ideer mødtes.
For nogle af disse mænd ændrede livet retning undervejs. Før de blev soldater, var de handlende. De stod med skind og pels og byttede sig til varer fra syd. Senere blev nogle af dem en del af kejserens system.
En del endte som soldater i Varægergarden, kejserens livgarde. Det var en relativt lille, men effektiv eliteenhed, som i perioder talte omkring 500 til 1500 mand. Netop fordi de var udlændinge uden lokale forbindelser, blev de opfattet som mere loyale over for kejseren end byens egne magtgrupper.
Samtidig var deres tilstedeværelse under kontrol. Byzantinerne havde ingen interesse i store, uafhængige grupper af fremmede inden for bymurene. Man opholdt sig i byen i kraft af en funktion - som soldat, købmand eller sømand - og ikke som en fri, uafhængig gruppe.
Vest for byen, omkring det nuværende Küçükçekmece, lå der i byzantinsk tid en havn kendt som Rhegion. Arkæologiske udgravninger i området - ofte omtalt som Bathonea - har i de senere år frembragt fund, som flere forskere tolker som tegn på en nordisk tilstedeværelse. Det drejer sig ikke om enkeltstående fund, men om et mønster af genstande og spor, der ikke passer ind i den klassiske byzantinske kultur og i stedet peger mod forbindelser til nordboer og varægere. Det er stadig et forskningsfelt i udvikling, men meget tyder på, at der i perioder har eksisteret et egentligt miljø - måske en midlertidig bosættelse - hvor nordboer opholdt sig i udkanten af Konstantinopel.
I det lys bliver Halvdan lettere at placere. Han er ikke nødvendigvis en enkeltstående figur, men en del af et netværk af mennesker, der bevægede sig mellem handel, ophold i udkanten af byen og tjeneste i imperiet.
Og så melder spørgsmålet sig næsten af sig selv: hvad lavede Halvdan egentlig der?
Han står i Hagia Sophia, midt i et rum, der var tæt knyttet til kejseren, magten og den kristne verden, som prægede byen. Måske var han der som soldat, måske med adgang gennem Varægergarden. Måske var han blandt de få udvalgte nordboer, der denne dag havde fået lov til at komme ind i byen for at bytte skind og pels for krydderier, og som i den forbindelse bevægede sig ind i et rum, alle talte om. Eller måske var det noget langt mere enkelt - et øjeblik, en pause, en mand, der befandt sig et sted, han ellers aldrig ville have været.
Det er svært at sige, hvad der egentlig førte ham derind. Om det var pligt, handel, nysgerrighed eller tilfældighed. Om han stod og så op i kuplen, som så mange gør i dag, eller om han bare var på vej videre.
På det tidspunkt var Hagia Sophia et af verdens største og mest avancerede bygningsværker, med et indre rum og en kuppel, som ingen andre kunne måle sig med i århundreder. For en mand som Halvdan må rummet have virket næsten ubegribeligt stort.
Vi ved kun, at han på et tidspunkt stoppede op, fandt noget skarpt eller spidst og ridsede runerne i gelænderets marmor. Det er det eneste, vi ved med sikkerhed. Resten må stå åbent.
