Istanbul guvernør forbyder fodring af gadehunde

Istanbul Guvernøren har indført et forbud mod ukontrolleret fodring af gadehunde i områder som skoler, hospitaler og parker. Begrundelsen lyder på hygiejne, skadedyr og folkesundhed. Men når man ser på, hvad der faktisk foregår i byen, virker det mærkeligt, at forbuddet kun rammer hundene - og ikke kattene.

👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️            

Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube        

Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere

Lad mig sige det helt enkelt: jeg holder af både katte og hunde.

Det her handler ikke om at pege fingre ad nogen dyr. Tværtimod. Problemet, synes jeg, er menneskers adfærd, ikke dyrenes.

For hygiejneproblemet i Istanbul kommer ikke fra hverken hunde eller katte, men fra alt det mad, mennesker smider på gaden til dyrene. Fortove flyder med madrester fra middagsborde, plastikbakker med tørfoder og brød, der aldrig bliver spist. Kogt pasta, der hverken tiltrækker katte eller hunde, men til gengæld rotter. Det er her, kernen af problemet ligger. Ikke hos dyrene.

Alligevel er det hundene der bliver omfattet af et forbud. Kattene går fri, selvom det er dem der oftest bevæger sig ind i supermarkeder, bagerier og fiskeforretninger. Hundene ligger for det meste udenfor, er registrerede, steriliserede og vaccinerede. Kattene færdes tættere på mennesker og madvarer, men indgår ikke i de samme programmer.

Det samme mønster ses på hospitalerne: flere mennesker behandles hvert år for bid og krads fra katte end fra hunde. Det skyldes ikke ond vilje - katte reagerer hurtigt, og de kommer tæt på mennesker. Men tallene gør det svært at forklare, hvorfor kun hundene reguleres, hvis argumentet er sundhed.

Ser man på den politiske kontekst, bliver beslutningen ikke lettere at forstå. Guvernøren i Istanbul er ikke folkevalgt, men udpeget af centralregeringen, som gennem mange år er blevet mere national-konservativ og religiøst orienteret. I nogle af de miljøer har hunde en lavere symbolsk værdi end katte. Det er ikke noget der står i bekendtgørelsen, men det påvirker ofte, hvordan beslutninger træffes.

Historien spiller også en rolle. I 1910 blev titusindvis af hunde indsamlet og sendt til Hayırsız Ada, hvor de døde. En tragedie mange stadig taler om. Når den nye hundelov af kritikere bliver kaldt massakreloven, er det fordi man frygter at se samme mønster gentage sig, blot i moderne form.

Men i dag burde fokus ligge et helt andet sted.

Hvis man vil forbedre hygiejnen i byen, skal man starte med det madspild og det affald, mennesker efterlader overalt. Dyrene reagerer blot på det, vi lægger ud.

Derfor står det egentlige spørgsmål tilbage: Hvorfor rammer forbuddet hundene, når problemet kommer fra menneskers affald? Hvorfor går kattene fri, når deres kontakt med mennesker og fødevarer faktisk er større? Og hvorfor er der ingen regulering af det madsvineri, der hver dag skaber grobund for rotter og skadedyr i byen?

Der er nu tre provinser i Tyrkiet, hvor den regeringsudnævnte guvernør har udstedt forbud mod at fodre gadehunde: Afyonkarahisar, Ankara og Istanbul. Den tyrkiske dyrenes-beskyttelsesforening Haytap har taget fodringsforbuddet til domstolene.

For både hunde og katte er afhængige af os.

Det er ikke dem - men vores adfærd - der afgør, hvordan byen fungerer.