top of page

Istanbul: Byens gadehunde & katte

Opdateret: 6. apr.


Istanbuls parker og gadebillede er fyldt med både katte og hunde, som er elsket af lokalbefolkningen og kaldes for "fællesdyr" eller "byens dyr". Men i 2024 begyndte en udvikling, der for mange minder om en gentagelse af hundemassakren fra 1910.


Besøger du Istanbul, vil du ellers møde mange af disse fællesdyr i gaderne, i boligkomplekser eller i byens parker. Det anslås, at der findes knap 200.000 af dem i storbyen. I dag findes der ganske vist kommunale og private organisationer samt ildsjæle, der tager sig af dyrene, men historien viser, hvor galt det kan gå.


I dagens Istanbul ser man stadig hunde, der har lært at begå sig i trafikken og ved, at et par dybe, brune hundeøjne eller en spindende gnubben op ad benet ofte kaster lidt mad af sig. For søde - det er langt de fleste. Men denne sameksistens er nu truet af politiske beslutninger, der vækker mørke minder.


I 1910 fik guvernøren af Konstantinopel (navnet blev officielt ændret til Istanbul i 1930) nemlig en lignende idé: Han ville fjerne alle byens fælleshunde og sende dem ud til en af de små, ubeboede øer i Marmarahavet - lige ud for byen.


Dengang blev ca. 80.000 hunde indfanget og sendt til øen Sivriada (Den Spidse Ø). En stor del af hundene døde - dels på grund af den hårde behandling, dels af sygdom og sult - mens andre druknede i desperate forsøg på at flygte fra den ubeboelige klippeø.



I 1911 blev byen ramt af en gennemtrængende brand, og i 1912 ramte et kraftigt jordskælv - disse hændelser blev af de lokale omtalt som ‘Guds straf for behandlingen af hundene’. Hundemassakren kaldes i dag for ’1910 Hayırsızada Hunde Massakre’ (Hayırsızada – Den Uvejsomme Ø).


(Dokumentaren “Stray” fra 2020 er desværre stik modsat af Tyrkiets nye lov fra 2024).


Heldigvis er myndighedernes tone overfor dyrene i dag en helt anden. I fællesskab med flere dyreorganisationer indsamler man hundende og kattene, vaccinerer og kastrerer/steriliserer dem - og sætter dem ud, hvor man fandt dem.



Hundene får et ‘tag’ i øret, mens hunkattene får et lille hak i øret, der betyder, at dyret har været i behandling. Hvis man som privatperson finder en syg hund eller kat på gaden, kan man enten ringe efter den kommunale dyrlæge, der gratis kommer og behandler dyret - eller man kan tage dyret til en privat dyreklinik.


Her skal man dog betale for behandlingen, men de fleste dyrlæger har special-rabat for behandling af fællesdyrene.


Her ses en rullende dyreklinik. Klinikken informerer og vejleder samtidig med at den tilser byens dyr. Foto august 2024

Lyserød bus i solskin. Kvinde med barn og blå tasker taler med person i blå uniform ved busdør. "Çözüm Noktası" bygning bagved.

Såvel kommunale myndigheder som privatorganisationer, privatpersoner og mange forretninger og virksomheder stiller gerne mad og vand frem til hundene og kattene.


For et par år siden blev en mad- og vandautomat introduceret i Istanbul; her kaster man sin tomme vandflaske ind i maskinen, og vupti, ud kommer der tørfoder og vand til dyrene. Maskinerne står hist og her over hele byen - dog er de, grundet hærværk, ikke lige så ofte at se i 2024, som de har været.


Trist opdatering 2024:

Den tyrkiske regering (AKP, MHP) har ikke magtet opgaven at administrere den gældende lov om gadedyr (sterilisering og vaccination), og har i slutningen af juli 2024 vedtaget en ny lovgivning for byernes fælleshunde, der i korthed betyder, at myndighederne skal 'indsamle, opbevare og aflive'.


Oppositionen (CHP), der har magten i de større byer i Tyrkiet, kalder den nye lovgivning for ‘brutal’ og ‘unødvendig’ og har meddelt at de, i deres kommuner, ikke vil ikke håndhæve den nye lov, da de mener, at de allerede har styr på gadens dyr med den gældende lov i hånden. Ligeledes har partiet midio august bedt domstolene om at annullere loven.


Kort før vedtagelsen af den nye lovgivning i juli 2024, blev ‘gadekatte’ fjernet fra lovteksten, der altså nu kun gælder for hunde.


De første uger af august 2024 har budt på nogle brutale billeder og historier i medierne fra en række regeringsstyrede kommuner, hvor myndighederne har aflivet hunde med gift, kølker og skud og kastet dem i grave. Dette indbærer både hvalpe, gravide og voksne fredelige hunde.


Gebze massakren oktober 2024

Gebze kommune, nabokommune til Istanbul, er styret af det tyrkiske regeringsparti AKP - der slm beskrevet ovenfor indførte en brutal lov mod gadehunde.


Det kom forleden de lokale i området nær internatet for øre, at man aflivede dyr der ankom til internatet. I fællesskab med dyre organisationer optog man dronevideoer af stedet der bekræftede rygtet hvorefter man tvang sig adgang til internatet.


Her fandt man ligene af 30 hunde (voksne og hvalpe) og 13 katten (voksne og killinger).

Internatets ledelse og Gebze Kommune har forklaret at "de handler indenfor den nye lov".

Dyreorganisationen Haytap har politianmeldt Gebze kommune og internatet samt ansvarlige. Anmeldelsen kan angiveligt ikke omfatte AKP borgmesteren, da denne har immunitet der kun fjernes af præsidenten. Borgmesteren har lørdag formiddag udtalt: ‘jeg har set billeder og videoer af situationen, og det rør mig’.


Billederne fra Gebze er meget voldsomme, jeg sætter dem derfor ikke direkte i indlægget, men du kan hente denne PDF med nogle af billederne. OBS - det er ikke for børn!


Dronevideo fra internatet.

Du skal selv klikke start. Jeg vil dog advare dig... er du sensitiv kan have en voldsom effekt.




Guvernørens ultimatum: Deadline 31. maj 2026


Den 2. april 2026 skærpede Istanbuls guvernør, Davut Gül, tonen markant over for byens 39 distriktskommuner. I et nyt dekret er der sat en kontant deadline: Alle gadedyr skal være indsamlet og fjernet fra gaderne senest den 31. maj 2026.

Udmeldingen indeholder flere drastiske tiltag:

• Forbud mod fodring: Det er nu officielt forbudt for privatpersoner at fodre gadedyr i det offentlige rum. Guvernøren argumenterer for, at ukontrolleret fodring skaber utryghed og sanitære problemer.

• Straf til kommunerne: De lokalafdelinger og kommuner, der ikke "makker ret" og overholder tidsplanen for indsamling, vil blive mødt med administrative sanktioner og bøder.

• Obligatorisk internat: Dyrene skal flyttes til kommunale internater, men da kapaciteten mange steder allerede er sprængt, vækker ordren stor bekymring blandt dyreværnsaktivister for dyrenes fremtidige skæbne.


Gode links:

  1. haytap.org – en privat dyreorganisation i stil med Dyrefonden i Danmark

  2. Støt Haytap med en pengegave

  3. Tails Of Turkey – adopter en gadehund eller kat

  4. Gadehunde i Tyrkiet dansk facebook gruppe der hjælper dyrene i Tyrkiet. Gruppen administreres af Charlotte Pedersen.

    Tag et kig!


Redigeret: Indlægget er oprindeligt fra 2022. Redigeret i 2024 tilføjet den nye lov. 2025 sproglig opdatering. april 2026: finpudsdning og tilføjelse af guvernørens dekret.


For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.

Få min cirka månedlige nyhedsmail

Sådan... nu vil du modtage en nyhedsmail cirka 1 gang om måneden

  • Facebook
  • Instagram
  • Threads
  • X

​Nyttig adresse:

- Det Danske General Konsulat, Istanbul:

Tel +90 (212)359 1900 

- tyrkiet.um.dk

OBS: Læs også
I nødstilfælde: For en sikkerheds skyld

 

mitistanbul.dk anvender Stripe

som sikker betalingsløsning.

© ℗ 2020-2026 by Martin Strecker Adelskov

 

mitistanbul.dk

Dansk blik på Istanbul - skrevet indefra

bottom of page