İBB İtfaiye Müzesi: Jeg tog på brandmuseum i Istanbul
- Martin

- for 8 timer siden
- 2 min læsning

Jeg havde egentlig ikke de store forventninger, da jeg gik ind på İBB İtfaiye Müzesi. Jeg interesserer mig ikke specielt for brandslukning, men museet overraskede mig faktisk lidt.
Støt bloggen: byd mig på en kop virtuel kaffe køb digitale guides i shoppen.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere
Stedet fortæller historien om Istanbuls brandvæsen gennem forskellige perioder med hjelme, uniformer, brandslanger, redskaber og andet udstyr. Flere steder er der også lavet opstillinger, hvor små scener fra brandslukningens historie er genskabt.
Det hele er godt sat op, og der er en varm seriøsitet over stedet. Det her brandmuseum i Istanbul, ligger i den historiske Kılıç Ali Paşa Su Sarnıcı, et vandreservoir fra 1700-tallet. De historiske rammer passer egentlig ganske godt til samlingen, og der er et tydeligt fagligt præg over museet uden, at det bliver svært at gå til.
Samtidig fortæller brandslukningens historie noget om Istanbul, der gennem tiden har været ramt af mange store brande, og historien om brandvæsenet hænger derfor naturligt sammen med både byens bygninger og udvikling. På den måde bliver museet også en anderledes fortælling om byen.
Desværre er al information på museet på tyrkisk. Det begrænser naturligvis noget af historien, men udstillingerne fungerer også uden skiltene. De forskellige opstillinger og genstande er lavet på en måde, så der stadig er noget at se på og forstå, selv om man ikke får alle detaljerne med - og hvis du er fagmand, så behøver du nok ikke de helt store forklaringer alligevel.
Og så er der selvfølgelig det praktiske. Der er gratis adgang, og museet ligger kun 50 meter fra kattemuseet. Det var egentlig rigeligt til, at jeg tænkte, at det kunne være sjovt lige at kigge indenfor. Jeg havde ikke planlagt et besøg på et brandmuseum, men når det nu både er gratis og ligger så tæt på det museum, jeg faktisk var kommet efter, hvorfor så ikke?
Det viste sig at være en ganske god beslutning. Jeg brugte omkring en halv time på museet, og selv om jeg nok ikke kommer tilbage for at studere brandslukningsudstyr, synes jeg faktisk, at jeg fik en interessant bid af Istanbuls historie med mig.
Så hvis du alligevel er på vej til kattemuseet, ville jeg helt klart gå de 50 meter op ad bakken og tage İBB İtfaiye Müzesi med - uanset om du er fagperson eller ej!
Praktisk om BB İtfaiye Müzesi - brandmuseum i Istanbul
Adresse: Cihannüma, Horoz Sk. No:1, 34353 Beşiktaş / İstanbul
Åbningstider: Mandag – Fredag kl. 09.00 – 17.00
Lukkedage: Lørdag og søndag (samt henholdsvis offentlige/religiøse helligdage)
Entré: Gratis adgang



















