top of page

Er Istanbul et godt LGBTQ+-rejsemål? Derfor finder du ikke en guide til gay-barer

  • Forfatters billede: Martin
    Martin
  • for 6 timer siden
  • 3 min læsning

Riotpoliti står foran en-bari Istanbul, mens gæster sidder og kysser ved et bord i en travl, spændt gade.
Istanbul Pride 2019. Mig og kæresten giver hinanden et kys. (foto er beskyttet af ophavsrettigheder)

Et afvist LGBTQ+-krydstogt og en efterfølgende tvangslukning af en gay-klub i Istanbul fik mig til at tænke over et spørgsmål, jeg ofte får. Er Istanbul et godt regnbue-rejsemål - og hvorfor finder du egentlig ingen guide til byens gay-barer på mitistanbul.dk?

Et amerikansk krydstogt med mere end 1.000 LGBTQ+-rejsende skulle i begyndelsen af juli lægge til i både Istanbul og Kuşadası. Det kommer imidlertid ikke til at ske. Ifølge arrangørerne har de tyrkiske myndigheder nægtet skibet adgang med henvisning til “moralske standarder” og “familieværdier”.


Samtidig inviterede en gay-klub i Istanbul krydstogtets passagerer til et arrangement i klubbens egne lokaler. Invitationen blev hurtigt omtalt i regeringsvenlige medier, hvorefter myndighederne iværksatte en undersøgelse af klubben. Kort tid senere blev den tvangslukket.


Blandt de planlagte kunstnere på krydstogtet var også film- og Broadway-stjernen Patti LuPone. Efter afvisningen har hun rettet skarp kritik mod Tyrkiet og beskyldt landet for at nægte hende indrejse, fordi hun var en del af krydstogtet. Om sagen får betydning for Tyrkiets turisme, ved ingen. Men den har allerede givet landet en type international omtale, som næppe var en del af markedsføringsstrategien.


Jeg kender naturligvis ikke alle detaljerne bag sagen, og derfor ved jeg heller ikke, om lukningen alene skyldtes invitationen. Men hændelsesforløbet fik mig til at tænke over et spørgsmål, som jeg af og til får fra læsere.


Hvorfor findes der egentlig ikke en guide til Istanbuls gay-barer på mitistanbul.dk?

Som regnbueperson bliver jeg af og til spurgt om netop det.


Svaret er egentlig ret enkelt.

Jeg ønsker ikke, at min blog skal være med til at rette ekstra opmærksomhed mod konkrete barer, klubber eller andre mødesteder. Denne sag viser, hvor hurtigt et LGBTQ+-sted kan havne i myndighedernes søgelys, når det pludselig får international opmærksomhed.


Jeg ved godt, at en artikel på mitistanbul.dk ikke alene afgør noget. Men når jeg ser, hvor hurtigt opmærksomheden kan samle sig om et enkelt sted, føler jeg mig bekræftet i, at jeg har valgt den rigtige linje.


Er Istanbul så et godt regnbue-rejsemål?

Ja, det mener jeg.


Istanbul er en stor, mangfoldig og fascinerende by, og langt de fleste regnbuerejsende får en både tryg og positiv oplevelse. Min oplevelse er, at de fleste tyrkere er langt mere optagede af, om du møder dem med respekt, end af hvem du forelsker dig i.


Men Istanbul er heller ikke Studiestræde i København.


Når du rejser hertil, besøger du et land med en anden kultur, en anden politisk virkelighed og andre sociale normer. Det betyder ikke, at du skal skjule, hvem du er. Men det betyder, at situationsfornemmelse er en god rejsemakker - præcis som den ville være mange andre steder i verden.


Jeg kommer fortsat til at skrive om forhold, der har betydning for LGBTQ+-rejsende, når de er relevante. Men du kommer fortsat ikke til at finde guides til byens gay-barer og klubber her på bloggen.


Har du spørgsmål til en regnbueferie i Istanbul, er du altid velkommen til at skrive til mig. Jeg svarer gerne ud fra mine egne erfaringer med at bo her og hjælper gerne med det, jeg kan.

Mit Istanbul - samlet digital bogpakke (2026)
DKK 95.00DKK 70.00
Køb nu

For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.

Få min cirka månedlige nyhedsmail

Sådan... nu vil du modtage en nyhedsmail cirka 1 gang om måneden

  • Facebook
  • Instagram
  • Threads
  • X

​Nyttig adresse:

- Det Danske General Konsulat, Istanbul:

Tel +90 (212)359 1900 

- tyrkiet.um.dk

OBS: Læs også
I nødstilfælde: For en sikkerheds skyld

 

mitistanbul.dk anvender Stripe

som sikker betalingsløsning.

© ℗ 2020-2026 by Martin Strecker Adelskov

 

mitistanbul.dk

Dansk blik på Istanbul - skrevet indefra

bottom of page