Tyrkiet: mindsteløn 2026 - fra de riges bord

Forhandlingerne om Tyrkiets mindsteløn for 2026 er nu officielt skudt i gang. Som så mange gange før foregår de langt fra den virkelighed, millioner af mennesker lever i til daglig. Kravene fra fagbevægelse og opposition står i skarp kontrast til arbejdsgivernes og regeringens mere afdæmpede forventninger.

👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Så støt bloggen med en lille donation ❤️            

Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube        

Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere

I 2025 ligger netto-mindstelønnen på 22.104 TL om måneden, men beløbet er for længst blevet udhulet af inflation og hastigt stigende leveomkostninger. Alligevel er det dette niveau, forhandlingerne tager udgangspunkt i.

Oppositionsleder Özgür Özel fra CHP har peget på, at mindstelønnen bør ligge omkring 39.000 TL, hvis en lønmodtager ikke blot skal overleve, men også have mulighed for at betale faste udgifter og lægge bare en smule til side. Det er ikke et luksuskrav, men et minimum for et værdigt liv.

Tallene understreger alvoren. Ifølge fagforeningernes opgørelser ligger sultegrænsen i december 2025 på omkring 29.000 TL om måneden. Det er det beløb, en familie mindst skal bruge alene på mad. Mindstelønnen ligger dermed markant under selv dette absolutte bundniveau.

Samtidig stiger leveomkostningerne voldsomt. Ikke kun som følge af inflation, men også på grund af nye og forhøjede afgifter til staten, højere priser på energi, transport og basale serviceydelser. For mange husholdninger er der ikke længere noget at skære væk.

Boligudgifterne udgør et særligt pres i Istanbul. Målt i euro ses den reelle belastning: Huslejen for en mindre til mellemstor lejebolig i almindelige boligkvarterer uden for de mest eksklusive områder er steget fra omkring 180-200 euro om måneden i 2018 til 450-550 euro i 2025. Det svarer til en fordobling, i nogle tilfælde mere, målt i hård valuta. En udvikling, som lønningerne på ingen måde har kunnet følge.

Problemet rammer bredt. Omkring 46 procent af alle lønmodtagere i Tyrkiet tjener i dag mindsteløn eller meget tæt på mindsteløn. Mindstelønsforhandlingerne handler derfor ikke om en marginal gruppe, men om næsten halvdelen af den arbejdende befolkning og deres familier.

Alligevel foregår forhandlingerne i et system, hvor fagforeningernes reelle magt er begrænset. Tyrkiske fagforeninger kan ikke sammenlignes med dem, vi kender fra Danmark. De er politisk fragmenterede og strukturelt svækkede.

Fagbevægelsen er samlet i fire hovedorganisationer. Türk-Is fører en mere moderat linje. Hak-Is er tæt knyttet til regeringspartiet AKP. DISK står i opposition og repræsenterer den mere konfrontatoriske fløj, mens Kamu-Sen primært organiserer offentligt ansatte med nationalistisk profil.

Medlemskab af en fagforening skal registreres og godkendes via både indenrigs- og arbejdsministeriet, hvilket betyder, at man registreres hos staten som fagforeningsmedlem. Samtidig er det lovligt at undlade at ansætte eller at afskedige medarbejdere på grund af fagforeningsmedlemskab. Resultatet er frygt, selvcensur og lav organisering, hvilket yderligere svækker fagbevægelsens gennemslagskraft.

På arbejdsgiversiden advares der mod for høje lønstigninger. Argumentet er, at virksomhederne ikke kan bære regningen. Men regningen forsvinder ikke. Den sendes videre. Hvis de erhvervsdrivende ikke vil miste penge, ender den hos forbrugerne i form af højere priser.

Over det hele ligger en voksende ulighed. Mens millioner diskuterer, om de har råd til mad og husleje, træffes beslutningerne af en politisk og økonomisk elite, der lever i absolut overklasse. Med privilegier, statslige goder og indtægter, som sjældent forklares åbent.

Mindstelønsforhandlingerne er derfor ikke blot et spørgsmål om procenter. De er et spejl af et samfund, hvor adgangen til et værdigt liv i stigende grad afgøres fra de riges bord.

Den endelige beslutning om mindstelønnen for 2026 ventes sidst i december.