Når uddannelse ruinerer den tyrkiske økonomi

Martin
for 6 timer siden
6 min læsning

Silhuetter af kandidater foran et kort med faldende graf, tyrkisk lira-symbol og mønter. Stemningen er dyster og økonomisk fokuseret.

Der er et bestemt spørgsmål, der bliver ved med at dukke op, når jeg taler med studerende, venner, naboer eller taxachauffører her i Istanbul: Hvordan kan et land med så mange unge, så mange universiteter og så mange millioner studerende alligevel blive ved med at sidde fast i de samme økonomiske problemer?

👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️

Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube

Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere

Det er nemt nok at pege på inflation, dollarkurs, energipriser og geopolitik. Men når man skræller alt det væk, står én ting tilbage: Tyrkiets uddannelsessystem er blevet så svækket, at det i sig selv er en af landets største økonomiske hæmsko. Et system der producerer diplomer og grader i et tempo der langt overstiger den reelle faglighed.

Tyrkiet har i dag omkring 208 universiteter - mere end dobbelt så mange som for eksempel Tyskland. Ja, Tyrkiet har en langt yngre befolkning og derfor flere unge i uddannelsessystemet, men selv med det in mente er antallet ude af proportioner.

De mellem 7,5 til 8 millioner studerende i landet, ser imponerende ud på papiret, men tallene siger en hel del mere om kvantitet end kvalitet. Mange af de mest populære uddannelser er dem der er billige at udbyde: business administration, kommunikation, psykologi, internationale relationer.

Fag der kan fylde auditorier, men som ikke kræver laboratorier, forskningsmiljøer eller avancerede faciliteter. Det er uddannelser der kan masseproduceres - og det er netop dét man gør. Resultatet er et arbejdsmarked hvor mange unge går arbejdsløse, mens virksomheder samtidig mangler kvalificeret arbejdskraft.

Her i Istanbul er jeg, ligesom jeg var i Danmark, medlem af en fagforening og en relativt fast te-og-sludre-gæst på fagforeningens hovedkontor, der ligger et par stenkast fra mit hjem. Og noget af det jeg hører igen og igen fra undervisere - især på de private universiteter - er, hvor voldsomt niveauet er faldet gennem de seneste cirka 10 år. Mange bachelorprojekter ligner i omfang, metode og argumentation noget der kunne have været afleveret som et SRP-projekt på et dansk gymnasium, og ofte endda under det niveau.

En ting er, at de studerende afleverer rapporter på 3-5 sider - ofte uden reel metode, uden akademiske kilder og uden et klart argument. Noget helt andet er, at universiteterne accepterer og godkender det. Det er ikke de unge der fejler. De er nysgerrige, engagerede og fulde af potentiale. Men de er vokset op i et skolevæsen hvor multiple-choice-tests fylder hver eneste uge, og hvor man i årevis har lært, at det vigtigste er at ramme det rigtige kryds - ikke at forstå stoffet.

Ser man på de studerendes veje gennem systemet, bliver det tydeligt at Tyrkiets uddannelseskrise ikke er én samlet udfordring, men to parallelle virkeligheder. På den ene side står den enorme gruppe af unge der bevæger sig gennem universiteterne uden at få de værktøjer der burde udgøre fundamentet for en bachelor. De får et eksamensbevis, men ikke et fagligt ståsted.

Og så er der den anden gruppe - langt mindre, men markant stærkere. De unge fra de gode gymnasier og de højest rankede universiteter, dem der læser engelske bøger i fritiden, tager på Erasmus, følger internationale strømninger og allerede fra første semester ved at der findes en verden udenfor hvor deres kompetencer vil blive værdsat. De rejser ikke nødvendigvis fordi de vil væk, men fordi de kan se at de vil blive taget imod med åbne arme andetsteds.

Derfor kan lavt uddannelsesniveau og massiv udvandring af højtuddannede sagtens eksistere side om side. De handler om to helt forskellige grupper af unge, formet af et system der trækker i to vidt forskellige retninger.

Tallene gør det svært at ignorere hvor stort problemet er. Ifølge OECD, Eurostat og TÜIK oplever Tyrkiet en af Europas mest markante udvandringer af højtuddannede. Mellem 2015 og 2023 vurderes det at mere end 250.000 unge med videregående uddannelser har forladt landet. En undersøgelse fra Konrad Adenauer Stiftung i 2023 viste at 72 procent af unge tyrkere drømmer om at rejse hvis muligheden opstår. Det er unge med sprog, ambitioner og faglighed - netop dem landet burde bygge sin fremtid på. Når de rejser, forsvinder ikke kun hænder og hoveder, men også idéer, forskningskraft, innovation og iværksætteri - alt det der kunne have skubbet Tyrkiet i en ny retning.

Samtidig er en anden form for faglighed blevet svækket indefra. I årtier var de statslige universiteter landets akademiske rygrad. Boğaziçi, ODTÜ, Hacettepe, Ankara Universitet og flere andre bar forskningsmiljøer af international kvalitet, faglig autonomi og en akademisk kultur der fungerede som intellektuel modvægt i samfundet.

Efter 2016 ændrede alt dette sig. Over 6.000 akademikere blev fjernet gennem nødretsdekreter. På flere institutter forsvandt mellem 30 og 60 procent af medarbejderne på én gang. Internationale samarbejder kollapsede, forskningsprojekter gik i stå, ph.d.-studerende mistede deres vejledere, og ledelserne blev politiserede. Man kan ikke fjerne hjernen fra en institution og forvente at kroppen fungerer.

Når de statslige universiteter svækkes, står de private institutioner tilbage med langt større synlighed. Istanbul og Ankara er efterhånden pakket med skinnende campusser, imponerende facader og reklamer der lover globale karrierer. Men som underviser ser man hurtigt at facaderne ofte er stærkere end fundamentet. Jeg oplever det selv dagligt: et universitet med en adresse der kunne pryde enhver brochure, og en udsigt der ligner noget fra en serieproduktion, men hvor bachelorprojekter skrives uden metode, hvor studerende aldrig har lært at researche, og hvor eksamener primært tester udenadslære. Mange undervisere underviser på to eller tre universiteter for at få økonomien til at hænge sammen, og det siger alt om hvor skrøbeligt det akademiske miljø ofte er.

Alt dette skaber en virkelighed hvor Tyrkiet både har høj ungdomsarbejdsløshed og stor mangel på kvalificeret arbejdskraft samtidig. Den officielle ungdomsarbejdsløshed ligger mellem 18 og 25 procent, mens forskere vurderer at den reelle rate i storbyerne nærmer sig 30. Samtidig forudser landets største erhvervsorganisation, TÜSİAD, at Tyrkiet inden for få år vil mangle op mod to millioner medarbejdere inden for teknologi, sundhed, ingeniørfag og avanceret produktion.

Mange virksomheder bruger mellem et halvt og et helt år på at oplære nyuddannede i helt basale færdigheder som deres uddannelse burde have givet dem. Det er ikke individuelle svagheder. Det er et strukturelt sammenbrud.

Midt i dette lancerer regeringen nu et forslag der på papiret lyder moderne og effektivt: bacheloruddannelserne skal skæres fra fire år til tre for at harmonisere med Europa. Men i Europa hviler tre-årige bacheloruddannelser på solide forskningsmiljøer, dyb metodeundervisning og et skolevæsen der forbereder de unge langt bedre end det tyrkiske. I Tyrkiet bruges de første 1-2 studieår ofte på at indhente det faglige efterslæb fra gymnasiet. At fjerne det år hvor de endelig begynder at få fodfæste, er ikke en harmonisering - det er en udhuling.

Det siger noget at ingen af landets højest rankede universiteter har efterspurgt kortere uddannelser. Tværtimod advarer Koç, Sabancı, Bilkent, ODTÜ og Boğaziçi om at fire år allerede er for lidt i et system med så massivt et efterslæb. En forkortelse vil ikke styrke kvaliteten - den vil øge afstanden mellem Tyrkiet og de lande man forsøger at spejle sig i.

Universiteter er steder hvor man lærer at stille spørgsmål og udfordre det givne. Historisk set har de ofte været mål for regeringer der ønsker større kontrol. Når man forkorter uddannelserne, gør dem mere overfladiske og presser dem ind i strammere administrative rammer, fjerner man ikke kun faglighed, men også tid - og tid er præcis dét kritisk tænkning lever af. Flere forskere siger det direkte: denne reform styrker ikke uddannelse - den styrker styring.

Når jeg underviser, møder jeg dagligt unge mennesker fulde af talent, humor, nysgerrighed og potentiale. Men de møder et system der ikke giver dem den tid eller de værktøjer de fortjener. Et system der løber hurtigere og hurtigere, men uden retning. Tyrkiet har en af verdens yngste befolkninger, en central placering og en industri der burde kunne fungere som motor for hele regionen. Men intet af det kan løfte sig hvis uddannelsessystemet - selve landets rygrad - bliver stadig mere porøst.

Kilder