Fortællingen om de gigantiske tyrkiske flag

Hvis du har sat fod i Tyrkiet, har du næppe undgået at lægge mærke til det: flaget. Det hænger fra altaner, vajer på både små fiskerbåde og gigantiske skibe, blafrer over stadioner, caféer og motorveje. Man får næsten fornemmelsen af, at der er flere flag end lygtepæle i landet.

Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube og Bluesky. Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld, Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?, Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul -

Og det er ikke tilfældigt. For tyrkerne er deres røde flag med måne og stjerne ikke bare pynt – det er hjertet, sjælen og blodet fra landets historie.

Mange tror, at tyrkernes flag er et moderne symbol. Men nej, det er faktisk en arv fra Osmannerriget. Allerede i 1800-tallet førte osmannerne et rødt flag med halvmåne og stjerne. Dengang var det først og fremmest et kejserligt banner, der viste sultanens magt og kalifatets autoritet. Sjovt nok kunne stjernen både have fem eller otte takker – standardisering var ikke deres stærke side.

Da Atatürk og republikken kom til i 1923, beholdt man flaget, men gav det et nyt hjerte. I 1936 blev proportionerne fastsat ned til mindste millimeter: præcis radius på halvmånen, præcis placering af stjernen, præcis alt. Fra at have været sultanens banner blev det nu folkets flag – med blodrød baggrund for de faldne i uafhængighedskrigen og en funklende stjerne som symbol på fremtiden.

Når flaget bliver næsten helligt

Her er vi ved det fascinerende (og lidt pudsige) punkt: flaget behandles i Tyrkiet som noget nær helligt. Det må ikke røre jorden, det må ikke bruges som dug, og man kan faktisk blive straffet, hvis man fornærmer det.

Som besøgende opdager man hurtigt, at flaget altid dukker op i de store øjeblikke: på nationaldage, til sportssejre, men også efter tragedier som jordskælv eller terrorangreb. Pludselig hænger det fra hver eneste altan – som et tavst fælles sprog for sorg, stolthed og sammenhold.

Og det tyrkiske flag er vævet ind af en lang liste af regler. Her er et par af de, måske for os danskere, mest i øjnefaldende:

• Ingen reklamer, tak! Det tyrkiske flag må ikke bruges i reklamer eller på produkter. Glem alt om øl med flag på etiketten eller servietter med Dannebrog.

• Halv stang kræver tilladelse. I Danmark markerer vi dødsfald og tragedier med halvt flag. I Tyrkiet må du ikke bare gøre det selv – det er noget staten beslutter - for sæelige dage eller begivenheder.

• Millimeter-præcision. Selv halvmånen og stjernens placering er nøje beskrevet i loven. Trykker du en “forkert” version, er det ikke bare kikset – det kan vække vrede.

Og så er der de store flag. De rigtig store af slagsen:

• Çamlıca, Istanbul – her rejser en 111 meter høj mast sig med et flag på omkring 1.000 m². Man kan se det langt ude fra Bosporus.

• Edirnekapı Martyrenes gravplads, Istanbul – her står en 115 meter høj mast, og flaget måler hele 1.453 m². Tallet er ikke tilfældigt: 1453 er året, hvor Konstantinopel blev erobret af osmannerne. Synligt fra en stor del af Istanbul.

• Kayseri, ved Erciyes-bjerget – her har man udfoldet et flag på over 3.000 m², som vejer mere end 400 kilo. Det er ikke til daglig brug, men en symbolsk markering af national enhed.

Vender vi blikket mod Danmark, hvor Dannebrog er verdens ældste flag i kontinuerlig brug, møder vi en helt anden tilgang. For os danskere handler flaget mest om hygge og fejring: vi hænger det på juletræet, stikker det i lagkagen og lader det markere alt fra fødselsdag til konfirmation.

Det ville egentligt aldrig falde en dansker ind at kalde Dannebrog for 'helligt'. Snarere tværtimod – for os er flaget et folkeligt “hurra!”-symbol.

Og lige dér har vi forskellen:

• I Tyrkiet er flaget nationens sjæl, født ud af krig, tab og en ung republiks stolthed.

• I Danmark er flaget festens ledsager – en glad påmindelse om fællesskab og tradition.

Så hvis du står på en færge over Bosporusstrædet og ser de enorme røde flag blafre i vinden, så send et kærligt smil afsted. For her i Tyrkiet er det ikke bare pynt – her er det selve hjertet af nationen, der blafrer