Istanbuls søjler - monumenter fra en tid der svandt
- Martin
- for 7 timer siden
- 6 min læsning
Fra Goternes søjle i Gülhane til Arcadius’ tabte monument i Fatih - en vandring gennem Konstantinopels syv høje og de søjler, der stadig står midt i nutidens Istanbul. Nederst i indlægget finder du en kort video og et kort over de søjler, jeg skriver om her.
👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube
Der står søjler rundt omkring i Istanbul - og endnu flere ligger skjult under og langs gaderne - søjler, der har overlevet imperiers komme og gåen, jordskælv og flere årtusinder.
De fortæller om magt, tro og selviscenesættelse - og om en tid, hvor en søjle ikke blot var arkitektur, men et symbol på en hel verdensorden.
Her får du en tur gennem byen - fra de ældste romerske sejrsmonumenter til de sidste kejserlige ruiner i Fatih - og et kig på, hvordan fortidens søjler stadig dukker op midt i det moderne Istanbul.
Goternes søjle - naturens og sejrens søjle
Gülhane Park, på den første af Konstantinopels syv høje
Goternes søjle blev opført i slutningen af 200-tallet eller begyndelsen af 300-tallet e.Kr. til minde om en romersk sejr over goterne.
Den præcise dedikation er uklar, men flere kilder nævner kejser Claudius II (268–270 e.Kr.) som den sandsynlige æresmodtager.
Søjlen er hugget i én enkelt blok granit og bar oprindeligt en statue på toppen - formentlig en sejrsgudinde (Nike) eller en ørn, som symboliserede Romerrigets styrke.
Den står på den første af Konstantinopels syv høje - det ældste sted i byen, hvor kong Byzas omkring 700 f.Kr. grundlagde kolonien Byzantion, som senere blev til Konstantinopel.
Senere kom området til at høre under Topkapı-paladsets ydre haver, og i dag ligger søjlen i Gülhane Park, omgivet af træer og fugleliv - et stille ekko af den romerske storhedstid.
Milionen - den kendte verdens centrum
Ved Hagia Sophia, på den anden af Konstantinopels syv høje
Milionen var Konstantinopels “kilometer 0”, opført i første halvdel af 300-tallet e.Kr. af kejser Konstantin den Store (306–337 e.Kr.), kort efter at han gjorde byen til Romerrigets nye hovedstad.
Herfra blev alle afstande i Romerriget målt - mod øst, mod syd, mod Jerusalem.
Man brugte Milionen som udgangspunkt for hele rigets vejnet. Administrative rejsebeskrivelser og militære ruter blev angivet i forhold til den, så man talte om steder “to mil syd for Milionen” eller “syv dagsrejser øst for Konstantinopel”.
Det var herfra, verden blev målt - og herfra, kejserens magt symbolsk udgik.
Selve monumentet var en tetrapylon: et firbuet bygningsværk prydet med statuer af kejseren og hans mor, Helena (ca. 250–330 e.Kr.).
Milionen markerede ikke bare begyndelsen på vejene - men på selve imperiets tidsalder.
I dag står blot et fragment tilbage på hjørnet af Yerebatan Caddesi og Divanyolu, næsten over for Hagia Sophia og direkte oven over Basilica Cisternen.
Det er nemt at overse - men netop her opstod forestillingen om Konstantinopel som verdens midtpunkt.
Theodosius’ obelisk - den ældste
Hippodromen, på den anden af Konstantinopels syv høje
For mere end 3.000 år siden stod denne obelisk i sollyset ved Amun-templet i Luxor - rejst af farao Thutmosis III (ca. 1479–1425 f.Kr.) som et tegn på gudernes gunst.
Mere end halvandet årtusind senere fik kejser Theodosius den Store (379–395 e.Kr.) den bragt til Konstantinopel og rejst midt på Hippodromen - rigets store ceremoniplads, hvor den altså stadig står.
Basen, som Theodosius lod udhugge i Konstantinopel, viser kejseren på sin trone omgivet af embedsmænd og tilskuere - og bærer indskrifter på græsk og latin, der roser kejserens kraft og hævder, at obelisken blev rejst på blot tredive dage.
De egyptiske hieroglyffer på selve stenen er langt ældre og hylder Thutmosis III som den, der “rejser sig som solen over verden” og “er elsket af Amun, gudernes konge”.
I dag står obelisken stadig på sin marmorsokkel og rejser sig højt over Sultanahmet-pladsen, den gamle Hippodrom - den ældste stemme i Istanbul.
Slangsøjlen - troens og sejrenes symbol
Hippodromen, på den anden af Konstantinopels syv høje
Slangsøjlen blev oprindeligt rejst i Delphi (Grækenland) til minde om grækernes sejr over perserne i 479 f.Kr., kort efter slaget ved Plataiai.
Da kejser Konstantin den Store (306–337 e.Kr.) flyttede den til sin nye hovedstad, var det for at binde det nye Rom sammen med det gamle Hellas - og vise, at han stod i traditionens centrum.
Tre snoede slanger rejste sig engang mod himlen - symboler på sejr, helbredelse og guddommelig visdom.
I dag er hovederne væk, men søjlen står der endnu - her, midt på Sultanahmet-pladsen, som et af de ældste spor fra den antikke verden i Istanbul.
Den murstensbeklædte obelisk - søjlen, der blev klædt af
Hippodromens sydende, på den anden af Konstantinopels syv høje
Lidt længere mod syd på Hippodromen står en søjle, der i dag virker enkel og rå - men engang glimtede af bronze og guld.
Den blev restaureret i 900-tallet e.Kr. af kejser Konstantin VII Porfyrogennetos (913–959 e.Kr.) og var dengang beklædt med forgyldte bronzeplader og indskrifter til ære for kejseren.
Da korsfarerne plyndrede Konstantinopel i 1204, rev de metallet af og efterlod søjlen nøgen, som vi ser den i dag.
I osmannisk tid skulle unge jandarmer have konkurreret om at klatre til tops ad den glatte sten, som en prøve på styrke og mod.
Søjlen står i dag tilbage som en påmindelse om, hvordan byens storhed ofte blev klædt af - lag for lag - men aldrig helt forsvandt.
Konstantinsøjlen (Çemberlitaş) - kejserens erklæring
Çemberlitaş, på den anden af Konstantinopels syv høje
Da kejser Konstantin den Store (306–337 e.Kr.) indviede sin nye hovedstad i 330 e.Kr., rejste han denne søjle som byens grundlæggelsesmonument - den nye hovedstads fødselsbevis, om man så kan sige.
Den er lavet af syv store cylindre af rød porfyr fra Egypten - et stenmateriale, der dengang kun blev brugt til kejserlige formål.
Øverst stod en statue af Apollon, som Konstantin lod omfortolke og forvandle til et billede af sig selv - stadig med solkrone og blikket rettet mod øst.
Den omkring 35 meter høje søjle kunne ses fra næsten hele byen - og det var ikke tilfældigt, for den står på, hvad der engang var den anden af Konstantinopels syv høje, dengang byens centrum, hvor hovedgaden Mese begyndte sin vej mod øst.
Senere blev den ramt af både lyn og brand, og i osmannisk tid forstærkede man den med jernbånd, som gav den navnet Çemberlitaş, “den med ringene”.
I dag står den stadig midt på Divanyolu - lidt skæv og mærket af tiden, men stadig urokkelig.
Marcian-søjlen (Kıztaşı) - en stille kejser i stormens tid
Fatih, på den tredje af Konstantinopels syv høje
På en lille plads i Fatih, omgivet af boligblokke og travle gader, står en søjle, som de færreste lægger mærke til - Marcian-søjlen, rejst mellem 450 og 452 e.Kr. til ære for kejser Marcian (450–457 e.Kr.).
Han var en af de få herskere i det 5. århundrede, der formåede at skabe stabilitet og ro i et rige præget af kriser og indre splittelse.
Søjlen står på den tredje af Konstantinopels syv høje, i det område, der i dag hedder Kıztaşı Mahallesi - “Pigens sten”. Navnet menes at komme fra de kvindefigurer, der er afbildet på basen, formentlig sejrsgudinden Nike eller kvindelige symboler på rigets provinser.
Søjlen er hugget i rød granit fra Aswan og kronet af en korintisk kapitæl, hvor man stadig kan ane kejserens monogram.
Øverst stod engang en statue af Marcian, ledsaget af Nike, som rakte sejren frem i sine hænder - et billede på et rige, der stadig så sig selv som arvtager efter Rom.
I dag står den her stadig, omgivet af larm og trafik - et stykke antikt Rom, der fortsat rager op midt i Fatihs moderne virvar.
Arcadius-søjlen - det tabte monument
Cerrahpaşa, på den syvende og sidste af Konstantinopels høje
På den syvende og sidste af Konstantinopels høje lod kejser Arcadius (395–408 e.Kr.), søn af Theodosius den Store, rejse en sejrsøjle til sin egen ære.
Den blev opført omkring 401–421 e.Kr. og var næsten 50 meter høj, prydet med spiralrelieffer, der viste kejserens sejre over goterne - i stil med Trajansøjlen i Rom.
Med tiden gik den i forfald, og efter et kraftigt jordskælv i 1719 styrtede den sammen.
I dag er det kun basen, der er tilbage - halvt glemt mellem murene i Cerrahpaşa, tæt ved Bulgur Palas.
Den står der stadig, som en rest af alt det, der engang var, mens byen for længst er gået videre.
I dag findes der hundredvis af søjlerester spredt over Fatih - i kældre, gårde, haver og under gaderne.
Mange af dem blev i osmannisk tid (fra 1400-tallet) genbrugt som bærende elementer i moskeer, hamamer og huse - eller som dekorative søjler ved døre og trapper.
Når du går gennem Fatih, er chancen stor for, at du ubevidst træder på en sten, der engang bar et kejserpalads.
Bydelen er i bogstaveligste forstand bygget oven på det gamle Konstantinopel - og de gamle søjler minder os om, at historien her ikke ligger under jorden.
Den står midt iblandt os.
