top of page

Derfor skal du besøge Turkish and Islamic Arts Museum i Istanbul

  • Forfatters billede: Martin
    Martin
  • for 10 timer siden
  • 3 min læsning

Kollage viser detaljerede træudskæringer, gamle bøger i udstilling, farverige skyggeteaterfigurer og en stenbue. Logo tekst: miniaturkistanbul.dk.

Hvis du står på Sultanahmet-pladsen og kigger væk fra Den Blå Moské, ser du en massiv, mørk stenbygning. Det er Ibrahim Pashas palads. Selvom det udefra ligner en fæstning, gemmer det på en af mine personlige favoritter i byen. Det er her, jeg finder Turkish and Islamic Arts Museum - og det er meget mere end bare kunst på væggene.



Indlægget her indeholder affiliate-links. Det betyder, at hvis du booker eller køber noget gennem linket, modtager bloggen en lille kommission – uden at det koster dig ekstra.


Noget af det første, der møder dig efter indgangen, er skiltene mod ruinerne af den antikke Hippodrom i Konstantinopel. Museet er bygget direkte ovenpå de gamle tilskuerpladser, hvor op mod 100.000 mennesker engang råbte sig hæse under hestevæddeløb.


Oppe i gården er der vinduer i gulvet, hvor du kan kigge direkte ned i historien. Da jeg var der sidst i marts, regnede det så voldsomt, at ruderne var helt duggede, og jeg kunne intet se. Heldigvis var det at gå rundt ved ruinerne nedenfor en virkelig god oplevelse. Men det var faktisk noget helt andet, der fangede mig mest.


Et stykke af den enorme jernkæde, der i over tusind år spærrede indsejlingen til Det Gyldne Horn. Det var netop denne kæde, der tvang Mehmed II til sit geniale træk i 1453: Da han ikke kunne sejle forbi, fik han sine mænd til at smøre planker med fedt og rulle skibene over land - fra Bosporus, over bakkerne ved Pera (det nuværende Taksim) og ned i Det Gyldne Horn bag byzantinernes ryg.


At stå ansigt til ansigt med flere meter af den tunge kæde gjorde noget ved forståelsen. Det blev pludselig konkret.


Hvor de fleste tænker på osmannerne, når de besøger Istanbul, giver museet her mulighed for at gå et spadestik dybere - ned i den seltjukkiske periode (ca. 1000-1300). Det er her, jeg for alvor finder rødderne til den tyrkiske æstetik.


Samlingen rummer masser af stenskulpturer og keramik med karakteristiske figurer - fabeldyr, symboler og geometriske mønstre, som du ikke ser mange andre steder i byen. Seltjukkernes stil er ofte mere robust og symbolsk end den senere osmanniske detaljerigdom.


Og så er der det, jeg ikke helt kan lade være med at undre mig over: Selvom seltjukkerne havde konverteret til islam, afbildede de stadig levende væsner. Noget, man normalt ikke forbinder med sunni-islam. Det er en fascinerende blanding af deres nye tro og deres fortid på de centralasiatiske stepper, hvor motiver som løver og dobbelthovedede ørne stod for beskyttelse og magt. Den slags ser man næsten aldrig i den senere, mere stringente osmanniske kunst.


Man kommer ikke udenom tæpperne. Samlingen er verdensberømt - og med god grund. Her hænger enorme, håndknyttede værker, hvor nogle er flere hundrede år gamle. Det er her, det for alvor går op for én, at tæpper i denne del af verden aldrig bare har været noget, man træder på. Det er status. Fortælling. Håndværk på et ekstremt niveau. Farverne og præcisionen holder stadig.


Det religiøse aspekt og etikette

Museet rummer nogle af den islamiske verdens mest betydningsfulde genstande - blandt andet meget gamle koraner og personlige ejendele knyttet til profeten. Det er ikke bare et museum. Vær opmærksom på din påklædning:


  • Undgå korte shorts og bare skuldre

  • Kvinder skal bære tørklæde i de hellige afdelinger

  • Se det som en del af oplevelsen - og respekten.


Lad det hele falde på plads I et rum i gårdhaven ved siden af caféen finder du scener fra den osmannisk-konstantinopolitanske hverdag. Her er der scener fra osmanniske kaffehuse, værksteder og overklassestuer. Det giver en god balance til de mere religiøse og arkæologiske dele af museet.


Det er her, det hele falder på plads. Fra museets terrasse har du en fantastisk udsigt ud over den gamle Hippodrom, obeliskerne og Den Blå Moské. Her kan du sidde i ro, mens byen fortsætter lige udenfor, og lade lagene - byzantinske, seltjukkiske og osmanniske - falde på plads.


Praktisk

  • Hvor: Lige ved Hippodromen / Sultanahmet-pladsen

  • Tid: Afsæt omkring 2 timer

  • Tip: Brug terrassen. Det er en af de mest rolige pauser, du finder i området.

  • Billet: Spring-køen-over billet

Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen.


Populær
Digital mini-guide: En forlænget weekendtur til Istanbul
DKK 40.00
Køb nu

For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.

Få min cirka månedlige nyhedsmail

Sådan... nu vil du modtage en nyhedsmail cirka 1 gang om måneden

  • Facebook
  • Instagram
  • Threads
  • X

​Nyttig adresse:

- Det Danske General Konsulat, Istanbul:

Tel +90 (212)359 1900 

- tyrkiet.um.dk

OBS: Læs også
I nødstilfælde: For en sikkerheds skyld

 

mitistanbul.dk anvender Stripe

som sikker betalingsløsning.

© ℗ 2020-2026 by Martin Strecker Adelskov

 

mitistanbul.dk

Dansk blik på Istanbul - skrevet indefra

bottom of page