Historien under metrobroen, der nægter at blive glemt
- Martin
- for 10 timer siden
- 2 min læsning
Er du omkring Haliç-metrobroen ved Azapkapı-udgangen på Karaköy-siden, så brug et par minutter på at opleve noget stille og roligt - og, spørger du mig, helt vildt. For lige dér, klemt inde i skyggen under metrobroen, står et par stumper mur, som de fleste tager for en bunke tilfældige sten.
Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube
Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere
Indtil starten af 2025 var de endda pakket helt væk bag aluminiumsplader og lignede mest af alt en glemt losseplads. Selv har jeg gået her i årevis og småkigget ind gennem sprækkerne i hegnet. Min tragiske konklusion var dengang, at det, jeg kunne se, var dømt til at forsvinde.
Det var ellers synd, for det er faktisk en af de mest oversete og rå detaljer fra Galatas middelalderlige forsvar - fra lige før, under og efter osmannerne indtog Konstantins gamle by på den anden side af Hornet.
Muren er bygget af genueserne i omkring 1430'erne. Går du helt tæt på, kan du midt på muren se en indskriftstavle med tre skjolde. Det første skjold er nemt at kende - det er Genova-republikkens kors.
Det midterste af de tre skjolde er hugget væk. Formentlig i årene efter 1453, da osmannerne havde overtaget magten og nu var gået systematisk i gang med at fjerne de genuesiske våbenskjolde. En måde osmannerne markerede på, at der nu var kommet nye herrer i byen. Men her på ruinen under metrobroen kan du stadig ane omridset som et svagt spor af det, der var engang.
Det tredje skjold tilhører formentlig en af de magtfulde familier i Galata, som Spinola eller De Marini. De havde ansvaret for netop dette område, dengang muren blev rejst.
Lige under skjoldene står en tekst på latin, der kort fortæller, at muren blev bygget i 1435 og nævner "Huset Sankt Efrem" (Domus Sancti Ephraemi), der var en administrativ enhed. En slags lokalforvaltning, der sad med budgettet og ansvaret for at vedligeholde muren.
Flere tidligere bystyre har gennem mange år ytret ønske om at jævne ruinerne med jorden. Men siden 2019 har kulturarvsfolkene fra İBB Miras arbejdet på at lokalisere historiske mærker som dette. De fik sikret mur-ruinerne, og i januar 2025 blev aluminiumspladerne fjernet.
Der var ingen åbningstaler eller festivitas - de tog bare pladerne ned, og så stod muren der igen, præcis hvor den har stået i 600 år. Til skue for alle der nu og i fremtiden lægger vejen forbi, med lidt græs, lidt buske og grønt omkring.
Det er den slags, der gør Istanbul interessant for mig. For historien hører sig egentlig ikke til at ligge i en glasmontre; i Istanbul kan den nemlig også sagtens bare stå sådan rå og uforstyrret under en moderne bro - og det bør historien blive ved med.
