Tyrkiets nye pantsystem er startet - men næsten ingen har opdaget det
Opdateret: 10. aug.
Tilbage i maj skrev jeg om Tyrkiets kommende pantsystem i artiklen Tyrkiet indfører pant på flasker og dåser. Nu er systemet blevet en realitet. Men efter de første uger med den nye ordning sidder jeg tilbage med flere spørgsmål end svar.
En app, få flaskeautomater og en lancering, som de færreste omkring mig overhovedet har opdaget.
Nederst i artiklen sætter jeg løbende opdateringer ind om systemet og udrulningen af DOA-systemet
Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe
Find en række bestseller digitale guides i shoppen.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere
Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul?
Kritikerroste downtempo album: The Immersive Istanbul (Spotify, Apple Music osv)
Og når emnet kommer op, handler samtalerne sjældent om et renere miljø eller færre flasker i gadebilledet. De handler langt oftere om mistro til selve projektet.
Systemet hedder Depozitosu Olan Ambalajlar (DOA) og fungerer på papiret nogenlunde som det danske pantsystem.
Flasker og dåser med DOA-logo kan nu afleveres mod pant, men her stopper ligheden med Danmark også.
Hvor vi i Danmark uden videre kan aflevere flaskerne i en af de mange flaskeautomater og få en bon - eller aflevere dem hos den lokale købmand eller kiosk - skal man i Tyrkiet først downloade DOA-appen, oprette en bruger, logge ind og scanne en personlig QR-kode ved automaten.
Få uger efter lanceringen blev reglerne endda strammet, så det ikke længere er muligt at identificere sig med sit ID- eller telefonnummer. Samtidig er der indført en grænse på maksimalt 200 flasker eller dåser pr. person om dagen.
Først derefter bliver panten sat ind digitalt på brugerens konto. Det virker umiddelbart som en mere omstændelig løsning end den danske.
Jeg blev derfor nysgerrig efter at se, hvor den nærmeste automat egentlig stod, og tjekkede DOA’s officielle kort. Da systemet blev lanceret, var der kun én automat i det centrale Kadıköy. Siden er der kommet en mere til, så jeg nu har to automater inden for omkring tre kilometer fra mit hjem.
Den ene af de to automater står ovenikøbet inde i et shoppingcenter. På tyrkiske sociale medier kan man finde adskillige opslag fra folk, der fortæller, at sikkerhedsvagterne gør et stort nummer ud af kunder, som kommer slæbende med poser fyldt med tomme flasker og dåser.
Jeg har ikke selv oplevet det, så jeg kan ikke bekræfte historierne. Men hvis de er repræsentative, virker placeringen af automaterne ærlig talt ikke særlig gennemtænkt.
2 automater er naturligvis en forbedring, men stadig langt fra den tilgængelighed, vi er vant til fra Danmark.
Netværket bliver løbende udbygget, men er fortsat beskedent i et land med omkring 85 millioner indbyggere og millioner af turister hvert år.
Det, der overrasker mig mest, er dog ikke antallet af automater. Det er den næsten totale mangel på information.
Havde jeg ikke selv fulgt udviklingen siden foråret, er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet ville have opdaget, at Tyrkiet nu har fået et landsdækkende pantsystem.
Jeg havde forestillet mig informationsplakater i butikkerne, omtale i supermarkederne eller bare en fornemmelse af, at noget nyt var begyndt. Indtil videre er lanceringen foregået næsten lydløst.
Den manglende synlighed har heller ikke gjort meget for tilliden til projektet. Blandt mine venner, kolleger og naboer her i Istanbul møder jeg langt mere skepsis end begejstring.
Nogle tvivler på, om systemet nogensinde bliver en naturlig del af hverdagen. Andre peger på, at projektet er en del af præsidentfruens Zero Waste kampagne og frygter, at de største gevinster ender hos virksomheder med de rigtige politiske forbindelser.
Om den skepsis er berettiget, kan jeg naturligvis ikke afgøre. Men den eksisterer - og den er langt mere udbredt, end jeg havde forventet. Kritikken handler heller ikke nemlig ikke kun om selve pantsystemet. Flere undrer sig over, hvorfor den tyrkiske stat har investeret enorme summer i en teknologi, som mange andre lande allerede er på vej væk fra.
DOA-automaterne tager én flaske eller dåse ad gangen. I flere nyere pantsystemer kan man derimod hælde en hel pose med flasker og dåser i automaten på én gang, hvorefter den selv registrerer indholdet. Det gør afleveringen både hurtigere og mere brugervenlig.
Når et projekt af denne størrelse samtidig er en del af præsidentfruens Zero Waste kampagne, er det derfor ikke overraskende, at nogle stiller spørgsmål ved, hvorfor man har valgt en løsning, som allerede af mange bliver betragtet som teknologisk forældet.
Fælles for mange er dog den samme undren: Hvordan kan et projekt, der har været under udvikling i årevis, blive lanceret med så lidt information til offentligheden?
Det er egentlig det paradoks, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Hvis ambitionen er at få millioner af mennesker til at ændre deres vaner, hvorfor virker det så næsten, som om man helst ikke vil fortælle dem, at systemet eksisterer?
Om et halvt år ser billedet måske helt anderledes ud. Måske er flaskeautomaterne blevet en naturlig del af bybilledet, og måske har skepsissen vist sig at være ubegrundet.
Lige nu virker det dog mest, som om Tyrkiet har lanceret et af sine største miljøprojekter i årevis - uden at ret mange har opdaget det.
Og så joken over dem alle: Pantbeløbet er 1 TL pr. flaske eller dåse - omkring 13 øre. Der skal med andre ord mindst 20 flasker til, hvis du vil have råd til en simit. Opdatering (31. juli 2026)
følge den regeringsvenlige avis Sabah har myndighederne udvidet pilotforsøget i Istanbul med en håndholdt “Mobile DOA”-scanner.
Den gør det muligt for mindre kiosker, markeder og købmandsbutikker at modtage flasker og dåser uden en stor pantmaskine. Foreløbig afprøves ordningen i Ümraniye, hvor butikkerne får scanneren stillet gratis til rådighed som en del af pilotprojektet. Hvis forsøget bliver en succes, er planen at udbrede løsningen til flere områder.
Den mobile scanner kan registrere op til 100 flasker og dåser ad gangen. Ifølge Sabah tager det omkring 15 minutter at scanne 100 enheder, og butikkerne modtager 0,50 TL pr. registreret emballage. Det svarer til en maksimal bruttoindtægt på omkring 200 TL i timen - før udgifter til løn, plads og den tid, medarbejderen bruger på opgaven. Om regnestykket hænger sammen for butikkerne, tvivler jeg på. Men det er trods alt kun et pilotprojekt.
Den 10. august 2026 bringer avisen Birgun en artikel med spørgsmålet, om der nu også er ‘haram-genbrug’.
For butikker, der ikke sælger alkohol, er nemlig ikke forpligtede til at tage imod tomme øl- og alkoholdåser.
Så selv konklusionen er simpel: genbrug er åbenbart blevet opdelt i halal og haram.
Avisen kontaktede firmaet bag, og fik forklaringen:
Butikker, der ikke sælger alkohol, er nemlig ikke nødvendigvis forpligtede til at tage imod emballage fra alkoholiske drikke.
Derfor kan en DOA-maskine hos en butik som f.eks den konservative discountkæde BİM afvise en øldåse, selv om den ellers er en del af det emballagesystem, som DOA skal håndtere.
Farcen om det tyrkiske pantsystem synes endeløs.
Der betales pant på alle flasker og dåser med DOA-logoet. Panten kan dog kun indløses hos tilsluttede indsamlingssteder - ikke nødvendigvis der, hvor drikkevaren er købt.
Find din lokale flaskeautomat på doa.gov.tr
Oprindeligt udgivet 2/7 2026. Efter redigeret bla med tilføjelsen af de strammede reglser og øgede indleveringssteder den 23/7 2026. Illustrationerne er fra DOA
