Drømmen om at blive integreret på en tyrkisk Rahathane
- Martin
- 30. apr.
- 2 min læsning
Opdateret: 1. maj
Jeg mødes med min gode ven Jens på en café i Yeldeğirmeni i Kadıköy. Vi har gjort det mange gange før. Kaffen, gaden, samtalen - det er velkendt.
Men den her gang er anderledes.
Hvis du vil støtte bloggen, så tjek Kaffeklubben eller byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere
Jens var gæst i den allerførste episode af Samtaler fra Istanbul. Dengang handlede det om,
hvordan han fandt sin kærlighed til Istanbul i 1970’erne - hvad der betog ham, og hvorfor byen blev ved med at trække.
Den her gang gør vi status.
For midt i fortællingen ligger også det, der ikke forsvinder.
Jens fortæller om dagen, hvor han sammen med sin familie stod på en færge og lod sin bror Morten blive en del af Bosporus. Ikke som en metafor. Men helt konkret. Asken i vandet. Strømmen, der tager over.
Det er et øjeblik, der bliver stående.
Men samtalen bliver ikke der.
For det handler også om det, der kommer bagefter. Hvordan man lever videre med noget, der ikke kan ændres. Hvordan minder ikke nødvendigvis tynger, men flytter sig. Sætter sig andre steder. Nogle gange i en by.
Og her begynder Istanbul at spille med.
Ikke som kulisse. Men som noget aktivt.
Vi taler om det at blive ved. Om energien i byen, der ikke spørger om lov. Om at opsøge den - også når man kunne vælge at trække sig lidt tilbage.
Og så en drøm.
At ende på en Rahathane. En af de lokale te-stuer. Ikke som gæst. Men som en del af det faste billede. En af dem, der sidder der og følger med.
Måske er det i virkeligheden det, det handler om.
Ikke at falde på plads.
Men at finde en plads.
Du kan høre afsnittet her:
