2 slags rom: Istanbul og Vatikanet

eller "To Rom: Konstantinopel og Vatikanet". For når historiebøgerne skriver, at Det Vestlige Romerske Rige faldt i 476, kan det lyde som et brat punktum. Den sidste kejser, Romulus Augustulus, blev afsat, og herefter skulle Romerriget i vest være forsvundet.

Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube og Bluesky. Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld, Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?, Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul - Quiz: Hvor godt kender du Istanbuls historie? 

Men virkeligheden var mere flydende. De germanske konger, der tog magten i stedet for romerne, regerede ofte i kejserens navn og med romerske titler. Odoaker, der afsatte den sidste vestlige kejser i 476, lod sig for eksempel anerkende af Østromernes kejser Zeno som patricius, og ligeledes styrede ostrogotternes konge Theoderik Italien (493–526) med kejserens velsignelse. I Konstantinopel betragtede man derfor stadig imperiet som ét rige med hovedstad ved Bosporus.

I 500-tallet forsøgte kejser Justinian I endda at samle riget på ny. Hans general Belisarius besejrede først vandalernes rige i Nordafrika og genvandt kornprovinsen omkring Karthago. Kort efter fulgte de blodige goterkrige i Italien, hvor ostrogoterne til sidst blev nedkæmpet, og Rom igen kom under kejserens kontrol. I disse år blandede kejseren i Konstantinopel sig direkte i valget af biskoppen af Rom – paven – som blev et redskab i imperiets politik. For en tid var store dele af det gamle Vesten igen styret fra Konstantinopel. Det Østromerske Rige var derfor ikke blot en østlig reststat, men den direkte fortsættelse af Romerriget, der stadig kunne hævde universalitet.

Samtidig må man huske, at det gamle Rom med centrum ved Tiberen i århundreder havde været et hedensk imperium. Først med Konstantin den Store og Theodosius I blev kristendommen statsreligion. Kristendommens udbredelse og institutionalisering var i høj grad et østromersk projekt. Konstantinopel blev kirkens hovedstad, og Hagia Sophia blev symbolet på en ny identitet: Romerriget som kristent imperium. Når vi derfor taler om arven fra Rom i et kristent perspektiv, er det Konstantinopel, der bærer den egentlige legitimitet.

Alligevel ændrede billedet sig i år 800. Pave Leo III kronede Karl den Store til kejser af det Hellige Romerske Rige. Med denne gestus markerede paven, at han ikke længere anerkendte kejseren i Konstantinopel som den universelle hersker. Kroningen havde både en politisk og en religiøs dimension. Politisk kunne pavestolen frigøre sig fra øst, som man betragtede som svækket. Religiøst markerede den, at kristendommens centrum lå i Rom, ikke i Konstantinopel. Hvor det Østromerske Rige hævdede legitimitet gennem kontinuitet, hævdede det Hellige Romerske Rige legitimitet gennem idéen: at paven kunne skabe en ny kejser i Vesten.

Denne dobbelte forståelse af “romerskhed” førte til konflikt. I århundreder voksede kløften mellem de to traditioner. Stridigheder om nadverens brød, om trosbekendelsens ordlyd og om pavens universelle magt kulminerede i 1054. Da kardinal Humbert trådte ind i Hagia Sophia midt under liturgien, kastede han ekskommunikationsbrevet på alteret og hamrede det fast med sin dolk, så lyden rungede gennem kirkerummet. Med denne handling blev patriarken i Konstantinopel formelt udelukket af kirken, og kristendommen var for altid delt i katolsk vest og ortodoks øst.

Det tætteste man kommer på, at de to romerriger faktisk stod ansigt til ansigt på slagmarken, er begivenhederne i 1204. Det fjerde korstog var dybt forgældet til Venedig, der havde stillet flåden til rådighed. Da korsfarerne ikke kunne betale, pressede venetianerne dem til først at angribe Zadar på den dalmatiske kyst (nutidens Kroatien) og fjende til Venedig – og siden til at vende korstoget mod Konstantinopel, hvor indre dynastiske kampe gjorde byen sårbar. Resultatet blev den berygtede plyndring: Hagia Sophia blev skændet, relikvier smeltet om, og byens rigdomme sendt mod vest. Det var ikke blot et plyndringstogt, men et symbolsk sammenstød mellem østlig og vestlig romerskhed.

📌 Læs også: Jeg har tidligere skrevet et særskilt indlæg om baggrunden for 1204, hvor jeg går dybere ind i gælden til Venedig og det dynastiske spil i Konstantinopel. Læs det her: 1204 plyndringen af Konstantinopel: Et afsporet korstoget der gik grueligt galt

Efter 1204 var kløften dybere end nogensinde. Konstantinopel blev et latinerrige i næsten 60 år, før byen blev generobret af det Østromerske Rige i 1261. Men riget var svækket for altid, og Vesten havde sat sit aftryk i hjertet af den gamle kejserby.

Når man i dag ser tilbage, står det klart, at der fandtes to konkurrerende definitioner af, hvad det betød at være romersk. Det Østromerske Rige var romersk i kraft af kontinuitet – en ubrudt linje fra Augustus til Konstantin og Justinian. Det Hellige Romerske Rige var romersk i kraft af idé og religiøs symbolik – en konstruktion, hvor paven kunne give kejserkronen videre til nye herskere i Vesten.

I dag ses begge spor side om side. I Rom står Peterskirken og Vatikanet som symboler på pavens autoritet og den vestlige kejserkrone. I Istanbul står Hagia Sophia som monument over det kristne kejserrige, der i næsten tusind år fortsatte Rom. Måske er det netop det mest romerske af alt: at arven fra Rom aldrig kunne indfanges ét sted, men altid måtte deles mellem kontinuitet og idé, mellem øst og vest.

Fakta – syv nøgleårstal

• 330: Konstantin den Store grundlægger Konstantinopel som “Nyt Rom”.

• 476: Det Vestlige Romerske Rige falder.

• 533–554: Justinians generobringer i Nordafrika og Italien.

• 800: Karl den Store krones til kejser af pave Leo III.

• 1054: Det Store Skisma – bruddet mellem katolicisme og ortodoksi.

• 1204: Korsfarerne, plyndrer Konstantinopel og opretter et latinerrige.

• 1261: Konstantinopel generobres af det Østromerske Rige, men er svækket for altid.