2 slags Rom: Istanbul og Vatikanet

Når vi hører, at det Vestromerske Rige faldt i år 476, kan det lyde som et brat punktum. Men virkeligheden var mere flydende. De germanske konger, der tog magten, regerede ofte med romerske titler og under kejserens navn. Selv Odoaker, der afsatte den sidste kejser, blev anerkendt af den østromerske kejser.

Det er gratis at bruge min blog - men du må meget gerne støtte mitistanbul.dk med en lille donation - Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube og Bluesky. Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld, Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?, Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul - Quiz: Hvor godt kender du Istanbuls historie? 

Men virkeligheden var mere flydende. De germanske konger, der tog magten i stedet for romerne, regerede ofte i kejserens navn og med romerske titler. Odoaker, der afsatte den sidste vestlige kejser i 476, lod sig for eksempel anerkende af Østromernes kejser Zeno som patricius, og ligeledes styrede ostrogotternes konge Theoderik Italien (493–526) med kejserens velsignelse. I Konstantinopel betragtede man derfor stadig imperiet som ét rige med hovedstad ved Bosporus.

I 500-tallet forsøgte kejser Justinian I endda at samle riget på ny. Hans general Belisarius besejrede først vandalernes rige i Nordafrika og genvandt kornprovinsen omkring Karthago. Kort efter fulgte de blodige goterkrige i Italien, hvor ostrogoterne til sidst blev nedkæmpet, og Rom igen kom under kejserens kontrol. I disse år blandede kejseren i Konstantinopel sig direkte i valget af biskoppen af Rom – paven – som blev et redskab i imperiets politik. For en tid var store dele af det gamle Vesten igen styret fra Konstantinopel. Det Østromerske Rige var derfor ikke blot en østlig reststat, men den direkte fortsættelse af Romerriget, der stadig kunne hævde universalitet.

Samtidig må man huske, at det gamle Rom med centrum ved Tiberen i århundreder havde været et hedensk imperium. Først med Konstantin den Store og Theodosius I blev kristendommen statsreligion. Kristendommens udbredelse og institutionalisering var i høj grad et østromersk projekt. Konstantinopel blev kirkens hovedstad, og Hagia Sophia blev symbolet på en ny identitet: Romerriget som kristent imperium. Når vi derfor taler om arven fra Rom i et kristent perspektiv, er det Konstantinopel, der bærer den egentlige legitimitet.

Alligevel ændrede billedet sig i år 800. Pave Leo III kronede Karl den Store til kejser af det Hellige Romerske Rige. Med denne gestus markerede paven, at han ikke længere anerkendte kejseren i Konstantinopel som den universelle hersker. Kroningen havde både en politisk og en religiøs dimension. Politisk kunne pavestolen frigøre sig fra øst, som man betragtede som svækket. Religiøst markerede den, at kristendommens centrum lå i Rom, ikke i Konstantinopel. Hvor det Østromerske Rige hævdede legitimitet gennem kontinuitet, hævdede det Hellige Romerske Rige legitimitet gennem idéen: at paven kunne skabe en ny kejser i Vesten.

Denne dobbelte forståelse af “romerskhed” førte til gentagne konflikter. Gennem århundreder voksede kløften mellem øst og vest: man var uenig om, hvilken type brød der skulle bruges i nadveren (syret eller usyret), om enkelte ord i trosbekendelsen, og – vigtigst af alt – om pavens krav på universel myndighed over hele kirken.

I 1054 kulminerede striden. Den pavelige udsending, kardinal Humbert, trådte under liturgien ind i Hagia Sophia i Konstantinopel og lagde, foran en chokeret menighed, et ekskommunikationsbrev på alteret. Dokumentet erklærede patriarken Michael Keroularios udelukket af kirkens fællesskab med Rom. Ifølge nogle kilder hamrede Humbert endda brevet fast med sin dolk, så lyden rungede gennem det mægtige kirkerum.

Ekskommunikation betød på dette tidspunkt, at man blev sat uden for kirkens fællesskab og dermed frataget både sakramenter og kirkelig autoritet. Handlingen blev senere opfattet som det dramatiske startskud til det Store Skisma, hvor kristendommen blev delt i to hovedretninger: den katolske kirke i vest og den ortodokse kirke i øst.

Det tætteste man kommer på, at de to romerriger faktisk stod ansigt til ansigt på slagmarken, er begivenhederne i 1204. Det fjerde korstog var dybt forgældet til Venedig, der havde stillet flåden til rådighed. Da korsfarerne ikke kunne betale, pressede venetianerne dem til først at angribe Zadar på den dalmatiske kyst (nutidens Kroatien) og fjende til Venedig – og siden til at vende korstoget mod Konstantinopel, hvor indre dynastiske kampe gjorde byen sårbar. Resultatet blev den berygtede plyndring: Hagia Sophia blev skændet, relikvier smeltet om, og byens rigdomme sendt mod vest. Det var ikke blot et plyndringstogt, men et symbolsk sammenstød mellem østlig og vestlig romerskhed.

📌 Læs også: Jeg har tidligere skrevet et særskilt indlæg om baggrunden for 1204, hvor jeg går dybere ind i gælden til Venedig og det dynastiske spil i Konstantinopel. Læs det her: 1204 plyndringen af Konstantinopel: Et afsporet korstoget der gik grueligt galt

Efter korsfarernes erobring af Konstantinopel i 1204 blev kløften mellem øst og vest dybere end nogensinde. Byen blev omdannet til et såkaldt latinerrige, hvor vestlige fyrster og riddere styrede i de næste knapt 60 år. Først i 1261 lykkedes det østromerne at generobre deres hovedstad, men riget var mærket for altid. Konstantinopel havde mistet både rigdom, befolkning og prestige, og Vesten havde sat et uudsletteligt aftryk i hjertet af den gamle kejserby.

Når man i dag ser tilbage, står det klart, at der fandtes to konkurrerende definitioner af, hvad det betød at være romersk. Det Østromerske Rige var romersk i kraft af kontinuitet – en ubrudt linje fra Augustus til Konstantin og Justinian. Det Hellige Romerske Rige var romersk i kraft af idé og religiøs symbolik – en konstruktion, hvor paven kunne give kejserkronen videre til nye herskere i Vesten.

I dag ses begge spor side om side. I Rom står Peterskirken og Vatikanet som symboler på pavens autoritet og den vestlige kejserkrone. I Istanbul står Hagia Sophia som monument over det kristne kejserrige, der i næsten tusind år fortsatte Rom. Måske er det netop det mest romerske af alt: at arven fra Rom aldrig kunne indfanges ét sted, men altid måtte deles mellem kontinuitet og idé, mellem øst og vest.

Fakta – syv nøgleårstal

• 330: Konstantin den Store grundlægger Konstantinopel som “Nyt Rom”.

• 476: Det Vestlige Romerske Rige falder.

• 533–554: Justinians generobringer i Nordafrika og Italien.

• 800: Karl den Store krones til kejser af pave Leo III.

• 1054: Det Store Skisma – bruddet mellem katolicisme og ortodoksi.

• 1204: Korsfarerne plyndrer Konstantinopel og opretter et latinerrige.

• 1261: Konstantinopel generobres af det Østromerske Rige, men er svækket for altid.

---

En stor tak til Ulrik Grubb for hjælp med finpudsningen af dette indlæg