top of page
Søg

Kemalisme og personkult: En diskursanalyse af Atatürks eftermæle og ideologiske indflydelse i det moderne Tyrkiet

Bronzestatue af en person med handske klædt i militærtøj, ser tænksom ud. Rød tyrkisk flag med hvid halvmåne og stjerne i baggrunden.

Mustafa Kemal Atatürk er en central figur i det moderne Tyrkiets historie. Han grundlagde republikken i 1923 og gennemførte omfattende reformer. Atatürks er i dagens Tyrkiet stadig tydelig, og han æres og hyldes som landsfader. I denne artikel tager vi et kig på Atatürk dyrkelsen samt ideologien og indflydelsen, der samtidigt også er genstand for debat. Vil du støtte mitistanbul.dk? - Lyt til Samtaler fra Istanbul - kilder


At dyrke: At avle. At styrke. At beundre. At ære [aba]


I det moderne Tyrkiets historie indtager Mustafa Kemal Atatürk en helt særlig plads. Han var manden, der i 1923 stod i spidsen for grundlæggelsen af den nye tyrkiske republik i kølvandet på det mægtige Osmannerriges fald, og han satte gang i en række dybtgående politiske, økonomiske og kulturelle reformer [a, b]. Hans klare mål var at forme en moderne, republikansk og sekulær nationalstat ud af imperiets ruiner [a].


Som en anerkendelse af hans afgørende rolle i denne transformation besluttede det tyrkiske parlament i 1934 at give ham navnet Atatürk, der så smukt betyder "tyrkernes fader" [c, d, e, f, g, h]. Han forblev landets præsident indtil sin død i 1938 [g, i]. Atatürks lederskab var intet mindre end afgørende for at omdanne Tyrkiet fra en muslimsk kerne i et vidtstrakt imperium til en moderne, sekulær nationalstat, der kunne stå på egne ben [a, j].


Efter Osmannerrigets nederlag i Første Verdenskrig trådte han i karakter som leder af den tyrkiske nationalbevægelse, der med stædighed og kraft gjorde modstand mod stormagternes planer om at dele riget. I stedet sikrede han Tyrkiets uafhængighed og markerede et endeligt brud med fortiden ved at afskaffe sultanatet i 1922 [b, k]. Blot tre måneder senere kunne han med stolthed proklamere Republikken Tyrkiet [c, l]. I denne afgørende periode formåede han at samle det tyrkiske folk omkring en fælles forståelse af sprog, identitet og historie, hvilket skabte en stærk følelse af nationalt sammenhold [d, m]. Han insisterede på landets totale uafhængighed og på at beskytte den tyrkiske befolknings interesser på "tyrkisk jord" [a, n].


Atatürks reformer var ikke blot overfladiske justeringer; de var dybtgående og havde til hensigt at modernisere det tyrkiske samfund fra grunden og op [a, b, o]. Han indførte et system med gratis og obligatorisk grundskole og etablerede tusindvis af nye skoler over hele landet i et forsøg på at hæve læsefærdigheden og skabe en fælles "offentlig kultur" [a, p]. Han søgte endda råd fra den anerkendte amerikanske pædagog John Dewey i udformningen af disse uddannelsesreformer [a, q].


En af de mest markante ændringer var overgangen fra det arabiske skriftsprog til det latinske alfabet, en reform han selv aktivt kæmpede for ved at undervise befolkningen i den nye skrift [a, b, c, g, i, r]. Tyrkiske kvinder opnåede lige civile og politiske rettigheder, herunder retten til at stemme i 1934, hvilket tydeligt understregede Atatürks tro på ligestilling som en nødvendig forudsætning for samfundets udvikling [a, b, c, d, g, s].


Religiøse autoriteter og symboler, såsom mændenes fez og kvindernes burka, blev forbudt i et forsøg på at sekularisere det offentlige rum og skabe en mere vestlig fremtoning; der blev endda oprettet et særligt "modepoliti" for at sikre, at de nye klædningsregler blev overholdt [b, c, d, h, t]. I 1926 blev en helt ny civil lovbog, baseret på schweizisk model, indført, hvilket markerede et vigtigt skridt i moderniseringen af retssystemet [a, u]. Et centralt element i Atatürks vision var den klare adskillelse af religion og stat, et princip der kom til at danne grundlaget for den tyrkiske republiks sekulære karakter [b, c, d, e, f, g, v].


Som en direkte konsekvens heraf blev det gamle kalifat afskaffet i 1924, og den islamiske kalender blev erstattet af den vestlige, gregorianske kalender [b, g, h, w]. Derudover blev de islamiske domstole lukket ned, og der blev etableret obligatorisk skolegang samt etableret mange nye universiteter, der åbnede dørene for både mænd og kvinder [b, c, g, x]. Selvom Atatürk selv var muslim, repræsenterede hans tilgang til islam et radikalt brud med traditionen, idet han mente, at religion skulle være en privat sag og ikke blande sig i det offentlige liv [f, y]. Han lukkede også de mystiske dervishernes loger der fik status som museer, symbolpolitisk for at skabe et opgør med fortidens religiøse praksisser [a, z]. Alle disse omfattende reformer, der blev gennemført på godt og vel 15 år, fortæller historien om en dybtgående transformation af hele det tyrkiske samfund [d].


Inspirationen til mange af disse reformer kom fra vestlige lande, som afspejlede et tydeligt ønske om at modernisere Tyrkiet efter et mere europæisk mønster [a, c, g, i, aa]. Det er dog værd at bemærke, at det var Atatürk der oprettede Direktoratet for Religiøse Anliggender (Diyanet) i 1924, en indikation om en kompleks tilgang til forholdet mellem stat og religion, hvor staten stadig ønskede at have en vis kontrol over religiøse spørgsmål [f, ab].


Kemalisme, den tyrkiske nationalstats officielle ideologi, er naturligvis opkaldt efter Kemal Atatürk og blev formelt formuleret i 1931 og efterfølgende indskrevet i forfatningen i 1937 [e, f, ac]. Denne ideologi havde som mål at udvikle en stærk, europæisk orienteret og fremadskuende tyrkisk nationalisme, der skulle erstatte det Osmanniske Riges traditionelle selvforståelse [e, ad]. Kemalismen lægger stor vægt på national solidaritet på tværs af sociale klasser og legitimerer statens betydelige rolle i landets økonomiske udvikling [b, e, ae].


Et afgørende princip i kemalismen er sekularismen, som indebærer en klar adskillelse af religion og stat efter det franske forbillede (laïcité) [e, f, af]. Ideologien hviler på seks grundlæggende principper: republikanisme, nationalisme, sekularisme, populisme, etatisme og revolution, som mange af Atatürks reformer var baseret på [b, ag]. Kemalismen fungerer som det ideologiske fundament for den tyrkiske republik og for den udbredte dyrkelse af Atatürk [e, ah, ai]. Den fremmer en stærk tyrkisk nationalisme, hvor Atatürk indtager rollen som selve "tyrkernes fader", hvilket understreges af det ærefulde navn, han modtog i 1934 [e, aj]. Ved at skabe en ny national identitet i kølvandet på det Osmanniske Riges opløsning blev Atatürk selve symbolet på denne nye identitet og dermed genstand for national ærbødighed [ak].


Selvom sekularisme er et kerneelement i kemalismen, har der siden republikkens fødsel været en konstant kamp om fortolkningen af religionsfrihed mellem sekulære kræfter og islamiske grupper [f, al]. Militæret har historisk set spillet en vigtig rolle i at opretholde statens sekulære karakter, ofte ved at gribe ind i politik [e, f, am]. Nogle forskere har endda argumenteret for, at kemalismen med sin betoning af en stærk stat og en central leder har efterladt en autoritær arv i Tyrkiets politiske system, og at Atatürks politiske inspiration snarere kom fra det fascistiske Italien end fra Oplysningstidens demokratiske idealer [an, ao].


Dyrkelsen af Atatürk er ikke bare en abstrakt idé; dyrkelsen er dyb og meget synlig i det tyrkiske samfund [e, ap].


Efter sin død i 1938 blev han ophøjet til et nationalt ikon, og der blev skabt en omfattende personkult omkring ham, der hylder ham som et militært geni, en landsfader, en visionær statsmand og folkets lærer [e, aq].


Atatürk er nærværende overalt i Tyrkiet gennem utallige monumenter, statuer, buster, relieffer, malerier og fotografier [e, ar]. I stort set hver eneste by kan man finde en statue af ham, og hans portræt pryder pengesedler, offentlige bygninger, skoler, kontorer og mange tyrkiske hjem [d, e, as]. Ofte ser man også hans berømte citat "Fred i hjemmet – Fred i verden" [d, at]. Hvert år på årsdagen for hans død, den 10. november præcis kl. 9.05, stopper trafikken, og folk på gaden holder et minuts stilhed for at ære hans minde [a, au]. Utallige mindesmærker, veje og pladser er opkaldt efter ham, herunder den tidligere Atatürk International Airport i Istanbul og Atatürk Broen, der elegant spænder over Det Gyldne Horn [a, av]. Hans imponerende mausoleum, Anıtkabir, i Ankara er et storslået bygningsværk, der hvert år besøges af mange mennesker, især på nationale helligdage som Republikkens Dag [a, e, aw].


For at beskytte hans eftermæle vedtog det tyrkiske parlament i 1951 en lov, der kriminaliserer enhver form for fornærmelse mod hans minde samt ødelæggelse af genstande, der repræsenterer ham [a, e, ax]. I 1981, på hundredeårsdagen for hans fødsel, blev hans minde hædret af FN og UNESCO, som erklærede året for "Verdens Atatürk-året" og anerkendte ham som "lederen af den første kamp mod kolonialisme og imperialisme" [a, ay]. Denne allestedsnærværelse af Atatürk i det offentlige rum understreger hans fortsatte og dybe betydning for den nationale identitet og den kollektive historiske bevidsthed [az]. Lovgivningen, der beskytter hans minde, afspejler den officielle respekt, men har også givet anledning til debat om grænserne for ytringsfriheden i Tyrkiet [e, ba]. Den internationale anerkendelse af hans bidrag understreger hans globale betydning som en afgørende historisk figur [bb].


Selvom Atatürk fortsat nyder enorm respekt i Tyrkiet, har der været både kontroverser og en udvikling i synet på ham og hans ideologi, kemalismen [bc]. Spørgsmålet om religionens rolle i samfundet har været et konstant og til tider bittert stridspunkt mellem sekulære og islamiske kræfter siden republikkens grundlæggelse [e, f, bd]. Det islamisk-konservative Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP), som har siddet ved magten siden 2002, har forsøgt at udfordre den tætte forbindelse mellem Atatürk, kemalismen og staten, dog med en vis begrænsning i succesen, da Atatürk primært er blevet reduceret til et nationalt symbol snarere end en aktiv politisk rettesnor [e, f, be].


Siden republikkens fødsel, har militæret gentagne gange grebet ind politisk for at sikre opretholdelsen af den sekulære stat i overensstemmelse med de kemalistiske principper [e, f, bf]. Nogle historikere har endda fremsat den tanke, at Atatürks æra måske kun udgør en kort parentes i Tyrkiets lange og komplekse historie [bg, bh].

Der er også en løbende debat om, hvorvidt kemalismen primært var en fasttømret ideologi eller snarere en pragmatisk metode til at etablere en helt ny nation fra bunden [bi, bj]. Kritikere har peget på, at kemalismen skabte en afstand mellem eliten og den brede befolkning og ikke altid formåede at skabe bæredygtige alternativer til de gamle samfundsstrukturer [bk, bl].

Selvom kemalismen traditionelt har været respekteret af mange, har den ikke været universelt elsket og dyrket af alle dele af befolkningen [e, bm]. Spørgsmålet om Atatürks arv og kemalismens fortsatte relevans er fortsat et centralt tema i tyrkisk politik og bidrager til den eksisterende politiske polarisering [e, f, bn]. Fremkomsten af politiske kræfter som AKP peger tydeligt hen mod en ændring i det politiske landskab, hvor Atatürks ideologi måske ikke længere har den samme dominerende position som tidligere [e, bo]. Der er også en stigende tendens til at revurdere historien og Atatürks rolle, især i forhold til følsomme spørgsmål som tyrkificeringen af etniske minoriteter i landet [b, c, bp].


Afslutningsvis står det klart, at Mustafa Kemal Atatürk indtager en central og fortsat yderst betydningsfuld plads i Tyrkiets nationale bevidsthed [bq]. Hans lederskab i forbindelse med grundlæggelsen af republikken og de gennemgribende reformer, han iværksatte, har på afgørende vis formet det moderne Tyrkiet, som vi kender det i dag [br]. Dyrkelsen af Atatürk kommer til udtryk på mange forskellige måder i det tyrkiske samfund og er tæt forbundet med den kemalistiske ideologi, der har fungeret som en vigtig rettesnor for landets udvikling gennem årtier [bs]. Selvom hans eftermæle fortsat er genstand for debat og fortolkning i et Tyrkiet, der konstant er i bevægelse, forbliver Atatürk et samlende nationalt symbol, hvis indflydelse på landets historie og identitet er uomtvistelig [bt].


Kilder brugt



For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.

bottom of page