Oplev Cihangir: trapper, katte og den evige jagt på det perfekte tjek-ind
- Martin
- for 7 dage siden
- 3 min læsning
Cihangir ligger som et lille åndehul midt i Beyoğlu - kun få minutter fra Taksim, men alligevel langt nok væk, så støjen, mylderet og trafik-kaosset føles mere laid-back.
👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube
De stejle, smalle gyder og stræder snor sig ned mod Bosporus (se videoen nederst), ind mellem ældre huse, antikbutikker samt små caféer, barer og restauranter, hvor både lokale og herboende vesterlændinge - nogle med laptops, andre med dagens første latte - har taget ophold og falder ind som en del af kvarterets rytme.
Mange har slået sig ned her - kunstnere, journalister og digitale nomader, der har forelsket sig i byens blanding af frihed, forfald og poesi.
Navnet Cihangir stammer fra en lille moské, som sultan Süleyman den Prægtige lod opføre i 1500-tallet til minde om sin søn, prins Cihangir. Dengang lå her kun et par konak’er (et typisk større osmannisk træhus) og sommerhuse med udsigt over Bosporus, men i det 19. århundrede voksede kvarteret til et af Beyoğlus mest eftertragtede områder. Her boede alt fra embedsmænd og europæiske diplomater til velhavende armenske, græske og jødiske familier, der alle levede side om side i kvarteret.
Man kan stadig tydeligt se den tidlige elegance i de snoede gyder og de forvitrede facader, hvor der nu ligger caféer, gallerier og små vintagebutikker ind mellem kvarterets beboere.
Cihangir er et kvarter af trapper - masser af dem… og de er stejle - meget stejle. De mest berømte trapper var engang de legendariske regnbuetrapper, malet af en lokal kunstner, som var træt af den grå beton og ville lyse området op med symbolet på mangfoldighed og glæde. Grupper af religiøse fanatikere har gentagne gange ødelagt farverne ved at male dem over.
Sidst var i 2023, hvorefter regeringen i Ankara gjorde både genetablering af regnbuefarverne og nye regnbuetrapper ulovlige. Siden da er de blevet et stille symbol på den spænding, der stadig - og i stigende grad - præger debatten om frihed og værdier i det moderne Tyrkiet.
Kvarterets caféer og restauranter er generelt lidt dyrere end i andre dele af byen - og det er ikke på grund af udsigten, for den er der som regel ikke. Her betaler man i stedet for stemningen - eller måske snarere fornemmelsen af at være en del af the it crowd - dér, hvor man bliver set, eller dér, hvor man gerne vil blive set.
Tjek-ind-værdien på Instagram er enorm, og det giver stedet en let selvbevidst atmosfære. Men det hører med til charmen, og bag de polerede facader findes stadig steder, hvor man kan sidde længe og bare se byen glide forbi.
Og så er der selvfølgelig kattene - de virkelige beboere. Som i Kadıköy er de overalt: på caféstole, trapperne i solen, i vindueskarme og på motorhjelme. De er bydelens uofficielle vagter, og man kunne næsten tro, at det er os mennesker, der bor hos dem.
Skønt der ingen offentlig transport er, og en taxa tager en evighed at møve sig gennem trafikken og de smalle stræder, er Cihangir et af de steder, jeg selv besøger igen og igen - for stemningen… ja, for kaffen… tja, for historierne og for den lille kat, der måske allerede har valgt sin yndlingsstol - så absolut.
Om Cihangir så også er stedet, du skal booke hotel til din forlængede weekend i Istanbul, er nok et andet spørgsmål… tjek indlægget Interaktiv rejsetips: Hvor i Istanbul skal man egentlig booke hotel?
