Helt uplanlagt skriver jeg en "del 2" af mit oprindelige indlæg "Personlig fortælling: På tyrkisk offentligt hospital". For det er i denne december et år siden jeg blev indlagt med en blodprop - og i forbindelse med et års check-ups i disse uger, at neurologen observerede mig og valgte neurologen at indlægge mig.
Igen kan jeg sige meget om det tyrkiske hospitalsvæsen... om den manglende kommunikation, konstante larm og den fraværende hygiejne og gadens katte der lystigt løber rundt på afdelingerne mellem medicin, de indlagte, op i sengene, op på bordene o.s.v. Men ligeså meget skal og bør der også siges om den fantastiske behandling jeg endnu engang modtog af det travle sundhedspersonale på Istanbul's Sağlık Bilimleri Üniversitesi Fatih Sultan Mehmet Eğitim Ve Araştırma Hastanesi (Universitets- og forskningshospitalet Fatih Sultan Mehmet).
Nu skrev jeg 'manglende kommunikation', men noget er sket siden sidste år. For det første kunne flere af lægerne genkende mig, og pludseligt kunne langt de fleste af dem kommunikere mere på engelsk end sidste år, hvilket betød at jeg selv kunne spørge ind til mere og dermed var der en reel mulighed for en egentlig dialog.
Fra mit check-up blev jeg sendt over til en indlæggende læge, der med det samme begyndte EKG og sendte mig til både CT og MRI scanninger. Et par neurologer mødte mig og evaluerede scanningerne, undersøgte mig og lyttede til mig. De fortalte mig om deres observationer og hvad de ville fokusere på. Og lynhurtigt skitserede de en plan for mig med en række undersøgelser og tests - og så om en eventuel lumbalpunktur (som jeg helst ville undgå).
Jeg blev 'indlogeret' på en observationsstue/sal sammen med 11 andre patienter og en masse maskiner der sagde 'piiing'. Jeg fik lov til at gå rundt sammen med kæresten, og vi satte os over på en hospitals café og fik en kop te. Pludseligt ringede min mobil. Det var Neurologen der 30 minutter forinden havde lagt planen med den eventuelle lumbalpunktur. "Martin bey, vi har fundet noget på en af dine scanninger. Du skal komme tilbage til afdelingen nu".
Kæresten og jeg skyndte os så meget som jeg nu kunne tilbage hvor lægerne kunne fortælle om en mindre ændring af planerne, og muligheden for helt at undgå lumbalpunkturen. Den sidste scanning fik jeg ved 03-tiden, og derefter forsøgte jeg at sove mellem piiing-lydende og lydene fra de øvrige patienter. Kæresten måtte finde et andet sted og lukke øjnene.
Dagen efter, mødte jeg igen flere læger og gik gennem flere undersøgelser. En læge bad mig kun bevæge mig rundt i kørestol. Jeg kunne jo sagtens gå - omend det foregik med støtte, men makkede ret og lod kæresten finde en kørestol. Jeg satte mig ned i kørestolen og vi futtede lidt rundt udenfor i bedste Møhgerne indtager Istanbul stil. Det var lidt morsomt.
Senere den eftermiddag fik jeg en slags hjemmeorlov, men skulle indfinde mig på igen den næste morgen hos neurologen. Det er åbenbart en lille hævelse eller udposning et sted i hjernen, der driller - men hvorfor den er der og forværres den vil den næste tid med tests, scanninger og undersøgelser belyse.
Udskrevet og hjemme med en lille ændring i noget medicin har jeg fået stokken i hånden igen, for den giver lige lidt ekstra støtte og følelsen af bedre kontrol i disse lidt svimle tider.
Jeg har i dette indlæg valgt at fokusere på de utroligt dygtige læger og den enorme profesionelle omsorg jeg føler at de har givet mig - alle sammen!
Der er desværre en kedelig tendens med vold mod sundhedspersonalet i Tyrkiet*, og ja - den oplevede jeg også lidt af denne gang, hvor en mand råbte op slyngede om sig med bandeord og smadrede en dør indtil den sal hvor jeg lå. Der gik godt og vel 30 minutter før fik sikkerhedsvagterne fik ham ud ham ud (politiet var tilstede, men sad og bladrede på deres mobiltelefoner).
Hygiejnen på hospitalet har ikke ændret sig siden sidste indlæggelse... og jeg har hørt at det er et 'normalt' problem på hospitalerne hernede.
Tak for den beretning Martin...og masser af Pøj pøj og god bedring herfra 😊