top of page

Konsulatet i Istanbul

- Det Danske General Konsulat, Istanbul:

Tel +90 (212)359 1900 

- tyrkiet.um.dk

 

For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.Dit login kan også bruges på mobil-appen

Personlig fortælling: På tyrkisk offentligt hospital

Opdateret: 6. nov. 2023

Som de fleste faste læsere af bloggen mitistanbul.dk allerede ved, så var jeg i midten af december på et 6-dages ophold på et tyrkisk offentligt hospital med en mindre blodprop i cerebellum (lillehjernen). Med en smule humor og et godt blink i øjet tager jeg et kig på det berygtede offentlige/stats-sygehusvæsen i Tyrkiet.


Nederst i indlægget er et dagbogsindlæg fra en morgen på hospitalet

Ingen privat forsikring Jeg er ansat i en delvis stats-ejet fond, og modsat mange private arbejdspladser i Tyrkiet, så tilbyder min arbejdsplads desværre ikke en privat sundhedsforsikring; vi får ‘kun’ den offentlige SGK.


Dette betyder, at når jeg skal til øjenlægen, halsspecialist osv så snupper jeg normalt en privatklinik og får et lille tilskud fra den offentlige SGK mens resten er af egen lomme.

Men da jeg i midten af december 2022 kollapsede på arbejdet, blev jeg af på ordre af arbejdspladsens læge fragtet til det nærmeste offentlige 'devlet' hospital.


Ankomst/Modtagelsen Jeg kan bedst sammenligne den larm og det kaos der findes ved modtagelsen på hospitalet, som når du ankommer til SAW eller den gamle Atatürk Lufthavn fra den rolige og organiserede Kastrup lufthavn. Dyt, bilstøj, råb og skænderier – udenfor modtagelsen, mens der indenfor i modtagelsen var endu flere råb, skænderier og et enkelt håndgemæng – samt en håndfuld katte der i bedste diva-stil slængede sig i de få stole der var placeret i venteområdet.

Efter cirka 15-20 minutters ventetid kom jeg til en læge, der sad bag en computer. Jeg tror slet ikke at vi havde øjenkontakt, men dette kan også skyldes at jeg var voldsom svimmel og bevægede mig som havde jeg lige set bunden af en raki-flaske. En kollega, der var taget med mig fra arbejdet, trådte til og fik hurtigt fortalt hvad der var sket.

En EKG blev bestilt og 5 minutter senere blodprøver og CT scan. Jeg mener, det hele gik rimeligt hurtigt – tror jeg. Så endnu en CT scan med konstrast og en MRI.


Ledsager På de tyrkiske hospitaler indlægges patienten sammen med et familiemedlem eller nær ven, disse kaldes ‘ledsagere’ og sørger for at hjælpe patienten på WC, bad, spise… ja alt, for der er intet service på de offentlige sygehuse. Det er derfor at du ofte ser hele familier ankomme på hospitalet ved en indlæggelse. I Danmark ser man også fænomenet når personer med for eksempel tyrkisk baggrund indlægges, her tropper hele familien op og vil være ved patienten non-stop, hvilket er stik-modsat den danske hospitals tradition og ageren.


Min kæreste kom drønende fra sit arbejde i den modsatte ende af Istanbul og kunne ‘afløse’ min kollega/gode ven.

En neurolog kiggede på scanningerne rådførte sig med andre neurologer og før jeg vidste af det, var jeg på Neurologisk afdeling for Slagtilfælde.

Jeg fik eneværelse, og mens kæresten skyndte sig hjem efter lidt tøj og en tandbørste til mig. En sygeplejerske kom med nogle piller som jeg skulle tage øjeblikkeligt. "Må jeg be' om noget vand?' spurgte jeg sygeplejersken der kiggede underligt på mig mens jeg fik forklaret at det ikke var hendes opgave men at det skulle jeg selv skaffe. Jeg ringede til kæresten og tudbrølede: ‘Jeg kan ikke sluge pillerne fordi jeg ikke har noget vand,” vrælede jeg. Kæreste, vand, tandbørste, lidt tøj, håndklæde og en pude ankom godt og vel 20 minutter senere. – Ja, du læste rigtigt. Pude, tæpper, håndklæde osv er noget man selv skal have med på hospitalet. Heller ikke nogle af de fantastiske sygehustrøjer, benklæder eller undertøj er der… hvilket egentligt var meget rart, men, det er jo noget upraktisk.


Forplejningen på hospitalet: Morgenmad inkl 1 kop te. Frokost inkl 1 kop vand. Aftensmad inkl 1 kop vand.

Forplejning Det er alment kendt, at det tyrkiske køkken er blandt verdens bedste (ikke op til diskussion) – men dette faktum har tydeligt vist ikke nået det tyrkiske offentlige hospitalsvæsen.

Morgenmad: Oliven, hvid ost, et kogt æg og en bolle. Frokost: Kogt usaltet kyllingebryst, udkogte usaltede grønsager og en supper af ubestemt herkomst. Boller. Aftensmad: Nogle kødboller i noget olievand, usaltede grønsager den underlige supper en bolle og et surt hårdt æble. I øvrigt kom alle måltider med enten et glas te eller en kop vand.

Efter nogle dage fik jeg det bedre og kunne begynde at læse og ellers nyde den frugt og müslibarer kæresten tog med. Chokoladen var til besøgende. Bogen fik jeg læst færdigt, og kan i øvrigt anbefale til den historietossede.

Så, når kæresten og vennerne kom på hospitalsbesøg så havde de lidt mad og frugt med til mig. Efter 4 dage måtte jeg, hvis jeg havde en person med som støtte, begynde at gå lidt længere ture.

Jeg kunne gå til automaterne og købe Nescafe og vand… og jeg fik lov til at gå ud på området – altså, hvis jeg ikke var alene. På området ligger en café – hvor det sundeste spiselige var en toast der svømmende i smeltet ost – og så selvfølgelig, te.


Hygiejne Hold nu op…. hvor skal jeg starte…? Badeværelset på stuen var holdt i brune fliser, i sådan bedste ligusterfascistisk paracelhusstil fra 1970’erne. Rengøringen på badeværelset fandt sted 2 gange på de 6 dage, og det var brugseren der blev tændt og drejet rundt i rummet. Det var det. På stuen var der daglig rengøring. Det var en 1-2-3 fejning med en moppe, der aldrig kom i hjørnerne eller ind under seng, borde eller stole. (Læs mere om hygiejnen fra dagbogen nederste i indlægget)

Billedet her er fra ved siden af min seng på hospitalsstuen. Der er cirka 1 meter fra sengen til garderoben (som jeg ikke turde åbne haha).

Personalet Både lægerne og sygeplejerskerne m.fl var alle dygtige (måske lige med undtagelse af rengøringen) og venlige. Men lægerne og sygeplejerskerne mangler at blive uddannet til at behandle mennesker. Modsat Danmark hvor lægerne og sygeplejerskerne har en pædagogisk & psykologisk rygsæk, så er der intet at hente af dette i det tyrkiske offentlige sygevæsen – ligesom der i øvrigt, heller intet privatliv er at hente. Døren flås op, jeg bliver placeret i en kørestol og bang-bang ind i vægge, døre og over bugseret over dørkarme blev jeg rullet til undersøgelser uden nogen information om noget eller hvad der skulle ske. Jamen for dælen, jeg var jo nervøs. Specielt da jeg blev parkeret udenfor en dør hvor der stod ‘Endoskopi’ – det var det så heldigvis ikke lige dér jeg skulle ind *phew*.


Eller da lægen løb ud af stuen mens to sygeplejersker frøs sammen i et hjørne – da jeg i et panikanfald med tårerne rendende ned ad kinderne og hyperventilerende ville have af vide hvad jeg egentligt fejler og hvad alle de forskellige nåle skulle gøre godt for (jeg havde 3 IV indsat på samme tid. en i hver inderalbue og en i hånden). Eller da en af de mange læger slog døren op til stuen og ser jeg har en tyrkisktalende gæst (en arbejdskollega) hvorpå lægen begynder at fortælle om nogle detaljer fra undersøgelser, nogle detaljer som jeg måske ikke lige synes, at en sød arbejdskollega der bare kom forbi med en sandwich og ville høre hvordan jeg har det – burde vide.


Fagligt dygtige læger… men jeg er ikke et kadaver på studiet Ja, sundshedspersonalet ved hvad de laver, de er dygtige – men de glemmer at der sidder et sårbart menneske overfor dem. et mennesker er forvirret og som kan være både glad og ked af det.


Efter 6 dage blev jeg udskrevet. jeg fik en stribe noter med som blandt andet handler om at jeg skal have en række undersøgelser og opfølgende møder med læger.

Disse undersøgelser og møder skal jeg så selv booke.. jeg mener, fair nok ikke noget problem.

Da jeg var på hospitalet sidste gang i Danmark, blev sådanne undersøgelser mv ordnet fra hospitalets side.. men som sagt, det tyrkiske sundhedsvæsen er blanket for service… og sådan kan man jo også spare penge på sundshedssystemet.


Foto af Martin Strecker

De sidste evalueringer Jeg er stadig svimmel mere eller mindre hele tiden og er voldsom træt. Når jeg går udenfor samt på arbejdet, så går jeg med stok. Det får mig til at føle mig sikker. Jeg havde smidt smøgerne godt 2 uger før blodproppen fik mig indlagt. Jeg er en størrelse stor herre, og jeg var bange for at tage tonsvis af kilo på efter smøgerne, men maden på hospitalet og blodproppen har heldigvist fået mig over på en livsstilsændring vedrørende kosten.


Jeg ryger ikke ikke mere og jeg har siden indlæggelsen smidt godt 16kg.

Nu er det lige over en måned siden at jeg blev udskrevet fra hospitalet. Jeg har rendt til undersøgelser og evalueringsmøder 1-2 gange om ugen.


Der er godt tjek på mig. Jeg har nu fået en af de afsluttende MRI scan og resultatet ligger der (kan jeg se i sundhedssystemets app eNabiz) men jeg kunne først booke en tid hos en neurolog om 2 uger, der så forhåbentligt vil fortælle mig at jeg rask, kan flyve igen og kan stoppe med at sluge al medicinen.


Universielt sundhedsvæsen eller ej? Det nuværende tyrkiske sundhedsvæsen er sat i søen af den nuværende tyrkiske regering. Det betyder at folkesundheden er op ad gående. Desværre er det lang fra alle borgere der har SGK (sundhedsforsikring) – og derfor er det tyrkiske sundhedssystem i modsætning til det danske, altså ikke universelt. Har man sin SGK og har lægerne/sygehuset skrevet en slags ‘livsnødvendigrecept’ skal jeg ikke betale særligt mange penge for den medicin jeg nu skal til at bruge… men det kræver at man har en aktiv SGK. Samtidigt tilbageholder arbejdspladsen løn for sygedagene og knapt 3/4 af det tilbageholdte beløb udbetales af SGK. Det skal understreges at der i sygdomsperioden ikke indbetales pension, hvilket for langtidssyge betyder en forsinkelse på at kunne gå på pension. Selv var jeg sygemeldt i 8 arbejdsdage – ikke mange dage og jeg er her godt 1 måned senere stadigvæk ikke helt OK til at fuldføre alle mine pligter på jobbet – men jeg er heldig og har en leder der er god til at lave specielle aftaler.