Derfor overraskede Kameramuseet i Bakırköy mig
- Martin
- for 15 timer siden
- 5 min læsning
Da en af mine studerende foreslog et besøg på Kameramuseet i Bakırköy, var jeg ærlig talt lidt skeptisk. Et kameramuseum lød ikke som den mest oplagte udflugt. Men besøget viste sig hurtigt at handle om meget mere end gamle kameraer. Det blev også en tur tilbage til mørkekammeret, ungdomsminder og en bydel, som jeg først nu er begyndt at lære rigtigt at kende. Se også de interaktive 360°-billeder fra museet, nederst i artiklen.
Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen.
Find en række bestseller digitale guides i shoppen.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere
Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul?
Efter mit besøg på Baruthane forrige uge fik jeg lyst til at opleve mere af Bakırköy. Bydelen har aldrig fyldt ret meget i mit Istanbul. Dengang var der ingen Marmaray-forbindelse, og ud over at en veninde engang boede der, havde jeg sjældent grund til at tage derud.
I dag er veninden flyttet tilbage til Danmark. Til gengæld er Marmaray kommet.
Et par dage tidligere havde en af mine studerende foreslået, at jeg besøgte Kameramuseet i Bakırköy. Jeg spørger tit mine studerende, om de kender steder i Istanbul, som fortjener lidt mere opmærksomhed. Normalt hører jeg Hagia Sophia, Den Blå Moské eller Topkapı-paladset. Men et kameramuseum? Det havde jeg ikke lige set komme.
Fredag formiddag satte jeg mig derfor på Marmaray mod Bakırköy. Planen var lige til: Først et besøg på Kameramuseet, bagefter en tur ned til Sahil ved Marmarahavet og til sidst gennem Bakırköys gader tilbage til Marmaray.
Inden jeg tog hjemmefra, havde jeg klikket forbi både museets hjemmeside og Google. Alligevel havde jeg svært ved at danne mig et billede af, hvad der ventede. Et kameramuseum kan jo være mange ting.
På gåturen gennem Bakırköys centrum blev jeg endnu mere nysgerrig på bydelen. Baruthane havde allerede gjort indtryk ugen før, og nu opdagede jeg små caféer, sidegader og butikker, som gav mig lyst til at komme tilbage. Det var næsten lidt ærgerligt at have en aftale senere på dagen, for jeg kunne sagtens have brugt flere timer på bare at gå rundt.
Museet ligger i en smuk, ældre bygning, som efter sigende tidligere har fungeret som skole for børn med særlige behov. Allerede da jeg trådte indenfor, kunne jeg mærke, at der var tænkt over oplevelsen. Der var skinnende rent, lyset var behageligt, og udstillingerne var sat op med en omhu, der gjorde det rart bare at gå på opdagelse.
Jeg havde egentlig forestillet mig et ret teknisk museum. Kameraer på stribe. Lidt historie. En masse modelbetegnelser.
I stedet blev jeg mødt af en udstilling, der fortæller kameraets udvikling over flere etager. Kælderen handler blandt andet om mørkekammeret og den proces, der engang skulle til, før et billede overhovedet blev til.
Jeg havde foto som valgfag både i folkeskolen, på efterskolen og senere i ungdomsskolen. Jeg havde ikke tænkt på mørkekamre, fotopapir eller fremkaldervæske i mange år, men pludselig stod udstyret foran mig igen. Pludselig var jeg tilbage på fotoholdet og i mørkekammeret.
De store trækameraer ligner næsten små møbler, mens spionkameraerne er fascinerende af den stik modsatte grund. Flere gange lænede jeg mig helt tæt på for at finde ud af, hvordan de overhovedet havde fået plads til mekanikken i så lille en genstand.
I en af montrerne stod jeg pludselig ansigt til ansigt med et gammelt Kodak-gavesæt. Jeg blev slynget direkte tilbage til konfirmationstidens gavebord.
Kameraerne er selvfølgelig hovedpersonerne, men de står aldrig alene. Fotografierne på væggene viser, hvad de blev brugt til. De små tekster binder historierne sammen, og selve bygningen er med til at skabe en ro, som gør, at man ikke skynder sig videre. Flere gange tog jeg mig selv i at stå lige så længe foran et gammelt fotografi som foran kameraet ved siden af.
Da jeg på et tidspunkt kiggede på klokken, opdagede jeg, at jeg havde brugt tæt på en time på museet. Det havde jeg ærligt talt ikke forventet. Jeg er trods alt ikke kameraentusiast, men hver gang jeg troede, at jeg var ved at være færdig, dukkede der endnu et rum, endnu et kamera eller endnu en lille historie op, som fik mig til at blive lidt længere.
På et tidspunkt kunne jeg heller ikke lade være med at stille mit eget DJI-kamera ved siden af et af de gamle apparater og tage et billede. Der stod mere end hundrede års kameraudvikling på samme bord, og kontrasten var næsten komisk.
Flere steder kunne jeg scanne QR-koder med mobilen og læse mere om udstillingerne. Jeg kunne egentlig godt lide den detalje, for sådan midt i historien om kameraets udvikling stod jeg med det kamera, de fleste af os bruger allermest i dag. Informationstavlerne var desuden både på tyrkisk og engelsk, så museet er let at gå til, også for internationale besøgende.
Under besøget faldt jeg også i snak med ejeren, som var til stede den dag. Efter et par minutters snak virkede det næsten, som om han havde regnet ud, hvad der fangede min interesse. Flere gange pegede han på en montre eller et kamera og sagde, at det burde jeg lige se. Han ramte faktisk plet. Da jeg var på vej ud, viste han mig også museets lille udvalg af souvenirs. Det føltes ikke som et salgsforsøg, men mere som en stolt præsentation af et sted, der tydeligvis betyder meget for ham.
Entréen koster 200 TL, og det synes jeg ærligt talt er billigt. Jeg kunne sagtens finde på at lægge vejen forbi igen om et par måneder. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal se de samme kameraer én gang til, men fordi den slags steder fortjener opbakning.
Jeg havde også taget mit 360-kamera med, så nederst i artiklen kan du selv gå en tur gennem dele af museet i dit eget tempo. Almindelige billeder kan kun vise en lille del af oplevelsen, men de interaktive 360°-billeder giver et langt bedre indtryk af rummene og stemningen.
Da jeg forlod museet, købte jeg en pose kirsebær hos en grønthandler og gik ned til Sahil-promenaden ved Marmarahavet. Jeg satte mig et øjeblik med udsigt over vandet og lod dagens indtryk falde på plads, inden jeg gik tilbage mod Marmaray-stationen.
Kameramuseet var årsagen til turen. Bakırköy blev den positive overraskelse. Og den frokost, jeg aldrig nåede at spise, har jeg nu en rigtig god undskyldning for at vende tilbage efter. Brug fingeren, musen eller mobilen til at kigge rundt...
Praktisk: Åbningstider: 10-17 tirsdag til søndag Billet: 200 TL (juli 2026) kameramuzesi.com
