Skal all inclusive i Tyrkiet forbydes?
- Martin
- for 15 timer siden
- 4 min læsning
Skal all inclusive forbydes i Tyrkiet? Nej, mener jeg. Men den aktuelle debat handler om meget mere end buffet og fri bar. Den handler om, hvordan feriebyer udvikler sig – og om hotellet skal være hele ferien eller begyndelsen på den.
Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen.
Find en række bestseller digitale guides i shoppen.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Rejseklar til Istanbul og Tyrkiet - In case of emergency køb billetter her og oplev mere
Istanbul E-Pass - er det pengene værd for turister i Istanbul?
Kritikerroste downtenmpo album: The Immersive Istanbul (Spotify, Apple Music osv)
Det lyder umiddelbart som et spørgsmål, der hører hjemme i et ophedet kommentarspor på Facebook. Men faktisk er det en debat, der med jævne mellemrum blusser op i Tyrkiet. Politikere, turistorganisationer og lokale erhvervsdrivende peger igen og igen på all inclusive som en af årsagerne til, at restauranter, caféer og butikker i feriebyerne mister kunder.
Og inden du tror, at det her bliver et surt opstød mod all inclusive, så tager du grueligt fejl.
Jeg har selv flere gange boet på all inclusive-hoteller. Jeg har sat tænderne i “alt godt fra frituren”-buffeten og stået i længere kø efter en fortyndet drink i et lille plastikkrus, end jeg har gjort ved security i Københavns Lufthavn midt i juli.
Så jeg ved godt, hvorfor millioner af mennesker fra hele verden hvert år vælger netop den ferieform. Den er bekvem, afslappende og gør det nemt at holde styr på feriebudgettet.
Men jo mere jeg dykker ned i debatten, desto tydeligere bliver det, at den i virkeligheden handler om meget mere end buffetrestauranter og fri bar. Den handler om, hvordan feriebyer udvikler sig.
Et stort hotel er jo ikke bare et hotel. Det skaber arbejdspladser og tiltrækker mennesker. Hotellets ansatte bor, handler og lever også i lokalområdet, og derfor bliver hotellet en vigtig del af byens økonomi. Omkring hotellet vokser der et helt lokalsamfund frem.
Men udviklingen har også en bagside. Mange hoteller er efterhånden indrettet, så gæsterne stort set ikke behøver at forlade området. Restauranter, caféer, barer, butikker, spa, privat strand og underholdning findes allerede bag hotellets mure.
Det gælder især de hoteller, der ligger midt i eller lige ved en levende ferieby, hvor restauranter, caféer og butikker også ligger få minutters gang væk. Men jo mere, der flytter inden for hotellets mure, desto mindre liv bliver der udenfor. Det er netop den udvikling, mange i Tyrkiet diskuterer.
Debatten fylder især i Tyrkiets klassiske feriebyer som Antalya, Alanya, Marmaris, Bodrum og Kuşadası. Her er all inclusive en langt større del af turismen end i Istanbul, hvor de fleste besøgende stadig bruger byen som en del af ferien. Men det ændrer ikke ved det grundlæggende spørgsmål: Hvad sker der med en ferieby, hvis gæsterne aldrig forlader hotellet?
Og det fik mig til at tænke over, at debatten måske burde handle om noget helt andet.
For jeg kan jo godt forstå dem, der vælger all inclusive. Men hvis hotellet blev hele ferien, ville jeg føle, at jeg gik glip af noget – en hel del. Det er jo ofte uden for hotellet, de oplevelser opstår, som man husker længe efter ferien er slut.
Hvis der ikke længere er gæster til caféerne, restauranterne og de små butikker, forsvinder de stille og roligt. Og så ender hotellet med at blive selve ferien i stedet for en base, hvorfra man oplever byen.
Måske er det også derfor, debatten bliver ved med at vende tilbage. Den handler ikke kun om hoteller, men også om, hvilken turisme man ønsker at bygge op. Den hurtige dollar kan være fristende for både investorer og myndigheder, men hvis gæsterne aldrig kommer uden for hotellets område, er det værd at spørge, hvem der egentlig får glæde af turismen.
Sådan har jeg det også, når jeg tager hjem til Danmark. Jeg bliver ikke bare hjemme hos familie og venner. Jeg går ud, ser hvad der er sket siden sidst, besøger steder, jeg holder af og oplever byen igen.
For mig er det en del af det at rejse. Jeg vil gerne opleve det sted, jeg er kommet til. Jeg vil finde de små steder undervejs, drikke kaffe på en lokal café, spise på en restaurant, jeg tilfældigvis går forbi, og opleve de ting, som ikke står på hotellets aktivitetsprogram.
Måske er det også her, debatten hænger sammen. For hvis feriebyerne skal være levende, kræver det både hoteller, der åbner sig mod byen, og gæster, der har lyst til at opleve den.
Det har i hvert fald fået mig til at tænke over mit eget ansvar, når jeg rejser. Ikke fordi jeg føler, at jeg skal, men fordi jeg tror, at både byen og jeg får mere ud af rejsen.
Jeg tror ikke, løsningen er at forbyde all inclusive. Men jeg forstår godt, hvorfor debatten bliver ved med at dukke op. For den handler i sidste ende ikke kun om hoteller. Den handler også om, hvilken slags ferie vi gerne vil have – og hvilken slags feriebyer vi ønsker, at fremtidens rejsende skal møde.
