En Nation Fødes: Tyrkisk te, en kulturel udvikling

I denne blogpost tager jeg på en lille rejse gennem historien om den tyrkiske te-kultur.

OBS inlægget er opdateret med en mini-dokumentar fra CNN om den tyrkiske te. Se videoen nederst i indlægget.

Omkring det 17. århundrede, at te blev introduceret i det osmanniske rige via handelsruter mellem Kina og swt Osmanniske Rige førte nemlig til, at teblade blev bragt til Konstantinopel (mod. Istanbul), hvor bladene blev hurtigt fandt vej til den aristokratiske elite.

Og så gik det ellers derud af. Tedrikning spredte sig hurtigt blandt aristokraterne og blev snart en del af hoffets ceremonielle traditioner.

Det var dog først i det 19. århundrede, at tyrkisk te begyndte at vinde popularitet blandt den bredere befolkning.

Dette skyldtes delvist de. Tyrkiske regeringens bestræbelser på at fremme te-produktionen og gøre den mere tilgængelig for folk, efter tabet af første verdenverdenskrig der førte til tabet af flere arabiske områder, hvor kaffebønnen ellers blev dyrket. Prisen på importen af kaffebønner steg voldsomt og Atatürks unge republik måtte finde på et alternativ.

Alternativet blev en teplante hentet fra nabolandet Georgien. Teplanten fandt sig til rette i regionen Rize hvor det fugtige klima og de frodige bjerge er de helt ideelle vækstbetingelser for teplanten.

Teplukning foregår omhyggeligt for at sikre, at kun de fineste blade bruges til at lave tyrkisk te.

Den tyrkiske tekultur er kendetegnet ved brugen af specielle glas kaldet "çay bardağı" og små porcelænsskåle kaldet "çay fincanı". Traditionelt serveres tyrkisk te med sukker i et særligt forhold mellem te og vand, hvilket giver en unik smag. Te drikkes ofte i små slurke og nydes sammen med venner og familie i hyggelige omgivelser.

Tyrkisk te er blevet en social institution i Tyrkiet. Uanset om det er på arbejdet, derhjemme eller på caféer, spiller tedrikning i dag en central rolle i den tyrkiske selvforståelse.

Se en mini-dokumentar om den tyrkiske te fra CNN.