Din café latte har tyrkiske rødder: Historien om Tyrkisk kaffe

Tyrkisk kaffe er, hvis du spørger mine tyrkiske venner og kolleger, ikke bare noget, man drikker. Det er en tradition, et ritual og en anledning til samtale. En lille kop kaffe kan åbne for alt fra familiehistorier til fremtidsprofetier, og der er altid nogen, der insisterer på at læse din skæbne i kaffegrumset bagefter.

👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️            

Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube        

Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul  * Workshop: Bliv Mester i Tyrkisk Kaffe på din næste tur til Istanbul*

Jeg har efterhånden drukket en del kopper, men jeg må indrømme - det er ikke noget, jeg bare hælder ned på tom mave. Tyrkisk kaffe er mørk, intens og serveres uden mælk - men med lidt, meget eller slet ingen sukker. Og af erfaring foretrækker jeg, at der er et toilet i nærheden… haha.

Men bag den lille kop gemmer sig en fascinerende historie, der strækker sig flere hundrede år tilbage.

Selve kaffeplanten stammer fra Etiopien, hvor de vilde bær blev tygget for energi. Men det var i Yemen, omkring 1400-tallet, at sufierne begyndte at riste, male og koge kaffebønnerne - og forvandlede dem til den drik, vi i dag kalder kaffe. Herfra sejlede bønnerne fra havnebyen Mokka ud over den arabiske verden, gennem Mekka og Kairo, og nåede til sidst frem til det osmanniske rige.

Da kaffen kom til Istanbul i midten af 1500-tallet, fik den en helt ny rolle. Osmannerne forfinede både ristningen og brygningen og udviklede den metode, vi i dag kender som tyrkisk kaffe: fintmalet, langsomt kogt i en lille kobberkande (cezve) og serveret i små kopper (fincan) - altid med et glas vand ved siden af.

Kaffen blev hurtigt en del af hoflivet - og snart også af bylivet. I 1554 åbnede de første kaffehuse i Konstantinopel, og en ny social kultur tog form. Kaffehusene blev steder, hvor folk mødtes for at snakke, spille backgammon, høre poesi og diskutere politik.

Men ikke alle var lige begejstrede. Sultan Murad IV mente, at kaffehusene var grobund for oprør og “radikale tanker”, og i 1630’erne forbød han både køb og salg af kaffe. Lovbrydere blev straffet med tæsk - allerede ved første forseelse. Forbuddet holdt dog ikke længe. Efter sultanens død i 1640 vendte kaffeduften tilbage til gaderne, og snart havde den osmanniske kaffe vundet nyt terræn - denne gang i Europa.

Allerede før osmannerne stod foran Wiens porte, havde europæere fået smag for kaffen. Diplomater, handelsfolk og rejsende, der besøgte sultanens hof, blev budt på den mørke drik - stærk, skummende og helt uden mælk - og bragte historierne med sig hjem. I begyndelsen af 1600-tallet importerede venetianske købmænd de første kaffebønner til Venedig, og herfra bredte drikken sig hurtigt. De første kaffehuse i Europa dukkede op i Venedig, Oxford og Paris, og snart sad man også i London med sin “orientalske” drik og diskuterede politik - præcis som i Istanbul.

Da osmannerne i 1683 måtte opgive belejringen af Wien, flygtede de i hast og efterlod blandt andet sække med grønne, uforarbejdede kaffebønner i deres lejre. En polsk officer, Jerzy Franciszek Kulczycki, som kendte drikken fra sine rejser i Osmannerriget, genkendte bønnerne og brugte dem til at åbne Wiens første kaffehus, Zur Blauen Flasche. Historien blev siden fortalt som begyndelsen på Europas kaffe-eventyr - men i virkeligheden var det snarere det øjeblik, hvor kaffen skiftede identitet: fra orientalsk ritual til europæisk modefænomen.

Tyrkisk kaffe brygges stadig på samme måde som dengang. Bønnerne males ultrafint, blandes med vand og eventuelt sukker og koges langsomt, til de lige akkurat skummer op. Når kaffen hældes i koppen, efterlades det fine grums i bunden - perfekt til dem, der stadig læser skæbner, og en charme, som ingen filterkaffe kan hamle op med.

Tyrkisk kaffe er stærk, mørk og fuld af historie. Og selv om jeg stadig foretrækker min americano eller filterkaffe, så er der nu noget særligt over den lille, bitre kop, der samler folk og får tiden til at gå en anelse langsommere.

Nogle kolleger nyder en kop Tyrkisk kaffe...

---

*: affiliate link. Du støtter bloggen, uden at det koster dig ekstra, hvis du køber via linket.