Vedtaget: Istanbul Declaration on Zero Waste
- Martin
- for 3 minutter siden
- 2 min læsning

I weekenden blev Istanbul igen centrum for en global dagsorden – denne gang ikke om fortiden, men om fremtiden. På det internationale Zero Waste Forum 2025, afholdt i Haliç Kongrescenter fra 17. til 19. oktober, samledes repræsentanter fra mere end 100 lande – hovedsageligt fra Asien, Afrika og Mellemøsten – for at vedtage “Istanbul Declaration on Zero Waste”.
👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️ Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube Læs også: Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul
Erklæringen skal sætte fart i det globale arbejde for en verden uden affald og blev især tiltrukket af lande, hvor urbanisering og affaldsproblemer vokser hurtigst – men hvor potentialet for forandring også er størst.
Deklarationen fremhæver, at affald ikke blot skal håndteres, men forebygges. Den opfordrer regeringer, byer og organisationer til at forebygge affald gennem smartere forbrug og bedre produktdesign, fremme cirkulær økonomi med genbrug, reparation og genanvendelse frem for “brug og smid væk”, integrere nul-affaldsprincipper i byplanlægning og erhvervsliv, styrke samarbejde og finansiering, så både det offentlige og civilsamfundet kan handle, samt ændre vaner og kultur, så affaldsminimering bliver en naturlig del af hverdagen. Erklæringen blev præsenteret af Tyrkiets Zero Waste Foundation (Sıfır Atık Vakfı) og støttes af FN’s Miljøprogram (UNEP) og UN-Habitat.
For Tyrkiet – og især for Istanbul – er erklæringen et nyt skridt i den grønne omstilling. Siden 2017 har landet haft sit eget Sıfır Atık-program, der blandt andet har indført affaldssortering i skoler og offentlige institutioner. Men i praksis halter det stadig. De farvede skraldespande står ganske vist på plads i mange offentlige bygninger, men affaldet blandes ofte igen, når det hentes. Samtidig er Istanbul en by, hvor næsten alt sælges i engangsemballage og små, knitrende plastikposer, og hvor husholdningsaffald dagligt bæres ned i sække og smides i usorterede containere. Derfor kan det virke paradoksalt, at netop Istanbul nu udnævnes til globalt centrum for “Zero Waste” – et udtryk for store ambitioner, men også for, hvor lang vejen endnu er.
Årets forum samlede deltagere fra over 100 lande, heriblandt Egypten, Aserbajdsjan, Gabon og andre nationer fra Asien, Afrika og Mellemøsten. Repræsentanter fra Organisationen for Tyrkiske Stater (OTS), FN’s miljøprogrammer og flere internationale NGO’er deltog også. Mange af de deltagende lande står over for hurtig befolkningstilvækst og voksende affaldsproblemer – men netop derfor rummer samarbejdet et potentiale for at udvikle løsninger, som både er realistiske og tilpasset lokale forhold.
Selvom erklæringen ikke er juridisk bindende, sender den et signal: kampen mod affald og overforbrug skal prioriteres, og den skal begynde i byerne. For Istanbul kan initiativet blive en anledning til selvransagelse – og måske en påmindelse om, at også store forandringer starter med små, konkrete skridt i hverdagen.
Zero Waste Forum 2025 blev afholdt i Haliç Kongrescenter 17.–19. oktober, arrangeret af Sıfır Atık Vakıfı i samarbejde med det tyrkiske miljøministerium og FN-partnere.