Inflationen rammer Tyrkiets tv-serier
- Martin
- for 16 timer siden
- 3 min læsning
Jeg bor i et kvarter, hvor tv-optagelser jævnligt lukker en sidegade for trafik og fylder aftenen med lys og kabler. Det er efterhånden blevet en del af bybilledet - og i mere end et årti har tyrkiske tv-serier været et synligt bevis på et effektivt og globalt orienteret Tyrkiet: en branche, der kan producere hurtigt, arbejde i et tempo, der imponerer, og eksportere til hele verden.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Istanbul uden ventetid - køb billetter her og oplev mere
Men i øjeblikket er det ikke regulering eller censur, der presser branchen. Det er inflationen, der driver produktionsomkostningerne markant op.
To af de serier, der for alvor har gjort tyrkisk tv til en global eksportvare, er Muhteşem Yüzyıl - på dansk ofte kaldt Det storslåede århundrede - om magtkampene omkring Süleyman den Prægtige og intrigerne i Topkapı-paladsets harem - og Kara Sevda - Sort kærlighed - en moderne tragedie om klasseskel og umulig kærlighed, som blev solgt bredt internationalt.
Den ene bygger på osmannisk storpolitik, den anden på nutidig melodrama. Forskellige genrer - men begge er blevet en del af den samme forretningsmodel: producer hjemme, eksportér globalt og hent hård valuta ind.
Ifølge en analyse i Financial Times er netop denne eksportmodel nu under økonomisk pres. Tyrkiske tv-serier er blevet solgt til næsten 170 lande og set af op mod én milliard mennesker. De har indbragt hundredvis af millioner dollars i eksportindtægter og fungeret som effektiv soft power.
Men inflationen har ændret regnestykket. Den toppede på 85 procent i 2022 og ligger fortsat omkring 30 procent. Produktionsomkostningerne er tredoblet, og en times tv-produktion koster nu over 240.000 dollars. Samtidig dækker reklameindtægterne kun omkring halvdelen af en episodes omkostninger .
Den model, der tidligere gjorde det muligt at producere massivt, sortere hurtigt og eksportere de stærkeste serier med overskud, er blevet langt mere skrøbelig. Når inflationen i lira overstiger valutafaldet, bliver Tyrkiet reelt dyrere målt i dollar og euro. Og når man producerer til et globalt marked, er det dollar og euro, der afgør konkurrenceevnen.
For mig minder dizi-bølgen om Yeşilçam - den tyrkiske films gyldne år i 1960’erne og 70’erne. Dengang producerede Tyrkiet hundredvis af film om året. Tempoet var højt, og branchen var en kulturel kraft. Forskellen i dag er, at tv-serierne er tæt forbundet med eksport og hård valuta. Hvis produktionen bliver for dyr, er det ikke kun en kulturel epoke, der udfordres - det er en indtægtskilde.
Financial Times beskriver udviklingen som en parabel over Tyrkiets bredere økonomiske problemer. Tekstilindustrien mister arbejdspladser, og hvidevareeksporten falder. Mekanismen er den samme: inflation udhuler konkurrenceevnen og presser eksporten.
Når jeg i dag ser et filmhold arbejde i mine gader, ser jeg stadig professionalisme og ambition. Men jeg ser også en branche, der i stigende grad må sikre forhåndssalg i udlandet, før kameraerne overhovedet kan rulle. Risikoen er blevet dyrere, og marginerne mindre.
Hvis færre serier bliver produceret, og færre globale hits opstår, handler det ikke bare om mindre melodrama på skærmen. Det handler om en eksportindtægt, der risikerer at skrumpe i et land, hvor behovet for hård valuta er konstant.
Spørgsmålet er derfor ikke, om tyrkiske tv-serier overlever. Det gør de. Spørgsmålet er, i hvilken form og med hvilken økonomisk tyngde.
Kameraerne ruller stadig. Men om de fortsat kan rulle med samme styrke på verdensmarkedet, afhænger i sidste ende ikke af manuskripterne - men af økonomien bag dem.
Artiklen bygger på Financial Times: “High inflation punctures Turkey’s TV soap bubble"
