top of page

Vikinger i Istanbul: Historien om væringergarden i Konstantinopel

for 10 minutter siden
3 min læsning

Middelalderlig manuskriptscene med farverige ryttere på heste med spyd, omgivet af græsk tekst på pergament.

Det lyder måske lidt kækt, når jeg siger det, men mens vikingetiden var ved at ebbe ud i Norden, fortsatte den faktisk side om side med romerne i Konstantinopel, en del af det moderne Istanbul.


Istanbul har egentlig også en lidt pudsig forbindelse til vikingernes historie. Nogle kom for at handle, andre med lidt måske mindre ærlige motiver, og så var der dem, der kom for at søge lykken som krigere - og fik en helt særlig plads. De blev nemlig kejserens mænd, ansat direkte af den romerske kejser som hans personlige livvagt og eliteenhed, væringergarden.


Det, der i dag ofte kaldes Det Byzantinske Rige, var Romerriget med Konstantinopel som centrum. Indbyggerne kaldte sig romere, og kejseren var den romerske kejser. Det var det samme romerske rige, som havde eksisteret siden antikken.


Vikinger kom til Konstantinopel ad forskellige veje. Nogle rejste gennem de russiske floder og Sortehavet, andre kom via handelsvejene fra Nordeuropa. En del fandt vej til kejserens tjeneste og blev en del af væringergarden.


Og vikingerne kunne ikke bare slentre ind i byen, som det passede dem. Allerede i begyndelsen af 900-tallet var der regler for, hvordan de kunne komme ind i Miklagard, som byen blev kaldt på vikingevis. De kunne kun komme ind gennem en bestemt port, være ubevæbnede og komme i grupper på højst 50 ad gangen.


Ved Küçükçekmece, vest for den historiske by, bliver der stadig gravet ved Bathonea, hvor arkæologerne har fundet en middelalderlig vikingeboplads.


Væringergarden var kejserens personlige livvagt, men væringerne var samtidig en eliteenhed, der kunne sættes ind både til lands og til søs. Navnet væring forbindes med det oldnordiske *væringi* og det nordiske *várar*, der har med ed og troskab at gøre. Det passer meget godt til den funktion, de fik under kejseren. De var ikke en del af hoffet, men kejserens personlige livvagt og en militær eliteenhed, som kunne sættes ind både til lands og til søs. De blev ansat på kontrakt, betalt direkte for deres tjeneste og kunne hyres og fyres efter behov.


Det gav dem en særlig position i en verden, hvor korruption og bestikkelse var en del af det politiske spil. De var udenlandske soldater uden lokale familiebånd eller egne magtnetværk ved hoffet. Deres position var knyttet til kejseren og den kontrakt, de havde med ham.


Blandt de mest berømte væringer var Harald Sigurdsson, senere den norske kong Harald Hårderåde, som gjorde tjeneste i Konstantinopel i 1030'erne. Han deltog i flere af kejserens felttog, og sagaerne har selvfølgelig ikke ladet hans tid blandt væringerne gå ubemærket hen.


Der er en nordisk saga om Harald Hårderåde, hvor der blandt andet fortælles om et væringerangreb på Sicilien, hvor han skulle have bundet brændende materiale på fugle og sendt dem tilbage til deres reder under byens stråtage. Fuglene satte efter sigende byen i brand. Om historien er sand, er en helt anden sag, men den er næsten for god til ikke at fortælle.


Væringergarden forsvandt heller ikke fra den ene dag til den anden. Den eksisterede i forskellige former i flere århundreder, men plyndringen af Konstantinopel i 1204 og den efterfølgende omkring 60 år lange besættelse, hvor byen blev regeret af katolske korsfarere, blev et afgørende brud.


Da Romerriget igen fik kontrollen over Konstantinopel i 1261, var den verden, som havde skabt væringergarden, allerede forandret.


1066 bliver ofte sat som slutpunktet for vikingetiden. Men for nogle fortsatte historien mod øst. Efter den normanniske erobring af England søgte engelske krigere mod øst, og nogle af dem fandt vej til Konstantinopel og væringergarden.


Så det var måske ikke helt så kækt sagt alligevel. Mens vikingetiden var ved at ebbe ud i Norden, fortsatte den altså i den by, vi i dag kalder Istanbul.


Og sporene er faktisk stadig til at finde. I Hagia Sophia står Halvdans navn ridset ind i marmoret - en slags rune-graffiti, om man vil.


Mit Istanbul: 25 steder under radaren
DKK 40.00
Køb nu

Istanbul Bogpakke 2
DKK 80.00DKK 65.00
Køb nu

billede øverst: Wiki Commons/Madrid Skylitzes

For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.

Få min cirka månedlige nyhedsmail

Sådan... nu vil du modtage en nyhedsmail cirka 1 gang om måneden

  • Facebook
  • Instagram
  • Threads
  • X

​Nyttig adresse:

- Det Danske General Konsulat, Istanbul:

Tel +90 (212)359 1900 

- tyrkiet.um.dk

OBS: Læs også
I nødstilfælde: For en sikkerheds skyld

 

mitistanbul.dk anvender Stripe

som sikker betalingsløsning.

© ℗ 2020-2026 by Martin Strecker Adelskov

 

mitistanbul.dk

Dansk blik på Istanbul - skrevet indefra

bottom of page