5 misforståelser om Istanbul - og hvad der møder dig i virkeligheden
- Martin
- for 1 dag siden
- 5 min læsning
Opdateret: for 1 dag siden
Mange, der rejser til Istanbul første gang, har allerede en film kørende i hovedet. Noget med basarer, minareter, orientalsk stemning og en by, der føles lidt mere anderledes end dem, man ellers besøger. Det er helt fair. Sådan havde jeg det også.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Istanbul uden ventetid - køb billetter her og oplev mere
Turkish Odyssey - et overblik, der hænger ved
Noget af filmen holder. En del gør ikke. Og noget viser sig først, når man står midt i det og tænker: nå. Sådan er det altså her.
Her er fem misforståelser, jeg støder på igen og igen. Ikke som kritik. Mere som små justeringer, der kan gøre oplevelsen lettere og lidt mere afslappet.
1. “Istanbul er Tyrkiets hovedstad”
Mange tror, at Istanbul er Tyrkiets hovedstad. Og helt ærligt. Det er ikke så mærkeligt.
Istanbul har jo været hovedstad før. I virkelig lang tid. Og ikke for hvem som helst.
I dag er det Ankara, der er hovedstad. Det var Atatürk, der flyttede den dertil, da republikken blev grundlagt. Et bevidst valg væk fra imperiets gamle centrum og ind midt i Anatolien.
Forvirringen hænger også sammen med historien. Istanbul var hovedstad i Romerriget, senere i det Østromerske Rige, det vi i dag kalder Byzans, og efter 1453 i Osmannerriget. I mere end 1.500 år var det her, magten sad, og det herfra verden blev set.
Og selv om Istanbul ikke er Tyrkiets politiske hovedstad i dag, er det svært ikke at kalde den landets kulturelle hovedstad. Det er her, meget af det nye opstår først. Det kan mærkes.
2. “Det er en konservativ by, hvor man skal dække sig helt til”
Den her fylder meget før første tur. Og det er ikke en dum tanke. Den handler faktisk også om et ønske om at vise respekt. Det er bare en lidt for grov forenkling.
I store dele af Istanbul går folk klædt, som de har lyst. Sneakers, korte kjoler, jeans, jakkesæt, træningstøj, højhælede sko. Det hele blandet sammen. Kvarterer som Beşiktaş, Kadıköy og Nişantaşı føles mere som Sydeuropa end som noget, der kræver særlige overvejelser foran spejlet.
Der er dog ét sted, hvor spillereglerne ændrer sig lidt. Moskeer.
Og egentlig er det meget enkelt. Skuldre og knæ dækket. Og er du kvinde, så et tørklæde over håret. Ikke fordi nogen står og holder øje. Men fordi det stadig er aktive religiøse rum. Mangler der noget, ligger der som regel et tørklæde eller en slå-om-kjole klar ved indgangen.
Udenfor moskeerne er der ingen, der forventer noget bestemt. Istanbul er langt mere afslappet på det punkt, end mange tror. Ofte er det mere ens egen usikkerhed end omgivelserne, der fylder.
Og ja. Bikini og bar overkrop hører til på stranden, men det giver jo sig selv.
3. “Maden handler mest om kebab”
Det er nok den misforståelse, jeg oftest støder på. Og igen. Den er ikke grebet ud af den blå luft. Kebab fylder. Den er billig. Den er nem. Og den er overalt.
Men kebab. Se, her sniger der sig en lille sproglig forvirring ind. For det, vi i Danmark kalder kebab, er det, man i Istanbul vil kalde en döner. Ordet betyder i øvrigt bare at dreje rundt. Ikke mere dramatisk end det.
Og så er der detaljerne. Hernede ryger der ikke helt så meget salat og dressing i rullen som derhjemme. Til gengæld smider de ofte pomfritter i. Det lyder forkert. Men fungerer overraskende godt.
Det tyrkiske køkken er i det hele taget meget bredere, end mange regner med. Fisk langs Bosporus. Grøntsagsretter, der får kød til at føles som en sidebemærkning. Småretter, der langsomt fylder bordet, uden at nogen helt kan huske, hvem der bestilte hvad. Og steder, der laver én ret og har gjort det i årevis, fordi der ikke er nogen grund til at ændre på den.
Og så er der morgenmaden. Kahvaltı. Den starter uskyldigt. Brød, ost, lidt grønt. Og ender ofte med at tage det meste af formiddagen, hvis man ikke stopper sig selv i tide. Det er ikke noget, man skynder sig igennem. Og det er heller ikke meningen.
Kebab er en del af byen. Helt sikkert. Men det er kun et hjørne af køkkenet. Og ofte ikke engang det mest interessante.
4. “Det er farligt og kaotisk at færdes i byen”
Istanbul kan virke voldsom ved første øjekast. Den er stor. Den larmer. Der er trafik. Mange mennesker. Meget på én gang. Det er ofte dét, der bliver kaldt kaos.
Med god brug af sund fornuft, er byen sjældent farlig. I hvert fald for almindelige besøgende.
De fleste oplever hurtigt, at byen egentlig føles ret tryg. Folk passer deres eget. Gaderne er levende sent. Der er lys, butikker og caféer næsten overalt. Det er ikke en by, der lukker ned klokken ti.
Det, der til gengæld kan føles kaotisk, er trafikken. Og den fortjener sit rygte. Myldretid er altid. Taxaer sidder fast. Og “det tager lige ti minutter” betyder sjældent det samme her som derhjemme.
Til gengæld fungerer offentlig transport virkelig godt. Sporvogne, metro og især færgerne holder byen sammen. Færgerne er ikke bare transport. De er små pauser med udsigt. En vaske ægte Istanbul-oplevelse. Og så er det også den nemmeste måde at komme fra den ene side af byen til den anden.
Kaosset er der. Men det er til at leve med. Og ofte mest støj, ikke fare.
5. “Man skal prutte om prisen alle steder”
Den her lever stadig. Og den er mere forkert, end den er rigtig.
Nej, man prutter ikke om prisen alle steder. Heller ikke i Grand Bazaar.
I langt de fleste butikker, også inde i basaren, er prisen fast. Især hvis du køber én ting. Betaler du med kort, er prisen næsten altid givet på forhånd.
At forhandle om prisen, altså at prutte om prisen, kan komme på tale i bestemte situationer. For eksempel hvis du køber flere af samme vare. Hvis du handler større ting. Og hvis du i den situation betaler kontant fremfor med kort.
Det handler også meget om at læse rummet. Lægger sælgeren selv op til, at prisen kan snakkes ned? Eller bliver den bare sagt én gang og så videre? Ofte er det mere en samtale end en egentlig forhandling. Et lille kulturmøde for begge parter, snarere end et spil, der skal vindes.
Udenfor basarerne prutter man som udgangspunkt ikke. Caféer, restauranter, supermarkeder, tøjbutikker og shoppingcentre kører med faste priser. Forsøger man at forhandle dér, bliver det mest bare akavet.
mitistanbul.dk digitale mini-guide
Der følger mange små misforståelser med, når man rejser til Istanbul. Ikke fordi byen er svær, men fordi den sjældent passer helt ind i de forestillinger, man har med hjemmefra.
Det meste handler egentlig bare om at skrue forventningerne en anelse. Ikke for at give afkald på noget, men for at få mere ro i oplevelsen. Når man slipper idéen om, hvordan Istanbul burde være, begynder byen stille og roligt at give mening på sine egne præmisser.
Hvis du gerne vil lidt længere ned i tempo og samtidig have noget konkret i hånden, har jeg samlet mine erfaringer i en lille digital mini-guide til en forlænget weekendtur i Istanbul. Den er skrevet i samme tone som her. Ingen store armbevægelser. Bare praktisk, rolig viden, du faktisk kan bruge. Guiden købes nemt og sikkert direkte her på bloggen (se nedenfor) og fungerer fint både før afrejse og undervejs.
Og lad byen komme til dig i sit eget tempo.
mitistanbul.dk bruger Stripe som sikker betalingsmåde
