Et hjørne af historien
- Martin
- for 5 dage siden
- 3 min læsning
Opdateret: for 4 dage siden
Da jeg for noget tid siden fulgte den gamle havmur langs Det Gyldne Horn, nåede jeg til Ayvansaray - det sted, der i årene op til 1453 næsten markerede grænsen for det østromerske rige.
👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube
Her, midt i det hele, fik jeg øje på noget, jeg aldrig før havde lagt mærke til: en lille marmortavle, der sad på muren som et glemt stykke historie, man næsten skulle snuble over for at se.
På tavlen står der:
“23 Nisan 1453 Pazartesi günü seferî köprü Fatih Sultan Mehmed tarafından bu civarda kurdurulmuştur.”
“Mandag den 23. april 1453 lod Sultan Mehmed den Erobrer en felttogsbro bygge her i området.”
Denne lille umiddelbart ubetydelige tavle markerer et af de øjeblikke i belejringen af Konstantinopel, hvor osmannerne ændrede tempo og begyndte at presse byen fra vinkler, byzantinerne slet ikke var forberedt på.
Her ved Ayvansaray lod Mehmed I opføre en slags flydebro - en midlertidig konstruktion af både, tønder og brædder - lagt ud over den smallere del af Det Gyldne Horn fra Hasköy på den modsatte bred af Det Gyldne Horn her til Ayvansaray - en bro der gjorde det muligt at flytte sine tropper over vandet.
Samtidig, og i de samme dramatiske april-dage, foregik den manøvre, som i dag næsten er helt mytisk: Osmanniske soldater trak deres skibe op over land, fra Bosporus kysten ved det der i dag ligger mellem Kabataş og Dolmabahçe, og førte dem over højderyggen bag Kasımpaşa - og sænkede dem ned i Det Gyldne Horn igen bag den jernkæde, byzantinerne havde strakt ud for at blokere indsejlingen.
Broen bandt hæren sammen på tværs af Haliç. Skibene ændrede balancen inde i selve bugten. Og tilsammen skabte de et pres, som byens forsvar ikke kunne matche.
Går man et par hundrede meter op ad bakken herfra mindepladen i muren, står man i det område, der i dag kaldes Tekfur. Det var her, den sidste byzantinske kejser, Konstantin XI Palaiologos, boede. Ikke i pragt, men i et faldefærdigt palads, der mest af alt vidnede om et rige, der var skrumpet ind til sin egen skal. De store handelsruter var for længst blevet overtaget af genoveserne, som sad tungt i Galata og kontrollerede handelen fra deres store tårn - Galatatårnet. Det var herfra, de førte varer, penge og magt ind og ud af byen, mens kejseren stod tilbage med murene, titlen og et håb, der blev tyndere dag for dag.
Og så står man her - ved en mur i Ayvansaray - med en marmortavle, der ikke gør meget væsen af sig. Men hvis man nu kender historien, som du nu gør lidt, så forstår man bare lidt, at netop dette lille stykke mur markerer et punkt, hvor verdenshistorien skiftede retning. En enkelt mandag i april 1453, hvor en bro blev lagt ud over vandet, mens skibe bumpede hen over bakkerne længere ude.
Det er det, Istanbul kan:
At gemme de største historier i de mindste detaljer. At lade en hel civilisation hvile i en tavle, man næsten skal snuble over for at opdage. Og at minde dig og mig, om, at selv de mest anonyme hjørner af denne by kan være steder, hvor verden engang ændrede kurs.
