De fire heste, der blev plyndret fra Konstantinopel - og aldrig vendte tilbage
- Martin
- 9. jan.
- 3 min læsning
Opdateret: 10. jan.
Højt over indgangen til Hippodromen i Konstantinopel stod de engang. Fire bronzeheste spændt for en triumfvogn. En quadriga. Ikke som dekoration, men som et synligt tegn på kejserlig magt og romersk kontinuitet - et billede på imperiets styrke, placeret midt i byens politiske og ceremonielle centrum. Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube Turist i Tyrkiet: Mobiltelefoni & Data - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere - Korstoget der blev afsporet - plyndringen af Konstantinopel 1204
I dag står de ikke længere i Istanbul. De står i Venedig, højt hævet over Markuspladsen på facaden af Markuskirken. Vejen dertil gik gennem året 1204.
Det fjerde korstog begyndte i 1202 som et religiøst projekt, men mistede undervejs både retning og formål. Det endte ikke i Det Hellige Land, men i Konstantinopel - med plyndringen af den kristne kejserby i april 1204 som det brutale højdepunkt. Korsfarerne stod i gæld til Venedig. De blev trukket ind i byzantinske arvestridigheder. Og gradvist blev Konstantinopel - verdens rigeste kristne by - reduceret fra allieret til legitimt bytte.
Da byen faldt, var volden omfattende og systematisk. Kirker, paladser og offentlige rum blev tømt. Metaller, relikvier, ikoner og statuer blev fjernet i et omfang, der stadig kan spores i Europas museer og kirker. Midt i plyndringen blev de fire bronzeheste over Hippodromens port taget ned. Ikke fjernet. Ikke reddet. Men plyndret - og sendt mod Venedig som krigsbytte og betaling på gælden.
I Venedig fik hestene en ny rolle. De blev sat op på Markuskirkens facade, tydeligt eksponeret som trofæer - og blev hurtigt en del af byens offentlige selvforståelse. Et synligt bevis på, at magt og arv var flyttet vestpå. Med tiden blev deres byzantinske oprindelse nedtonet. I stedet blev hestene indskrevet i en venetiansk fortælling om kontinuitet, styrke og historisk ret.
Historien gentog sig i 1797. Da Napoleon indtog Venedig, lod han hestene fjerne og fragte til Paris, hvor de blev opstillet som symbol på fransk triumf. Efter Napoleons nederlag i 1815 blev de returneret. Ikke til Istanbul. Men til Venedig.
Hvorfor kom de aldrig hjem? I begyndelsen af 1800-tallet talte man ikke om oprindelsesret. Man talte om ejerskab i praksis. Og i europæisk optik var det Venedig, der var blevet bestjålet af Napoleon - ikke Konstantinopel. Byzantium eksisterede ikke længere. Konstantinopel var hovedstad i Osmannerriget, som europæiske magter ikke anerkendte som legitim arvtager til den byzantinske kulturarv. Tilbageleveringen handlede om at omgøre Napoleons plyndringer - ikke middelalderens.
For osmannerne selv var sagen heller ikke central. Da Konstantinopel blev erobret i 1453, havde hestene været væk i cirka 250 år. Hippodromen lå allerede delvist i ruiner, og fokus var rettet mod magt, administration og stabilitet. Osmannerne så sig som Romerrigets fortsættelse gennem erobringsret - som Kayser-i Rûm - men ikke som forvaltere af byzantinsk kulturarv i den forstand, vi forstår begrebet i dag.
I dag forholder Tyrkiet sig anderledes til fortiden. Gennem de seneste årtier har landet ført en aktiv og målrettet politik for at få arkæologiske fund og kunstgenstande tilbage. Især genstande, der er fjernet ulovligt i nyere tid, er blevet hjemtaget fra museer og private samlinger i USA og Europa. Disse sager har typisk tre fælles træk: dokumenteret oprindelse, ulovlig udførsel (smugling) og mulighed for at anvende moderne internationale konventioner.
De fire heste falder uden for alle disse rammer. De blev plyndret i 1204 som krigsbytte. Der findes ingen international lovgivning, der dækker middelalderlig plyndring. Samtidig rejser de et mere grundlæggende spørgsmål: Hvem kan i dag gøre krav på byzantinsk kulturarv? Det er et spørgsmål, som både historisk og politisk står uafklaret. Derfor fungerer de fire heste i dag primært som symbol i Tyrkiet - ikke som en konkret tilbageleveringssag.
Situationen er anderledes med genstande som Pergamon-alteret i Berlin. Det blev fjernet fra Anatolien i slutningen af 1800-tallet under forhold, der i dag er stærkt omdiskuterede. Netop derfor indgår det aktivt i den moderne repatrieringsdebat. Her ændrer tidsrammen alt.
De fire heste fra Hippodromen vender næppe nogensinde tilbage til Istanbul. Ikke fordi begivenhederne er glemt, men fordi de hører til i en tid uden regler for kulturarv. I dag står hestene i Venedig. I Istanbul står historien om 1204.
