Blodbad på Sultanahmet-pladsen i år 532
- Martin
- for 2 dage siden
- 5 min læsning
Opdateret: for 46 minutter siden
Under Sultanahmet-pladsen i Istanbul gemmer resterne af Konstantinopels enorme hippodrom sig. Her udviklede utilfredshed, rivaliserende fangrupper og politisk uro sig i år 532 til Nika-oprøret - et blodigt oprør, der næsten væltede kejser Justinian 1. og endte med en massakre, hvor titusindvis efter sigende blev dræbt. Et blodbad på Sultanahmet-pladsen,
Hvis du vil støtte bloggen, så byd mig på en kop virtuel kaffe - det hjælper mig med at fortsætte med at bringe gode tips og historier fra byen.
Find mine digitale guides i shoppen.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere
Vidste du, at omkring 30.000 mennesker efter sigende blev dræbt dér, hvor turister i dag går rundt mellem Hagia Sophia, Den Blå Moské og de gamle obelisker på Sultanahmet-pladsen?
Det er svært rigtigt at forestille sig i dag, hvor turistgrupper bevæger sig mellem Hagia Sophia, Den Blå Moské og de gamle obelisker på pladsen oven over den tidligere hippodrom. Men under området gemmer der sig resterne af Konstantinopels enorme hippodrom - byens stadion og politiske centrum i det 6. århundrede.
Her samledes titusindvis af mennesker til stridsvognsløb, kejserlige ceremonier og offentlige begivenheder. Hippodromen var dog langt mere end sport. Det var også et sted, hvor befolkningen kunne vise deres vrede direkte over for kejsermagten, og hvor Konstantinopels sociale og politiske spændinger ofte blev udstillet foran hele byen.
De to dominerende fangrupper var de Blå og de Grønne. De fleste moderne beskrivelser kalder dem sportsfraktioner, men det er næsten for mildt et ord. De fungerede også som politiske og sociale netværk med forbindelser langt ind i Konstantinopels magtstruktur.
Historikere forbinder ofte De Blå med kejsermagten og aristokratiet, mens De Grønne i højere grad knyttes til handelsfolk, bredere folkelige lag og religiøs opposition. Virkeligheden har dog sandsynligvis været mere flydende end de klassiske beskrivelser giver indtryk af.
Flere historikere beskriver også de Blå og de Grønne som noget langt mørkere end almindelige sportsfans. Fraktionerne kunne fungere som voldelige netværk med forbindelser til både aristokrati, gadebander og kejsermagt - og nogle samtidige kilder antyder, at de i perioder blev brugt strategisk af magthaverne selv til at kontrollere gaderne og intimidere modstandere.
Hvor meget der er fakta, propaganda eller senere overdrivelse, er dog stadig til debat blandt historikere. Men det virker ret tydeligt, at hippodromen var tæt vævet ind i Konstantinopels politiske liv og sociale uro.
Da kejser Justinian 1. kom til magten, var Konstantinopel allerede præget af spændinger. Han forsøgte at centralisere magten, reformere administrationen og skaffe flere penge til staten gennem høje skatter. Samtidig førte hans regering store militære kampagner for at generobre gamle romerske områder i vest, og mange i Konstantinopel oplevede ham som fjern, hård og økonomisk brutal.
Utilfredsheden voksede derfor i store dele af byen - også blandt de Blå og de Grønne.
I januar år 532 blev situationen alvorlig efter flere voldelige sammenstød mellem fangrupperne. Medlemmer fra både de Blå og de Grønne blev dømt til døden, men to af dem overlevede henrettelsesforsøget og søgte tilflugt i en kirke. Da myndighederne nægtede at benåde dem, begyndte utilfredsheden at samle sig, og under stridsvognsløbene i hippodromen den 13. januar vendte publikum pludselig deres vrede mod kejseren. I stedet for de sædvanlige kampråb begyndte både Blå og Grønne at råbe “Nika!” - “Sejr!”.
Herfra udviklede situationen sig hurtigt til et egentligt oprør. Folkemængderne bevægede sig ud fra hippodromen og ind gennem byen, hvor store områder blev sat i brand. Konstantinopel var tæt bebygget, og ilden bredte sig voldsomt gennem kvartererne. Flere vigtige bygninger gik tabt - blandt andet den tidligere udgave af Hagia Sophia, som brændte ned under urolighederne.
På et tidspunkt forsøgte oprørerne at finde en ny kejserfigur, de kunne samle sig om. Valget faldt på Hypatius - en nevø til den tidligere kejser Anastasius og dermed en mand med forbindelse til den kejserlige familie. Meget tyder dog på, at Hypatius ikke selv ønskede rollen.
Flere historikere peger på, at han nærmest blev trukket ind i situationen af folkemængden, som desperat havde brug for et alternativ til Justinian. Kilderne beskriver ham ikke som en mand, der aktivt forsøgte at gribe magten, men snarere som en aristokrat fanget i et oprør, der hurtigt voksede langt ud over nogens kontrol.
For kejsermagten gjorde det dog ikke den store forskel. Selve idéen om en rival til tronen var farlig nok.
Situationen blev så alvorlig, at Justinian ifølge samtidige kilder overvejede at flygte fra Konstantinopel. Her spiller kejserinde Theodora en vigtig rolle i fortællingen om Nika-oprøret.
Ifølge historikeren Prokopios nægtede Theodora at acceptere flugtplanerne og argumenterede for, at det var bedre at dø som kejserlig end at leve i eksil.
Det mest berømte citat, der tillægges hende, er, at “purpur er det smukkeste ligklæde”. Om ordene faldt præcist sådan, er umuligt at vide, men fortællingen har været med til at gøre hende til en af de mest markante skikkelser i byzantinsk historie.
Justinian blev i byen og besluttede sig for at slå oprøret ned med vold. Ifølge flere kilder lykkedes det samtidig kejsermagten at splitte oprørerne igen. De Blå, som traditionelt forbindes tættere med kejsermagten, begyndte angiveligt at trække deres støtte til Hypatius tilbage, og det kan meget vel have været med til at afgøre oprørets skæbne.
Kort efter blev tusindvis af mennesker samlet i hippodromen, hvor kejserens soldater marcherede ind, mens portene blev blokeret. Massakren, der fulgte, regnes som afslutningen på Nika-oprøret.
De traditionelle estimater nævner omkring 30.000 døde, selvom tallet naturligvis er svært at bekræfte præcist. Under alle omstændigheder var der tale om et blodbad i en skala, der rystede Konstantinopel.
Hypatius blev kort efter henrettet. Ikke nødvendigvis fordi han havde været oprørets egentlige leder, men fordi Justinian havde brug for at sende et signal til både byen og eliten omkring sig. Ingen skulle tro, at tronen kunne udfordres uden konsekvenser, heller ikke selvom man måske var blevet trukket ind i situationen mod sin vilje.
Nika-oprøret blev et afgørende vendepunkt i Justinian 1.s regeringstid. Oprøret havde vist, hvor tæt kejsermagten havde været på kollaps, men også hvor langt Justinian var villig til at gå for at bevare kontrollen over riget.
Samtidig ændrede katastrofen byens udseende. Efter brandene og ødelæggelserne begyndte Justinian et enormt genopbygnings- og byggeprogram, der skulle sætte et tydeligt aftryk på både Konstantinopel og resten af riget.
Basilica Cistern blev færdiggjort som en del af byens vandforsyning, og Hagia Sophia blev genopført i den monumentale form, vi stadig ser i dag. Men det stoppede langt fra dér. Justinian satte gang i byggeprojekter over store dele af riget - noget historikeren Prokopios få år senere beskrev i værket Buildings.
Da den nye Hagia Sophia stod færdig i år 537, var den ikke kun tænkt som en kirke. Den var også et symbol på kejserlig magt, stabilitet og genoprejsning efter en af de mest dramatiske perioder i Konstantinopels historie.
Oktober 2024: Første udgave Maj 2026: Opdateret med en lang række detaljer samt sproglig tilpasning.
