top of page

Alt du skal vide om Istanbul Meyhane: Meze, raki og de uformelle samtaler

for 2 dage siden
3 min læsning

Glas med "Yeni Raki" tekst på ternet dug, omgivet af tallerkener med dolma og andre retter. Personen i baggrunden i gul sweater. Stemningen er hyggelig.

Glassene klirrer, brødet bliver revet i stykker med hænderne, og tjeneren forsøger at finde plads til endnu en tallerken på bordet. Raki’en får vand og bliver mælkehvid, mens samtalen omkring bordet fortsætter, som om ingen har planer om at gå hjem. Du er på meyhane.

Lyt til “Samtaler fra Istanbul” episode 4, hvor samtalen kommer ind på mayhane traditionen.

En meyhane bliver ofte oversat til noget i retning af en tyrkisk restaurant med fisk og raki. Det er ikke helt forkert, men det fortæller ikke rigtig, hvad en meyhane er. Det er lidt ligesom at sige "pølsevogn", om det så er Burger King, grillen på gågaden eller gourmetburgeren på caféen.


For en meyhane er ikke et sted, hvor du kommer ind, spiser din mad og går igen. Aftenen skal helst have lov til at tage den tid, den tager. Der kommer lidt mad på bordet, så lidt mere, glassene fyldes, nogen fortæller en historie, og pludselig er der gået tre timer.


På en måde minder det mig om de gamle fondueaftener fra 1970’erne. Den der mærkelige danske tradition, hvor gryden stod midt på bordet, og hele måltidet blev trukket ud, fordi der egentlig ikke var nogen grund til at blive færdig. Maden var næsten sekundær i forhold til det, der foregik rundt om bordet.


Det samme gælder her.

I Istanbul findes der masser af meyhaner, men de er ikke nødvendigvis de steder, der ser flottest ud udefra. Jeg ville være mere interesseret i et lidt slidt lokale med borde fyldt af tyrkere end i et sted med smart facade og engelsk menukort. Kig efter steder, hvor der allerede sidder mennesker, hvor tjenerne har travlt, og hvor aftenen tydeligvis er i gang.


Det er ofte dér, det bliver godt.


Når du har sat dig, begynder det som regel med meze. Små tallerkener, der efterhånden fylder det meste af bordet. Aubergine, yoghurt, fisk, salater, grøntsager, forskellige slags dip og en masse ting, som du måske ikke aner, hvad er.


Det er helt fint.

Bestil nogle stykker og se, hvad der sker. Der kommer som regel mere til undervejs.


Og lad være med at bestille hele måltidet på én gang. Det er noget af det, der kan få en meyhane til at føles som en almindelig restaurant. Her skal der helst være plads til, at aftenen udvikler sig.


Hvis du ser atom på menukortet, kan du i øvrigt godt regne med, at der er chili i. Og ikke nødvendigvis den forsigtige slags.


På et tidspunkt kommer tjeneren måske forbi og spørger, om du er klar til balık - fisk. Det er den klassiske hovedret på mange meyhaner, men der findes også köfte, tavuk og andre muligheder. Der er som regel gode muligheder, uanset om du spiser fisk, kød eller plantebaseret. Er du plantebaseret, kan du sagtens få et godt måltid ud af meze, og nogle steder findes der også plantebaserede hovedretter.


Senere, når de første tallerkener er væk, kommer der måske frugt eller ost på bordet. Ikke nødvendigvis fordi nogen har bestilt dessert. Det er bare sådan, aftenen fortsætter.


Og så er der raki. Den blandes med vand, bliver mælkehvid og drikkes langsomt. Den følger maden og samtalen gennem aftenen.


Det er måske netop derfor, en meyhane kan være svær at forklare til nogen, der aldrig har prøvet det.


Det er ikke bare maden. Og det er heller ikke bare raki’en. Det er Istanbul og Tyrkiet.


Det er at sætte sig ved et bord og vide, at der ikke er nogen grund til at rejse sig igen lige foreløbig.


Afiyet olsun!

Alle billederne er fra nogle forskellige Raki aftener i Istanbul

  • Artiklen er senest redigeret i september 2026.


For at bedømme & kommentere indlæg her på Mit Istanbul DK skal du tilmelde dig siden, det gør du super hurtigt og nemt med en email eller din Facebook-konto.

Få min cirka månedlige nyhedsmail

Sådan... nu vil du modtage en nyhedsmail cirka 1 gang om måneden

  • Facebook
  • Instagram
  • Threads
  • X

​Nyttig adresse:

- Det Danske General Konsulat, Istanbul:

Tel +90 (212)359 1900 

- tyrkiet.um.dk

OBS: Læs også
I nødstilfælde: For en sikkerheds skyld

 

mitistanbul.dk anvender Stripe

som sikker betalingsløsning.

© ℗ 2020-2026 by Martin Strecker Adelskov

 

mitistanbul.dk

Dansk blik på Istanbul - skrevet indefra

bottom of page