Græske rødder i det tyrkiske flag - sandhed eller Facebook-myte?
- Martin
- for 2 dage siden
- 3 min læsning
Opdateret: for 1 dag siden
På sociale medier dukker der jævnligt påstande op om, at halvmånen og stjernen på det tyrkiske flag i virkeligheden er græske symboler. Men sandheden er langt mere fascinerende - og langt ældre.
👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube
Symbolet med månen og stjernen, som i dag pryder det tyrkiske flag, har rødder langt tilbage i tiden. Allerede i oldtidens Anatolien og i den græske by Byzantion - det senere Konstantinopel og Istanbul - blev måne og stjerne brugt både i religion og som en del af byens symbolik, længe før islam og osmannerne satte deres præg på området.
Går du ud på dækket under et Bosporus Dinner Cruise og ser månen hænge lavt over vandet, forstår man måske, hvorfor netop dette symbol har overlevet tidens strøm. Men historien om halvmånen og stjernen er langt ældre end både Tyrkiet, islam og osmannerne. Allerede i bronzealderen (ca. 3000–1200 f.Kr.) brugte oldtidens civilisationer i Mesopotamien og Anatolien - blandt andet sumerere, hettitter og urartiere - månen og stjernen som symboler for himlens guder.
Ifølge myten var det Byzas, barnebarn af Zeus, der omkring år 660 f.Kr. grundlagde Byzantion på spidsen af den historiske halvø – der hvor Sarayburnu, dele af Gülhane Park og Topkapi-paladset ligger i dag. Kolonien fik navn efter ham, og måske tog han – uden at vide det – et gammelt anatolsk symbol til sig.
På byens mønter fra hellenistisk tid (2.-1. årh. f.Kr.) ser man nemlig en halvmåne og en stjerne sammen med navnet "ΒΥΖΑΝΤΙΩΝ" (se illustrationen for oven). Her repræsenterede symbolet sandsynligvis Artemis, jagtens og månens gudinde, som havde et tempel i området. Det var et religiøst motiv - ikke et nationalt flag - men allerede dengang var måne og stjerne blevet en del af byens identitet.
Da kejser Konstantin den Store i år 330 e.Kr. genindviede det gamle Byzantion som sin nye hovedstad under navnet Nova Roma (i folkemunde dog Konstantinopel), forandrede byen sig for altid. De gamle symboler levede dog videre side om side med det kristne kors. Allerede mange århundreder tidligere havde byen fået et særligt forhold til halvmånen. Under en belejring i 340 f.Kr. blev Byzantion ifølge legenden reddet, da månen pludselig oplyste fjenden om natten og afslørede deres angreb.
Som tak tog byens indbyggere halvmånen til sig som deres symbol – et tegn på beskyttelse, der levede videre helt ind i Konstantins tid. Så selv om symbolet senere blev knyttet til islam, havde det allerede i senantikken fået en dyb, næsten mytisk tilknytning til selve byen - det sted, hvor Europa og Asien mødes.
Da osmannerne erobrede Konstantinopel i 1453, arvede de ikke kun byen, men også de mange tegn og traditioner. Halvmånen, som havde været byens symbol i næsten 1800 år, blev nu gjort til et kejserligt mærke – brugt på moskékupler, faner og soldaternes uniformer. Med andre ord: først med osmannerne fik halvmånen sin varige tilknytning til islam – ikke som et religiøst tegn i sig selv, men som et symbol på rigets magt og tilhørsforhold.
Den fem-takkede stjerne, som vi kender i dag, blev først tilføjet i 1800-tallet, under en række reformer, hvor Det Osmanniske Rige begyndte at modernisere sig og kulturelt nærmede sig Europa. I 1844 blev flaget officielt fastlagt – stort set som det stadig ser ud i dag: rød baggrund med en hvid halvmåne og stjerne.
Når jeg står på færgen over Bosporus og ser flaget blafre i vinden, tænker jeg ofte på, hvor langt fortællingen om månen og stjernen har rejst gennem historien – i denne del af verden. Fra oldtidens guder og den græske bystat Byzantion til Konstantinopel, det osmanniske rige og Atatürks moderne tyrkiske republik.
