Baklava løser alt - og andre sandheder om livet i Tyrkiet

Livet her i Tyrkiet synes at finde sted uden nogen egentlig planlægning, nævneværdig information eller reel gennemsigtighed. I stedet synes her at gælde to uskrevne, men altafgørende leveregler: Pludselighedens Lov og Baklava-diplomatiets Kunst. Her er det øjeblikkets indskydelse, der regerer, og hvor den sødeste vej til accept eller tilladelse er brolagt med filodej og pistacienødder.

Har du glæde af mitistanbul.dk? Du kan støtte bloggen med en lille donation ❤️    - Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" og følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube  Læs også: Rejseklar: For en sikkerheds skyld, Test: Hvor skal man egentlig booke hotel i Istanbul?, Rejseklar: Spring-køen-over billetter i Istanbul - Quiz: Hvor godt kender du Istanbuls historie?  - Måned for måned: Sådan er vejret i Istanbul - Under glasgulvet i Beyazıt Statsbibliotek

Pludselighedens Lov, som jeg kalder det, er en naturkraft, der siger, at hvis en impuls opstår, så skal den følges. Nu. Det er princippet om, at nu har man tid, nu bliver det gjort.

At overboen klokken 22:00 pludselig beslutter sig for, at det er nu, der skal bores i væggene og rykkes rundt på tunge møbler, er nødvendigvis ikke gjort i ondskab mod husets øvrige beboere, men som en del af pludselighedens tyranni i fri udfoldelse.

Det er også Pludselighedens Lov, når en hel bydel uden varsel beslutter at holde festival senere samme dag - og et ‘nej, jeg orker ikke at komme’ tolkes som en fornærmelse mod grundlæggeren af republikken selv.

Hvem bekymrer sig om information, når den kollektive lyst melder sig?

Den samme tankegang går igen overalt. Regeringen annoncerer en ny lov, der træder i kraft få dage senere. Introduktionen af nye skatter eller afgifter bliver præsenteret fra den ene dag til den anden. Det er samme logik: pludselighed.

Det samme gælder, når chefen pludselig fortæller de ansatte, at man skal bruge sine optjente feriedage i næste uge. Eller når skolen pludselig torsdag eftermiddag fortæller lærerne, at de skal møde ind til et kursus i weekenden.

Og det pudsige er, at alle trækker på skuldrene. Det er en uskreven social kontrakt: Vi lever i nuet.

Men hvordan overlever man så i et samfund, der synes at køre på spontanitet? Se, her træder så den anden store leveregel i kraft – noget som jeg kalder Baklava-diplomati.

Og nej, det er ikke simpel bestikkelse; mere en social kunstart for sig. Baklava-diplomatiet bygger på en eller anden forståelse for, at relationer kommer før forretning.

Du vil købe en bolig, men sælgeren nægter at rykke sig. Det, der virker, er ikke argumenterne, men en tung æske sukkerglansende baklava. Denne tunge æske filodej i sukkerlage viser hensigt og vilje og åbner døren til te og småsnak, hvor den egentlige forhandling finder sted - mellem to mennesker, ikke to parter. Og pludselig er prisen langt mere fleksibel.

Eller har chefen sagt nej til ferie på det ønskede tidspunkt? Spild ikke tiden på at argumentere, men placer en æske baklava på chefens skrivebord. To kopper te og et par stykker sukkerklistret lykke senere - og ferien er din.

Det handler om gestussen. Om at vise, at man ser relationen - mennesket. Og ja, det hjælper, at tyrkerne elsker baklava med noget, der minder om religiøs glød.

At påstå, at baklava er enten græsk eller af anden Balkan-oprindelse, er ikke bare en social brøler; det grænser til landsforræderi.

Så mens jeg som udefrakommende måske river mig lidt i håret (der godt nok ikke er meget tilbage at hive i) over kaosset, smiler tyrkerne. De kender spillereglerne.

En orden, hvor livet leves impulsivt, og hvor den hurtigste vej til enighed - og til hjertet - går gennem maven. hvor livet leves impulsivt, og hvor den hurtigste vej til enighed – og til hjertet – går gennem maven.