Safranbolu - historie, safran og masser af lokum
Safranbolu ligger omkring fire timers kørsel fra Istanbul i det nordlige Tyrkiet, i Sortehavsregionen. Det er byen, min kæreste kommer fra, og hvor en del af hans familie stadig bor.
Gennem årene er det derfor også blevet en by, jeg selv har fået et nært forhold til, og som jeg holder meget af at besøge.
Den gamle bydel i Safranbolu blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1994.
Det skyldes især de mange velbevarede osmanniske byhuse og de smalle brostensbelagte gader, som tilsammen giver bydelen karakter af et levende friluftsmuseum.
Her er fortiden stadig en synlig del af bybilledet.
Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, YouTube
Hvis du vil støtte bloggen, så byd på en kop virtuel kaffe! Køb eBøger & guides
Allerede fra 1200-tallet var Safranbolu en vigtig karavanestation på de handelsruter, der forbandt Europa med de østlige dele af Asien. Her gjorde handelskaravaner ophold på deres lange rejser, og gennem århundreder var byen et vigtigt knudepunkt for handel og udveksling.
Den voksende velstand satte efterhånden sit præg på byen, ikke mindst på den arkitektur, som Safranbolu er så kendt for i dag.
Lokum, simit og safran
Når kolleger og venner i Istanbul hører, at jeg skal en tur til Safranbolu, lander der øjeblikkeligt et par bestillinger på lokum (Turkish delight).
Byen er nemlig kendt over hele Tyrkiet for sit lokum, og butikkerne i den gamle bydel bugner af det i alle tænkelige varianter.
Her er både de klassiske med pistacie og hasselnødder og varianter med frugt, kokos og naturligvis safran. Udvalget er stort, og der er rig mulighed for at smage sig frem.
Men Safranbolu byder også på andre lokale specialiteter. En af dem er Safranbolu simit, en sesamfri variant af den traditionelle tyrkiske simit. Selv synes jeg, at den minder en anelse om snobrød.
Safran går naturligvis også igen i andre af byens lokale specialiteter. Det gælder alt fra safran-te og den lidt anderledes safran-gazoz (sodavand) til chokolade og hudcreme.
De gamle huse og museerne
Noget af det, jeg selv synes er interessant ved Safranbolu, er, at de gamle huse ikke bare står som kulisser omkring byens butikker og restauranter. De er tværtimod en aktiv del af det, der gør den gamle bydel til et levende friluftsmuseum.
Flere af de karakteristiske historiske huse er i dag indrettet som museer, restauranter, butikker og små boutiquehoteller. Det betyder også, at der er gode muligheder for at komme indenfor og opleve de gamle bygninger fra en anden side end blot facaden.
Oplevelser uden for den gamle bydel
Men Safranbolu er ikke bare gamle huse, brostensbelagte gader og lokum. Lidt væk fra byens centrum åbner der sig nemlig et helt andet landskab, hvor grønne bjergsider og dybe dale dominerer.
En af de mere kendte attraktioner er Kristal Teras, en glasplatform bygget ud over Tokatlı-kløften. Her kan der kigges direkte ned i kløften gennem glasgulvet, mens landskabet folder sig ud omkring én.
Det er bestemt ikke et sted for dem med højdeskræk!
I området findes også andre aktiviteter som svævebaner og rutsjebaner. Og så er der det omvendte hus, hvor både møbler og inventar vender på hovedet.
Måske er det ikke den store historiske oplevelse, men heldigvis er de gode oplevelser i Safranbolu ikke begrænset til det historiske. En tur ud til Kristal Teras er faktisk en oplevelse i sig selv og giver en helt anden dimension til besøget i Safranbolu.
Fra Istanbul til Safranbolu
Det er egentlig ganske nemt at komme til Safranbolu fra Istanbul. Jeg plejer at køre fra den asiatiske side omkring kl. 7 om morgenen og er som regel fremme ved 11-12-tiden, inklusive et par kaffepauser undervejs.
Turen hjem er dog en anden snak, især på grund af trafikken ind mod Istanbul.
Der går også langdistancebusser fra Istanbul til Safranbolu, men her skal der regnes med 6-8 timer, da busserne har utallige stop undervejs.
Dette indlæg er oprindeligt fra 2023. Redigeret sprogligt samt udbygge artiklen inkl flere videoer i november 2026. Videoer & fotos brugt i indlægget: Martin Mit Istanbul DK, Martin Dufke og Mehmet S
