Historien under metrobroen, der nægter at blive glemt

Der findes steder i Istanbul, som både lokale og besøgende går intetanende forbi, uden at ane at historien nærmest står og vifter med armene efter dem, der bare haster forbi. Ét af de steder ligger under Haliç metrobroen, i skyggen mellem Karaköys kaotiske trafik og det rolige vand i Det Gyldne Horn.

👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Så støt bloggen med en lille donation ❤️            

Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube        

Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere

Her står en stump mur, som de fleste tager for et tilfældigt stykke gammelt sten. Indtil begyndelsen af 2025 var den endda pakket ind i aluminiumsplader og nærmest usynlig. Men det er meget mere end det.

Det er resterne af Galatas middelalderlige forsvar, opført af genoveserne, og på muren sidder en næsten 600 år gammel indskrift. En sjælden en af slagsen. En sten, der overlevede belejringer, brande, jordskælv og osmanniske ombygninger og stadig fortæller, hvem der byggede muren, og hvornår.

Kigger man godt efter, træder tre skjolde frem i toppen af pladen. Det første er genkendeligt, især når man ved, at det her er Galata-muren. Så giver det næsten sig selv (og for dem der lige ved det), at skjoldet tilhører Genova-republikken med det hvide felt og det røde kors.

Det midterste skjold er næsten slået ud af stenen. Det kan der være flere forklaringer på, men den mest sandsynlige er, at efter erobringen af Konstantinopel og Pera fjernede de nye osmanniske herskere de genovesiske embedsmænds våbenskjolde for at markere skiftet i magten. Alligevel kan konturerne anes, som et svagt ekko fra byens tidligere guvernører.

Det tredje skjold er udsmykket med bølgende former, et motiv der var typisk for magtfulde genovesiske familier i Galata, sandsynligvis Spinola eller De Marini, som begge havde en markant tilstedeværelse i området i 1430erne. Allerede her, før man overhovedet når til teksten, giver stenens udsmykning små hints om det miljø, der engang omgav muren.

Under skjoldene er der ridset en tekst på latin i en gotisk majuskelskrift.

Anno 1435 blev denne mur opført under tilsyn af Huset Sankt Efrem. Denne mur hørte til nævnte hus.

I 1430erne var forholdet mellem Genova-kolonien i Galata og osmannerne spændt. Osmannerne havde for længst konsolideret magten på den asiatiske side af Bosporus og opført fæstninger som Anadolu Hisarı, og Galatas mure blev derfor løbende vedligeholdt og forstærket. Årstallet passer fint ind i den udvikling.

Teksten er slidt, men strukturen følger de genovesiske indskrifter, der findes andre steder i Galata. Domus Sancti Ephraemi var ikke et kloster, men en administrativ enhed. En lokal forvaltning med ansvar, budget og opgaver, herunder vedligeholdelsen af netop dette stykke mur.

Muren under Haliçbroen er en lille brik i et større system. De genovesiske mure strakte sig fra Karaköys kajer op mod Galata-tårnet og videre over bakkerne mod Tophane. Der var ikke tale om en sammenhængende mur, men et kompleks af tårne, porte og vangmure, som beskyttede handelskolonien.

Her ved vandkanten stod en af de nedre mure. Den sikrede adgangen til havneområdet og de travle skibsværfter. I dag er de fleste spor dækket af asfalt og moderne byggeri, men lige her står et lille stykke af fortiden stadig fremme i lyset.

I dag er området kendt som Azapkapi, et navn der hentyder til, at her engang lå en mindre port eller passage, hvilket passer godt med placeringen, for netop dette hjørne af Galata har gennem århundreder fungeret som et overgangssted mellem vandet, murene og byen.

I flere år var dette lille hjørne af Karaköy afspærret. Et stykke mur gemt bag aluminiumsplader og byggepladsrod. Jeg gik ofte forbi og kiggede ind gennem sprækker og små huller i pladerne, men området virkede mest af alt som en slags losseplads.

Det tidligere bystyre ville jævne stedet med jorden, men da Istanbul fik en ny administration i 2019, begyndte arbejdet med at kortlægge og sikre de små historiske juveler, der stadig ligger gemt rundt omkring i byen, heriblandt dette stykke mur. Og for cirka et år siden fjernede İBB Miras, Istanbuls Kulturarvsadministration, hegnet helt uden festivitas og uden åbningstaler. Pludselig var området bare åbent, og muren stod der, hvor den har stået i godt 600 år, nu tilgængelig som en afdæmpet, men smuk del af byens levende museum.

Det er netop den slags initiativer, der giver Istanbul sin særlige fornemmelse af lag på lag. En by, hvor historien ikke kun findes i glittede museer og store monumenter, men også i en lille ruin som her, under en metrobro.

De fleste af os, der passerer stedet her, ser kun sten - hvis overhovedet noget. Og det synes jeg faktisk er lidt synd. For selvom det måske ikke er verdenshistorien, der har udspillet sig lige her ved denne stump ruin, så er det alligevel et stykke meget klar historie, der viser, hvordan det moderne Istanbul er formet af handel, alliancer, rivaler og mennesker.