Hvordan blev julen til - og hvorfor går historien gennem Tyrkiet?

Julen føles i dag urokkelig. Den 25. december. Gentaget år efter år, næsten som naturens egen rytme. Men historien om julen er ikke historien om én beslutning truffet på et koncil af mænd i farverige kåber. Julen blev ikke vedtaget. Julen blev til.

👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Så støt bloggen med en lille donation ❤️            

Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube        

Læs: Har arkæologer fundet julemandens grav i Antalya? - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere

Og flere af de spor, der formede den, fører ikke til Betlehem, men til byer, man stadig kan gå rundt i i dag: Iznik, Rom og Konstantinopel, det moderne Istanbul.

I kristendommens første århundreder fejrede man ikke Jesu fødsel. Det centrale var ikke begyndelsen på hans liv, men det øjeblik, hvor han trådte frem offentligt. Jesu dåb blev set som hans åbenbaring for verden.

Dagen blev kaldt Epifani - åbenbaringen - og markeret den 6. januar. I store dele af den østlige kristenhed dækkede denne ene dag både Jesu dåb, hans fødsel og undertiden også brylluppet i Kana. Det var ikke en fødselsdag i moderne forstand, men en samlet markering af, at Kristus trådte ind på verdens scene.

Man kan stadig stå i Iznik og forestille sig det. I byen, hvor søen ligger stille mod de gamle mure, mødtes biskopperne i år 325 for at fastlægge kristendommens grundlæggende rammer. Påsken blev diskuteret. Julen gjorde ikke. Det er sigende. Når kirken ønskede fælles regler, skete det åbent og kollektivt. Julen opstod et andet sted - og på en anden måde.

Så flytter historien sig til Rom. Her begynder man i løbet af 300-tallet at markere Jesu fødsel særskilt. Ikke gennem et koncil, men som lokal praksis. En romersk festkalender, bevaret i Chronographus anni CCCLIIII, viser, at Jesu fødsel blev fejret den 25. december i Rom senest omkring år 336.

På dette tidspunkt var det stadig en romersk skik. En dato, der gav mening ét sted.

Men Rom var ikke længere alene om at sætte rytmen.

Da Konstantin grundlagde Konstantinopel i år 330, opstod der et nyt centrum i riget. Den nye hovedstad havde brug for en fuldt udviklet kirkelig kalender og hentede i vid udstrækning inspiration fra Rom. Også her blev Jesu fødsel markeret den 25. december.

Det var her, datoen fik vægt. Da både Rom og Konstantinopel brugte samme dag, begyndte 25. december at hænge fast. Ikke gennem et dekret, men gennem praksis, prestige og efterligning.

Herfra bredte fejringen sig videre. Til Antiokia. Til Jerusalem. Langsomt og ujævnt. 25. december var endnu ikke en fælles regel, men en praksis, der vandrede fra by til by.

Og netop dér begyndte noget at forskyde sig.

I løbet af anden halvdel af 300-tallet ændrede den oprindelige Epifani-markering gradvist karakter. I nogle byer indførte man en særskilt fejring af Jesu fødsel den 25. december, mens man andre steder fortsatte med at samle fødsel og dåb den 6. januar.

Det skete ikke på én gang og ikke efter én plan. Over tid førte det til en opdeling, som efterhånden blev den mest udbredte praksis:

• 25. december - Jesu fødsel

• 6. januar - Jesu dåb og åbenbaring

Og mens praksis fandt sin form, fortsatte kirkens store diskussioner et andet sted.

Da kirken i 451 mødtes på koncilet i Kalkedon, i det nuværende Kadıköy i Istanbul, var julens dato ikke længere et åbent spørgsmål. Her blev kristendommens formulering om Kristi to naturer fastlagt, og magtbalancen mellem Rom og Konstantinopel justeret.

Julen blev ikke diskuteret. Den var allerede blevet praksis.

At julen i dag fejres på forskellige datoer skyldes ikke uenighed om højtiden, men om kalenderen. Da Vesten i 1582 indførte den gregorianske kalender, beholdt mange østkirker den julianske. Derfor falder 25. december i den julianske kalender i dag på 7. januar i den gregorianske. Når ortodokse kirker fejrer jul den 7. januar, fejrer de stadig 25. december - blot efter en anden kalender.

Den armenske kirke er det egentlige særtilfælde. Her blev den ældre tradition bevaret, hvor Jesu fødsel og dåb fortsat fejres samlet den 6. januar.

I de første århundreder var julen ikke kristendommens vigtigste højtid. Det var påsken. Først i løbet af 400-tallet fik inkarnationen - Gud, der bliver menneske - en teologisk tyngde, som gjorde julen central. Omkring år 500 var den en af kirkens store højtider i både øst og vest.

Den jul, vi kender i dag, tog sin endelige form langt senere. I middelalderen blev den flettet sammen med lokale skikke og vinterens rytme i Europa. Traditioner blev gentaget, justeret og gjort til hverdag.

Og så er der Danmark.

Her begyndte vi, som så ofte, aftenen før. Den 24. december. Ikke fordi nogen besluttede det på et koncil, men fordi det gav mening. I middelalderen begyndte højtider ved solnedgang, og julen lagde sig oven på ældre forestillinger om vintersolhverv og lysets tilbagevenden.

Vi tog ikke bare imod julen.

Vi tilpassede den.

Den blev noget, der hørte hjemme i mørket, i stuerne, omkring bordet. Noget, der begyndte, før dagen egentlig gjorde.

Julen blev ikke vedtaget.

Julen blev til.