Hvordan blev julen til - og hvorfor går historien gennem Tyrkiet?

Julen føles i dag urokkelig. Den 25. december. Gentaget år efter år, næsten som naturens egen rytme. Men historien om, hvordan julen blev til, er langt mere flydende, end man ofte forestiller sig. Og overraskende mange af sporene fører slet ikke til Betlehem, men til byer som Iznik, Konstantinopel og Rom.

Julen blev ikke opfundet færdig.

Den blev til.

👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Så støt bloggen med en lille donation ❤️            

Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube        

Læs: Har arkæologer fundet julemandens grav i Antalya? - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere

I kristendommens første århundreder fejrede man ikke Jesu fødsel. Det skyldtes ikke tilfældigheder, men teologi. Det centrale var ikke begyndelsen på Jesu liv, men hans fremtræden og hans død og opstandelse.

Den vigtigste fejring var derfor Jesu dåb - øjeblikket hvor han ifølge evangelierne træder frem offentligt, og Helligånden stiger ned over ham. Her blev Kristus åbenbaret for verden. Denne fejring fandt sted den 6. januar og blev kaldt Epifani - åbenbaringen.

I store dele af den østlige kristenhed - i Egypten, Syrien og Lilleasien - rummede denne ene dag både Jesu dåb, hans fødsel og undertiden også brylluppet i Kana. Det var ikke en fødselsdag i moderne forstand, men en samlet markering af, at Kristus trådte ind på verdens scene.

Nikæa fastlægger påsken - ikke julen

Da kejser Konstantin i år 325 indkaldte biskopper fra hele riget til koncilet i Nikæa, det nuværende Iznik, var det et afgørende økumenisk koncil med imperiets fulde autoritet bag sig.

Her blev trosbekendelsen formuleret, og reglerne for påskens beregning fastlagt, så den kunne fejres ens overalt.

Julen blev derimod ikke diskuteret. Det siger noget væsentligt: Når kirken ønskede at fastlægge en fælles dato, skete det åbent og kollektivt på et koncil. Det skete aldrig med julen.

25. december fejringen opstår i Rom men videreføres i Konstantinopel

At Jesu fødsel overhovedet begynder at blive fejret, sker først i Rom og i en konkret romersk kontekst. Her havde fødsler længe haft en symbolsk betydning, som kirken oprindeligt havde været skeptisk over for, men som nu kunne omformes.

I stedet for at markere kejserens fødsel overtog man formen og vendte indholdet på hovedet. Det var ikke magtens, men inkarnationens begyndelse, der blev fejret.

Der fandtes endnu ingen central instans, som kunne fastlægge praksis for hele kristenheden. Biskoppen af Rom kunne kun fastlægge skikke i sin egen by. Jesu fødselsdag blev derfor ikke vedtaget, men opstod som lokal praksis.

En romersk festkalender, bevaret i Chronographus anni CCCLIIII (Kronografen for året 354), viser, at Jesu fødsel blev fejret den 25. december i Rom senest omkring år 336.

Konstantinopel giver datoen vægt

Det afgørende gennembrud sker, da Konstantin grundlægger sin nye hovedstad Konstantinopel i år 330. Byen havde brug for en fuldt udviklet kirkelig kalender og hentede i vid udstrækning inspiration fra Rom - herunder fejringen af Jesu fødsel den 25. december.

Da både Rom og Konstantinopel brugte samme dato, fik den en ny tyngde. Ikke gennem et dekret, men gennem praksis, prestige og efterligning. Herfra bredte datoen sig gradvist til byer som Antiokia og Jerusalem.

Fra én fest til to

I løbet af anden halvdel af 300-tallet begyndte den oprindelige Epifani-fejring at ændre karakter. Nogle steder indførte man en særskilt fejring af Jesu fødsel den 25. december, mens man andre steder fortsatte med at samle både fødsel og dåb den 6. januar.

Over tid førte det til en opdeling, som efterhånden blev den mest udbredte praksis:

• 25. december - Jesu fødsel

• 6. januar - Jesu dåb og åbenbaring

Det skete ikke på én gang og ikke ved ét koncil, men forskelligt fra by til by over flere årtier.

Da kirken mødtes på koncilet i Kalkedon i 451, i det nuværende Kadıköy i Istanbul, var julens dato ikke længere et åbent spørgsmål. Den var allerede fast praksis.

Kalenderforvirringen

Da 25. december blev fast praksis, brugte hele den kristne verden den julianske kalender. Datoen blev aldrig ændret.

Forvirringen opstod først i 1582, da Vesten indførte den gregorianske kalender. Mange østkirker beholdt den julianske.

Derfor falder 25. december i den julianske kalender i dag på 7. januar i den gregorianske. Når ortodokse kirker fejrer jul den 7. januar, fejrer de stadig 25. december - blot efter en anden kalender.

Den armenske kirke er det egentlige særtilfælde. Den bevarede den ældre tradition, hvor Jesu fødsel og dåb fejres samlet den 6. januar.

Men hvornår blev julen så en væsentlig del af den kristne verdensidentitet?

I de første århundreder var julen ikke kristendommens centrale højtid. Det var påsken. Julens teologiske tyngde voksede først for alvor i løbet af 400-tallet, da inkarnationen - Gud, der bliver menneske - fik afgørende betydning. Omkring år 500 var julen en af kirkens store højtider i både øst og vest.

Den folkelige og globale udbredelse kom langt senere. I middelalderen blev julen knyttet til lokale skikke og vinterens rytme i Europa. Det egentlige globale gennembrud kom i 1800-tallet, hvor industrialisering, familieideal og massemedier gjorde julen til en kulturhøjtid langt ud over kirkens rammer.

Og så er der traditionen i Danmark

I Danmark fejrer vi julen allerede den 24. december. Det skyldes middelalderlig praksis, hvor højtider begyndte aftenen før, og ældre forestillinger om vintersolhverv og lysets tilbagevenden.

Julen blev ikke indført i et tomrum.

Den tog form.

Julen blev ikke vedtaget.

Den blev til.