Kurban Bayram… Offerfesten

Offerfesten, eller Kurban Bayram som den hedder på tyrkisk, er måske den muslimske højtid som vi fra Norden mindst kan relatere til. Men hvad handler det om? Hvad er traditionen – dengang og nu? OBS: Indlægget indeholder billeder af slagtninger.

Offerfestens 4 1/2 dage er blandt de helt store muslimske højtider og falder godt og vel 70 dage efter Ramadan-helligdagene. Den halve dag falder før offerfesten og kaldes i Tyrkiet for ‘forberedelsesdagen’ – og er for mange familier også ‘storerejsedag’.

Baggrund Offerfesten er for at ihukomme da Gud bad Abraham om at ofre sin søn som bevis for sin loyalitet, men som så i sidste øjeblik stoppede Abraham og bad ham ofre en buk i stedet. Med lidt få ændringer er historien den samme i både judaisme, kristendom og islam.

Traditionen Den første dag bedes der i moskeerne ved solopgang. Traditionelt ofres en ged, en ko eller et får. Familier køber enten et helt levende dyr eller en andel af et levende dyr. Tidligere blev dyrene ofret/slagtet i gadebilledet – dette er nu forbudt at gøre i Tyrkiet (dog sker stadigt i fattigere nabolag og i landsbyer rundt om i landet), og i stedet kan bilvaskehaller, bryllups venues o.s.v. søge om tilladelse til at blive en ad-hoc slagtetal. Dyret slagtes ved at skære hilsen over på dyret, mens der bedes til Gud/Allah om at acceptere ofret. Under bønnen læses en liste op af navne på personer der ejer dyret – altså dem der giver ofret.

En stank af møg og blod fylder luften – og om aftenen samles hele familien og sætter tænderne i et mad-orgie af voldsomt saftigt frisk kød. Personligt har jeg det voldsomt skidt med at se køer, får og geder på små ladvogne bumpe af sted mod et af slagtestederne og høre dyrenes sidste kald af angst, når de ligger med kæder omkring bagbenene og kniven sættes for struben. Det er kotume at der deles ud af det kød man får fra ofringen. Jeg har svært ved at tage i mod det når naboerne kommer rendende, for jeg ved at det betyder noget for dem – men jeg kan ikke sætte tænderne i kød der er friskslagtet – og slagtet måske i en vaskehal.

Det er i særdeleshed den første dag af Offerfesten – og i sær i formiddagstimerne, at slagtningen er på sit højeste niveau. I Istanbul er det en slags tradition at myldre til Eminönü og spise et ‘Fiskebrød’ (franskbrød med grillet fisk, persille og rå løg) de resterende dage af Offerfesten.

De tyrkiske sundhedsmyndigheder anbefaler at man lader det friskslagtede kød ligge i 24 timer før det tilberedes.

Moderne tradition I de senere år er det, især blandt den mere uddannede del af befolkningen, blevet meget udbredt at donere penge til velgørenhed. Og ideen er god, for i denne moderne tid, er det vel penge mere end et dyr der er den egentlige ofring – mens der samtidigt kan sørges for at fattige familier kan få mad på bordet og tøj på kroppen. Når der doneres penge bedes der, ligesom under slagtningen, for donerne og de navne donationen er sendt i.

Denne sekvens handler om Offerfesten, tradition og udvikling og om at det måske er på tide at droppe ofringen af dyr. Mini-dokumentaren er lavet af bekendts datter, der arbejder som dokumentarist ved BBC. Desværre er der ikke engelsk undertekster.