Kurban Bayram… Offerfesten

Offerfesten, eller Kurban Bayram som den hedder på tyrkisk, er måske den muslimske højtid som vi fra Norden mindst kan relatere til. Men hvad handler det om? Hvad er traditionen – dengang og nu?

Offerfestens 4 dage er blandt de helt store muslimske højtider og falder godt og vel 70 dage efter Ramadan-helligdagene. Dagen før offerfesten kaldes i Tyrkiet for 'forberedelsesdagen'. Det er også "Store rejsedag" - og der er knald på både lufthavne, busterminaler og motorvejene over hele landet.

I 2025 falder Kurban Bayram sammen med pinsen, og fejres fra den 6. juni til og med den 9. juni. I år falder forberedelsesdagen (helligdag fra klokken 13:00) den 5. juni.

Baggrund Offerfesten er for at ihukomme dengang Gud bad Abraham om at ofre sin søn som bevis for sin loyalitet, men som så i sidste øjeblik stoppede Abraham og bad ham ofre en buk i stedet. Med lidt få ændringer er historien den samme i både jødedom, kristendom og islam.

Traditionen Den første dag bedes der i moskeerne ved solopgang. Traditionelt ofres en ged, en ko eller et får. Familier køber enten et helt levende dyr eller en andel af et levende dyr. Tidligere var det almindeligt at ofre dyrene på gaden. I dag er det forbudt i Tyrkiet, selvom det stadig forekommer i fattigere områder og på landet. Nu kan steder som bilvaskehaller og bryllupslokaler søge om tilladelse til midlertidigt at fungere som slagtehaller.

Dyret slagtes ved at skære halsen over på dyret, mens der bedes til Gud/Allah om at acceptere ofret. Under bønnen læses en liste op af navne på personer der ejer dyret – altså dem der giver ofret.

En stank af møg og blod fylder luften – og om aftenen samles hele familien og sætter tænderne i et mad-orgie af voldsomt saftigt frisk kød. Personligt har jeg det voldsomt skidt med at se køer, får og geder på små ladvogne bumpe af sted mod et af slagtestederne og høre dyrenes sidste kald af angst, når de ligger med kæder omkring bagbenene, hejses op med hovedet hængende ned ad og kniven sættes for struben og blodet plasker ud mens dyret spjætter sine sidste krampetrækninger.

Det er kotume at der deles ud af det kød man får fra ofringen. Her hjemme spiser vi ikke kød, så naboerne har droppet deres små gaver af kød. Men selvom jeg spiste kød, ville jeg have det svært ved at tage i mod kødet, for jeg tror ikke at jeg ville kunne sætte tænderne i i kød der sandsynligvist er slagtet i en bilvaskehal.

De tyrkiske sundhedsmyndigheder anbefaler at man lader det friskslagtede kød ligge i 24 timer før det tilberedes, men folk overspiser i dette svært fordøjelige kød, og der er som regel et voldsomt pres på de offentlige sygehuse i disse dag.

Det er i særdeleshed den første dag af Offerfesten – og især i formiddagstimerne, at slagtningen er på sit højeste niveau.

Moderne tradition I de senere år er det, især blandt den mere uddannede del af befolkningen, blevet meget udbredt at donere penge til velgørenhed. Og ideen er god, for i denne moderne tid, er det vel penge mere end et dyr der er den egentlige ofring – mens der samtidig kan sørges for at fattige familier kan få mad på bordet og tøj på kroppen. Når der doneres penge bedes der, ligesom under slagtningen, for donerne og de navne donationen er sendt i.

I Istanbul er det en slags tradition at myldre til Eminönü og spise et ‘Fiskebrød’ (franskbrød med grillet fisk, persille og rå løg) på 3. dagen af Offerfesten.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg selv synes at denne tradition både er primitiv, utidssvarende og absolut unødvendig. Set i lyset af både klima og økonomien, så er denne tradition også et enormt selvmål. Som du kan se i videoen her nedenfor - er jeg ikke den eneste der har det sådan.

Denne sekvens handler om Offerfesten, tradition og udvikling og om at det måske er på tide at droppe ofringen af dyr. Mini-dokumentaren er lavet af bekendts datter, der arbejder som dokumentarist ved BBC. Desværre er der ikke engelsk undertekster.