5 små punkter fra det finurlige Istanbul

Istanbul er ikke en by, man holder op med at stille spørgsmål til. Tværtimod. Jo længere tid man er her - eller for hver gang man vender tilbage - jo flere små “hvorfor egentlig?” dukker op i hverdagen. Hvorfor er flagene så enorme, hvorfor har mågerne så travlt med din simit, og hvornår blev “et minut” et fleksibelt forslag?

👉 Har du glæde af mitistanbul.dk? Så støt bloggen med en lille donation ❤️            

Lyt til podcasten "Samtaler fra Istanbul" & følg bloggen på Facebook, Instagram, TikTok YouTube        

Læs: Rejseklar: For en sikkerheds skyld - Istanbul uden ventetid – køb billetter her og oplev mere

Efter 11 år i byen er det netop de detaljer, der bliver ved med at fascinere mig. Små gentagelser, der langsomt afslører, hvordan Istanbul faktisk fungerer.

Her er fem punkter fra det finurlige Istanbul, som stadig får mig til at stoppe op.

Flag, der ikke kender til beskedenhed

Der hænger tyrkiske flag i Istanbul, som er så store, at de i Danmark ville have deres eget matrikelnummer. Du ser dem på bjergsider, broer og facader, og de er ikke sat op til en bestemt dag eller en kamp. De hænger der bare. På gigantiske flagstænger. Permanent. Som en slags bagtæppe for hverdagen.

Noget af det, der gør dem så iøjnefaldende, er, at Istanbul i forvejen er visuelt støjende. Trafik, skilte, lys, reklametårne, minareter, beton på beton. Og så midt i det hele: et knaldrødt flag på størrelse med en parcelhusgrund, som bare siger: “Dette er Tyrkiet, hvis du skulle være i tvivl.”

Selv efter 11 år i byen taber jeg kæben, hver gang jeg ser dem. Det kan være midt på et ujævnt fortov, hvor jeg zig-zagger mellem parkerede el-løbehjul og en menneskemængde, som var det januarudsalg i Magasin i København. På færgen over Bosporusstrædet. Eller på en tur i en af byens parker eller tagterrasse-caféer. Og i det øjeblik kæben ryger ned, står der næsten altid en måge klar - håbefuld og med forventningen om, at jeg har en bid simit på tungen. (Fortællingen om de gigantiske tyrkiske flag)

Måger med speciale i håndmadder

Nu jeg taler om måger, findes der en helt særlig art: Istanbul-måger. De har ikke bare lært at stjæle simit og andre håndspiser. De har ligefrem perfektioneret det. De kan aflæse plastikposer på afstand, genkende det øjeblik, hvor du mister fokus, og angribe med kirurgisk præcision.

Det er derfor, man ser lokale holde deres simit med begge hænder og konstant scanne himlen. Det er ikke paranoia. Det er erfaring. Og ja - de vinder oftere, end man bryder sig om at indrømme.

Og nu vi er ved det: Det er faktisk ikke tilladt at smide brød til mågerne fra færgerne. I virkeligheden er det bare noget, man glemmer. Helt. Uden at gøre det diskret og uden overhovedet at se sig til siden. Du har jo simit i posen. Og mågerne er der allerede.

En by på kattepræmisser

I Istanbul bor kattene ikke i byen. Det er byen, der bor omkring dem. De sover i butiksvinduer, på caféstole, på motorhjelme og om vinteren på hylderne hos købmanden. Ingen spørger, om de må være der, eller stiller spørgsmål ved hygiejnereglerne. Det ville være unødvendigt. Det er deres plads.

Der står vandskåle og madskåle overalt. Uden skilte. Uden forklaringer. Nogen har stillet dem der. Og nogen fylder dem op. Der ligger mad ved siden af fortovet. Ingen tænker på andet end, at det må kattene vel kunne lide. Kattene kvitterer ved at sove videre, fuldstændig upåvirkede af trafik, turister og byens tempo.

Man kan bo her i årevis og stadig blive overrasket over, hvor lidt plads kattene egentlig kræver. Bare en stol. En papkasse. En varm kant. Resten klarer byen. Og så skal jeg lige hilse at sige, at kattene også gør fortove til deres toilet. Pro tip: Træd varsomt. (City Cats of Istanbul – katte, kvarterer og kærlighed til byen, Oplev Cihangir: trapper, katte og den evige jagt på det perfekte tjek-ind, Kadiköys Katte: Istanbuls nuttede Charmetrolde, Istanbul: Byens fælleshunde & katte)

Næh, der ligger sørme også en by her

Under Istanbul findes der en hel by mere. Faktisk siger man, at der ligger tre byer i lag under nutidens overflade.

Cisterner, mure, søjler og trapper fra byzantinsk og romersk tid. Noget er åbent for besøgende. Meget er bare der. Under gader, parker og boligblokke.

I Basilika Cisternen ligger to Medusahoveder fra antikken. Det ene på siden. Det andet på hovedet. De blev angiveligt brugt som byggemateriale, da man manglede et solidt fundament. Ingen forklaring. Ingen dramatik. Man tog, hvad der var ved hånden, og byggede videre. Eller var det en stille hån mod hellenismen? Ingen ved det rigtigt.

I det gamle Konstantinopel, det område der i dag svarer til Fatih i Istanbul, bygger man sjældent nyt uden at være forsigtig. Man ved, at der under fundamenterne på kvarterets huse og boligblokke gemmer sig et tidligere Istanbul. Derfor siger man, at der graves om natten. Med en betonbil klar. Skulle man støde på noget ubelejligt, kan hullerne hurtigt dækkes til igen.

Det er i det hele taget meget Istanbul. Fortiden dukker op, når man graver, og så indgår den bare i hverdagen. Eller dækkes til med beton, mens bygherren slår ud med armene, stikker hænderne i lommerne, fløjter uskyldigt mod himlen og småsparker til nogle småsten. Intet at se her.

Et minut-ish

I Istanbul er “et minut” ikke et løfte. Det er snarere en stemning. Det kan betyde lige om lidt. Det kan betyde senere. Det kan betyde, at nogen har tænkt tanken om at gå i gang med noget.

Man lærer hurtigt, at “jeg er der om et minut” sjældent har noget med minutter at gøre. Det betyder bare: Jeg er på sagen. Mentalt. Måske endda også fysisk. Men helt sikkert på et eller andet tidspunkt.

Det kan være Mustafa, der stopper bilen midt på vejen, tænder katastrofeblinket, hjælper en ældre dame ud af bilen og med en hurtig håndgestus signalerer: “et minut”. Du ved det. Buschaufføren ved det. De dyttende bilister bagved ved det også.

Helt ubevidst og uden at mene en egentlig tidsramme lyder det erklærende fra din mund: “Et minut.”