I de senere år har der i Tyrkiet været en bekymrende tendens: en mærkbar nedgang i lykkefølelsen, som målt og offentliggjort af World Happiness Report, der i 2024 placerer Tyrkiet på en 98. plads mens Danmark indtager 2. pladsen ud af 143 deltagende lande.
En lille, men tankevækkende undersøgelse, som jeg gennemførte blandt mine egne universitetsstuderende, afslørede en chokerende lav happiness-score der ligger i linje med den fra World Happiness Report (5 pts) på blot 4,8 pts ud af 10 pts, til sammenligning scorede Danmark 7,6 pts.
Resultatet af denne lille undersøgelse er ikke blot bekymrende i sig selv; det kaster også lys over dybere sociale og økonomiske spørgsmål.
Den gennemsnitlige indkomst i Tyrkiet ligger på omkring 13.000 USD (Vicepræsident Yılmaz)
Samtidig med denne nedgang i happiness-niveauet er der et påfaldende misforhold mellem den af regeringen rapporterede gennemsnitsindkomst i landet og den virkelighed, som mange tyrkere står over for.
Vicepræsident Yılmaz har i april 2024 udtalt, at den gennemsnitlige indkomst i Tyrkiet ligger på omkring 13.000 USD. Dette tal står i skærende kontrast til den minimumsløn, som mange borgere må navigere med, hvilket ligger omkring 6000 USD. De offcielle tal for antallet af lønmodtagere der modtager minimumsløn svinger noget men ligger mellem 40%-52% af de tyrkiske lønmodtagere - mens der i følge DISK* er 70% blandt ansatte i den private sektor.
Denne indkomstforskellighed rejser spørgsmålet: Hvor er de 13.000 USD, som vicepræsidenten refererer til, og som godt og vel halvdelen af de tyrkiske lønmodtagere ikke på nogen måde kan nikke genkendende til.
Dette misforhold mellem den officielle statistik og den oplevede virkelighed kan forklare en del af den udbredte utilfredshed og det lavere happiness-niveau, som vi ser i Tyrkiet i dag, specielt blandt de yngre generationer. Denne økonomiske kløft understreger behovet for en dybere analyse af indkomstfordelingen og de socioøkonomiske udfordringer, som mange tyrkere står overfor.
For universitetsstuderende, som står på tærsklen til at træde ind på arbejdsmarkedet, er perspektivet særligt dystert. Med udsigten til at skulle arbejde for en løn, der ligger langt under den påståede gennemsnitsindkomst, og det umulige faktum i at komme ind på boligmarkedet, er det ikke overraskende, at mange føler sig desillusionerede og bekymrede for deres fremtid.
Der er selvfølgelig mange andre faktorer end økonomi, der spiller en rolle for de unge universitetsstuderendes manglende lykke. For eksempel har universitetsstuderende tests eller eksaminer cirka hver fjerde uge. I Tyrkiet baseres disse tests overvejende på udenadslære. Men de unge respondenter i min lille undersøgelse kan og må ikke overses.
Enkelte studerende påpegede i efterfølgende samtaler i plenum, at lokalvalgene i marts måned udgjorde en positiv faktor for deres besvarelser.
Tyrkiet står også over for en potentiel trussel mod den sociale og økonomiske stabilitet, da landet gennem de seneste år har oplevet en såkaldt "brain drain", hvor højtuddannede søger mod udlandet, og hvor læger hellere tager job som taxachauffører i Tyskland end at fortsætte som læger i Tyrkiet, hvor de ofte er mål for kritik fra regeringen der resulterer i en stigende tendens til voldelige episoder begået af patienter og deres pårørende.
Denne undersøgelse blandt universitetsstuderende i Tyrkiet er et wakeup-call, der kræver øjeblikkelig handling. Ved at anerkende og adressere de økonomiske udfordringer, som bidrager til lavere happiness-niveauet, kan Tyrkiet tage skridt mod at opbygge et mere inkluderende samfund, hvor happiness og velstand er tilgængelige for alle. Man kunne starte med at tage et kig på grådighed, lønninger (minimumsløn, leveløn og fair løn.
Noter til dette indlæg
Dette indlæg er en redigeret og oversat til dansk udgave af en original article jeg har skrevet til akademisk brug i et mindre internationalt fagligt forum. Indlægget er skrevet ud fra en konstruktiv diskurs.
Mine studerende bedt om at tage stilling til deres liv her og nu samt deres fremtidsudsigter. Alle de studerende i undersøgelsen bor eller har ophold i Istanbul.
Størstedelen har mellem 1 til 2 timers transport hver vej, med flere skift, i overfyldte busser eller tog.
Ingen af de deltagende har egen husførelse eller har ansvar såsom børn eller ægtefælle.
Med disse faktorer in mente ligger min lille undersøgelse fint i tråd med The Happiness Index/Gallup.
*DISK - en uafhængig faglig hovedorganisation, der bedst kan sammenlignes med Fagbevægelsens Hovedorganisation i Danmark.
Klik & støt Bloggen:
